En bog om et almindelig liv, skrevet på en måde, der ikke dramatiserer, men i stedet underspiller, underbelyser.
Ja, det lyder vel nogenlunde lige så spændende som at se maling tørre. Med mindre altså forfatteren er Rune Christiansen. Hans »Ensomheden i Lydia Ernemans liv« er det stik modsatte: En smuk, lyslevende og vanedannende roman, der fuldt fortjent vandt Brageprisen i forfatterens hjemland, Norge.
52-årige Christiansen er ikke bare romanforfatter, men også digter, og det mærkes i prosaen, der på samme tid er klar, enkel og dyb og desuden gemmer på diskrete, men ved nærmere eftertanke også ret vilde sammenligninger. Som når Lydia drømmer om at blive kysset, uden at nogen lægger mærke til det, »ligesom skolebørns små betroelser«.
Sammenligningerne er som små stød i en ellers formfuldendt fortælling om en kvinde, der er vokset op på en gård i det svenske Norrland, hvor »Man skulle leve et anstændigt liv, og et anstændigt liv var stort set ensbetydende med at leve ubemærket.«
Her, på denne tyste egn, er Lydia en dygtig skoleelev, der uddanner sig til dyrlæge og finder arbejde i en bygd i Norge. I de landlige omgivelser, dér blandt bønder og dyr, der enten dør eller overlever, finder hun også ro og mening.
Og så alligevel ikke. Morens pludselige død og farens indesluttede væsen murrer i hende. Hun tænker, at hun måske aldrig rigtig har kendt ham, og da hun besøger ham med sin nye kæreste, er han pludselig helt anderledes udadvendt. Han er simpelthen en anden, og da han dør, virker barndomshjemmet også sært fremmed og dobbeltbundet.
Stimulerende og melankolsk
I arbejdet og ikke mindst naturen finder Lydia trøst og en anderledes enkelhed: »Bare være fyldt af dette ene, dette trøstefulde, som lever så stærkt i en: at være til i sommerens lys.«
I alt dette tjener romanens titel som en slags tematisk ledesnor, og som læser søger man således efter tegn på »Ensomheden i Lydia Ernemans liv«.
Og den er derinde, mellem alle ordene og i Lydia, som en følelse, der ofte dukker op, og som hun så prøver at håndtere og begribe. »Men hvad indeholdt den, ensomheden? Hvad bestod den af?« spørger hun. Men når mennesker forsøger at betro sig til hende, viger hun tilbage: »Hvad skulle det være godt for?« Hvad ville sådan en åbenhed vække?«
Citaterne peger også på noget af det, der gør romanen så stimulerende, nemlig at Lydia ikke – som læseren – ser, hvad det er ved hende selv, der nærer ensomheden.
Måske er det en grundtone i familien, en depressiv arv, måske er det et almenmenneskeligt vilkår? Christiansen er klog nok til ikke at svare på spørgsmålet og lader romanen stå åben for i stedet at oplade den med en egen melankolsk tonet skønhed.
Det er dog også vigtigt at understrege, at »Ensomheden i Lydia Ernemans liv« også handler om meget andet: kærlighed, lidenskab, venskab, familie og arbejde. Men det er alt sammen stemt op mod den på én gang uhåndgribelige og massive følelse, vi blufærdigt kalder ensomhed.
Titel: Ensomheden i Lydia Ernemans liv. Forfatter: Rune Christiansen. Oversætter: Jannie Jensen. Sider: 256 Pris: 300 kr. Forlag: Batzer & Co.
