Af Merete Reinholdt kultur@berlingske.dk
White Girl er vendt tilbage fra turistrejserne i udlandet, som hun var taget på i Christina Hagens fem år gamle digtsamling »White Girl«, og er kommet hjem til en dobbeltmoralsk, halvracistisk andedam i opfølgeren »White Girl 2«. Heri svinger hun sit tveæggede sværd hen over dansk selvforståelse, både som den kommer til udtryk på Inger Støjberg-fløjen og hos velmenende flygtningevenner. Alle får én på hattepulden, så det bogstavelig talt sprøjter med blod hen over siderne.
Det er sjovt, det er chokerende, det er sygt provokerende, og det er så langt ude i overdrivelsen af det normale, at ens muntre boblen i maven ligger lige der, hvor den kan forveksles med kvalme. Måske er det kvalme.
Christina Hagen har sat sig for at spejle os i vores moralske selvopfattelse, og ligesom i både »White Girl« og den nyligt udkomne og heftigt debatterede »Jungle« gør hun det med et direkte frontalangreb. Det er dygtigt og dristigt, men også en anelse plat og påståeligt på sin egen ungdommelige facon.
I en række prosadigte harcelerer skiftende hvide kvinder over dagligdags situationer med bl.a. nydanskere i centrum. Under Christina Hagens pen bliver disse optrin groteske og afslørende for den måde, vi opfatter både os selv og andre på, og hendes ord rammer læseren som et skarptslebent sværd. Det gør ondt, og ingen går ram forbi.
Som i forgængeren benytter Hagen sig af et sprog, der bedst kan betegnes som pidgin-dansk. I første White Girl-bog havde det en funktion i forhold til at illustrere jeg-fortællerens fremmedhed i det fremmede, idet bogen var udformet som en række feriepostkort om oplevelser i andre lande. Sprog er identitetsskabende, og ved at lade bogens stemme(r) tale/skrive som en person, der formulerer sig på et svagt og uudviklet fremmedsprog, prikker hun til læserens ofte nedladende rygmarvsreaktioner over for udlændinge, der taler vores sprog, men gebrokkent.
I »White Girl 2« kan det dårlige dansk også opfattes som det, der udgydes i sprogligt dårlige Facebook-strenge, hvor fordomme ofte skygger for medforståelse og indsigt. Den ene White Girl skoser således »popcornpolitikeren« Støjberg, en anden udstilles som medlem af en forening af flygtningevenner, der øver sig i at dressere sine nye venner, en tredje spiddes for sit dovne, men selvovervurderede skrivebordsengagement i menneskerettighedssager, en fjerde afslører de hvide danskeres behov for arabiskfødte mønsterbryderstråmænd, en femte vil koge udskårne romaer i en gryderet og servere romagullasch for hvide hjemløse ved Frederiksberg Runddel, en sjette raser over Peter A.G. og hans Danmarks-sang: »… den flygtningerøver tænke: Nu vi sejle til Dk, den land ingen hjemme, ALLE BARE VELKOMMEN SYNGE PETEAG, de rigtig juble og ringe rundt til alle ven i Afrika og krigsland ...«
Sprogligt er det på kanten af det flabede, det flade og det ensformige, men det dækker over en indholdsmæssig dybde, der gør bogen vedkommende, interessant, stærk. Og den er mere flerfacetteret end forgængeren, fordi dens stemmer repræsenterer en anderledes broget flok – der dog er rundet af samme national-etniske bedrevidenhed, som Hagen brutalt og begavet sabler ned.
White Girl 2
Forfatter: Christina Hagen. Sider: 64. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.
