Hvordan kan et abstrakt akrylmaleri med nogle geometriske farveflader uden eksotiske henvisninger til inuit eller isdækkede landskaber være »grønlandsk«. Svaret ender et sted i det globale kunstsprog.
Mellemregningerne leverer eskimolog og kunsthistoriker Jørgen Trodhjem overbevisende og i tråd med værkets øvrige artikler undervejs i sin afhandling om kunst, identitet og det grønlandske i det dybtborende videnskabelige værk med titlen »Fra vild til verdensborger«.
Og man skal lige 100 sider frem i værket for at finde dækning for titlen. Her giver den ene af bogens redaktører sit fremragende bidrag til en idéhistorisk forståelse af grønlænderes skiftende identitet - set udefra og indefra. For den antikke græker var det nordlige koldt og vildt, og efterhånden som disse egne blev tolket ind i en kristen verdenstolkning, blev de nordlige områder forstået som en udløber fra selveste helvede. Da de første inuitter blev bragt til Europa i renæssancen blev de naturligt betragtet som vilde halvdyr, og først i romantikken fandt »den ædle vilde« på plads blandt øvrige eksotiske folkeslag på kloden.
Den nationale identitet
Diskussionen om national identitet og den ædle fortid fortsatte i Knud Rasmussens behjertede forsøg på at skabe harmoni mellem den autentiske fangerkultur og den moderne udvikling. Først omkring 1960 kom der fokus på de aktuelle sociale forhold i Grønland.
Mens Hjemmestyret fra 1979 søgte at fastholde »en sand og autentisk grønlandsk kultur«, peger samtlige bogens kapitler med Høiris’ formulering frem mod en identitet for grønlænderen som »en til Grønland hørende borger i en globaliseret civilisation«.
Og det spor følger så de mange bidrag om sprog, tro, mad, klædedragt, folkekarakter, etnicitet, navneskik, kunst og medier i en sand gavebod ikke blot for grønlandsfreaks, men også for teoretisk anlagte identitetsforskere med Bourdieu, Giddens og Lyotard i bagagen.
Artiklerne sparer ikke på diskurser og ekskurser. Kan det til tider - sammen med den spinkle skrifttype, der er valgt - besværliggøre læsningen og udarte til gedigent vrøvl (»selv en fuldstændig asymmetrisk magtrelation levner rum for diskursiv kamp«), så har hver enkelt bidragyder fået plads til gavmildt at øse ud af sin store til tider særdeles overraskende viden.
