Det bedste ved Vita Andersens nye roman »Anna Zoë« er de sansemæssige indtryk af Marokko. Der er en duft og hørm af medinaen i Marrakesh, der er en trængsel af mennesker og dyr. Fattige, pjaltede børn og rige i farvestrålende dragter og dyre Mercedesbiler. Man mærker en skrækplaget fascination i beskrivelserne af den fremmedartede kultur, en angst for at fare vild og en længsel efter at give sig hen. Alt det er fint og godt beskrevet ned i mindste detalje.
Men »Anna Zoë« er andet og mere end gode rejsebeskrivelser fra et land, hvor man lever af turisterne og foragter dem af et godt hjerte. Romanen handler om den feterede, 30-årige TV-stjerne Anne Zoë, der bliver gift med den spændende Pablo og får et barn med ham. Men da han en dag bliver fyret fra sit arbejde på grund af svindel (- sådan er mænd jævnt hen!), og han finder ud af, at han er et adoptivbarn, hvis forældre bor i Marokko, bryder familiens verden sammen. Pablo får ved hjælp af TV-programmet »Find din fortid« kontakt med sin biologiske familie og konverterer til islam. Og så bortfører han deres søn til familien i Marokko.
Og det er så herfra i handlingen, at turen går til Marokko. Anna Zoë tager nemlig derned for at finde sin søn og bringe ham tilbage til Danmark. Det skal dog vise sig at være overordentligt besværligt. Om det lader sig gøre, skal jeg ikke afsløre her, for det er det plot, der er det efterhånden mere og mere spinkle spændingsmoment i romanen. Vita Andersen giver sig nemlig god tid til at lade Anna Zoë lokke ud på et marokkansk eventyr med en smuk prins, der er som taget lige ud af Tusind og en nats eventyr. Det eventyr viser sig dog på længere sigt at være noget af et mareridt og en af forhindringerne i Anna Zoës eftersøgning.
Romanen handler som Vita Andersens øvrige forfatterskab om familier i opløsning og om det svære, ja i grunden helt umulige forhold mellem kønnene, som samles i følgende passus: »Kærlighed fører til ulykke, men forhold uden kærlighed fører til ydmygelser og pinligheder.« I princippet kan man kun vælge mellem pest og kolera.
Sådan er det også i synet på vestlig og arabisk kultur. I Danmark drukner man børn i ting, i Marokko får børn kærligheden at føle på den hårde måde i koranskolen. Og sådan set er det ikke til at holde ud at være nogen steder, ifølge Vita Andersens verdensbillede, selvom det selvfølgelig er rarest at have vestens komfort til rådighed. Og det har man så længe kreditkortet virker, og forældrene sender flere penge.
Romanen, der fungerer bedre i sine episoder end i sin handling, er fortalt i Vita Andersens gammelkendte stil, der lyder sådan: »I restaurationen tog hun tre glas juice, en masse runde brød, arabiske pandekager, syltetøj, en gummiagtig rund ost. En termokande med mælk. Hun tænke på de indviklede sammenhænge, man er sammen med mennesker på.«
De store tanker er ellers ikke noget, der plager Anna Zoë, som handler impulsivt og altid følger sin umiddelbare lyst og indfald. Det gør Vita Andersen også, og det giver romanen dens noget løse og adspredte karakter. Som læser kan man have det som Zoë, der hele tiden er sulten, men som aldrig bliver mæt, uanset hvor meget hun spiser. Læseren bliver heller ikke rigtig mæt trods de nærgående beskrivelser af Zoës meningsløse liv og de sansefyldte orientalske billeder. Der mangler for mig at se en gennemlysning af de konflikter som kulturforskellene afsætter, så man ikke ender i de stereotype forestillinger, som man gør sig af hinanden i nord og syd - og blandt mænd og kvinder.
