Det er, så vidt jeg kan regne mig frem til, hans syvende erindringsbog. Hvilket ikke bare vidner om en stor skrivelyst og et betydeligt behov for at fastholde fortiden, men også om et ganske betragteligt ego.
Men Johannes Møllehave, for det er naturligvis ham, vi taler om, er sandelig heller ikke bange for at rette spotlyset mod andre. Og i »Det er (ikke) lige mig« får William Shakespeare, Ludvig Holberg, Storm P og talrige andre - endnu engang, fristes man til at sige - masser af hæder med på vejen, og det samme gør alle de mennesker omkring ham, fra børnebørn til læger, der fortjener det.
Hvor han i sin første erindringsbog, »På myrens fodsti« fra 1975, fortalte fra barnets synsvinkel, så fortæller han i »Det er (ikke) lige mig« fra den aldrende mands ditto. Og at læse den er som at høre ham tale. Altså én lang medrivende strøm af anekdoter, citater og biografiske informationer, som tiere end ofte får den røde tråd til at fortone sig.
Og det samme gør mennesket Møllehave desværre. Måske er det blufærdighed, hvem ved, men man savner i al fald en mere nøgen erindringsform. I stedet får vi det, vi plejer at få, hvilket bestemt også er underholdende, belæst og begavet, men langt hen ad vejen ganske upersonligt - og en smule sludrevornt.
Opfordring og udfordring
Bedst er »Det er (ikke) lige mig« imidlertid, når Møllehave tager titlens parentes alvorligt. Som da han raser over en moderne »Hamlet«-opsætning, han mener er »røven ud af stråhatten«. Eller da han føler sig skidt behandlet af politiet i den famøse anholdelse ved D’Angleterre. Eller når han beskriver ledelsen på Kristeligt Dagblad, hvor han faldt i unåde som skribent, som en »Bermuda-trekant«.
Det er ikke, fordi der savnes mere konflikt og snavs. Slet ikke. Bare flere steder, hvor han træder helt frem på siderne. Og en venlig opfordring og udfordring til Møllehave kunne være at skrive en erindringsbog - i så fald nummer otte! - uden skyggen af referencer, citater, brandere og fluer. Bare det stærke sprog og de blottede hjerterødder. Det ville være alt nok. Og vel også på høje tid.
