»Jeg noterede hans navn på en cigaretpakke. I øvrigt stod han i telefonbogen, sagde han. Jansen, rue Froidevaux nr. 9, Danton 75-21.«
Linjerne fra »Et forbasket forår« er typiske for Patrick Modiano. Ikke mindst den nidkære oplistning af adresser i Paris. Et næsten fetichistisk forhold til egennavne og gadenumre, der går igen i roman efter roman, oftest uden nogen direkte betydning for den historie, der fortælles.
Oplysningerne er derimod forbundet til romanernes grundmotiver, glemsel og erindring, og her er adresserne en måde at hage sig fast på, midt i tidens strøm.
Dertil kommer adressernes poesi. For en dansker er de ren ordklang, men for en pariser naturligvis også et betydningsladet koordinatsystem; et kort over historie og socialklasser.
»Et forbasket forår« er i det hele taget Modiano classic, med en ung hovedperson, der nok bevæger sig rundt i storbyens gader, men alligevel er i en art ventetilstand, inden et liv som forfatter tager sin begyndelse.
»Jeg lærte Francis Jansen at kende i foråret 1964, da jeg var nitten år gammel, og i dag vil jeg berette de få ting, jeg ved om ham,« åbner romanen, der kredser om en fotograf. Den spirende forfatter møder ham tilfældigt, men fascineres af hans på én gang resignerede og gådefulde adfærd: Han har kufferter med brillante fotografier hjemme i værelset, men ingen interesse for hverken dem eller sit eftermæle.
Det har den unge mand derimod, og han begynder derfor at kategorisere billederne. Ad den vej træder et værk og et liv frem, samtidig med at fotografen er i færd med at forsvinde fra verden. En dag er han helt væk, og den unge mand står med sine hæfter med kategoriseringer, men uden alle fotografierne.
En god bog - og et mesterstykke
Hvor den unge forfatter ikke forstår, hvorfor Jansen ønsker at forsvinde, så gør han det som ældre; altså derfra, hvor han fortæller historien om ham. Han taler først om »dobbelteksponering«, siden skriver han sågar, at »jeg er Francis Jansen«. Han er selv blevet en del af verdens glemsel, og hvor Jansen engang forsøgte at fastholde tiden med sit Rolleiflex-kamera, gjorde han det med pen og papir.
I romanen »Smertepunktet«, der udgives i samme bind som »Et forbasket forår«, er der også tale om en forfatter, som ser tilbage. Han navn er interessant. »Han sagde du til mig og kaldte mig Patrick,« står der et sted. Er det Patrick Modiano selv, der er drengen, han skriver om, og som bor hos nogle venner uden for Paris, mens moren er på »turne i Nordfrika«?
Eller måske er hun i virkeligheden i fængsel. Der er i hvert fald noget lyssky omkring huset i landsbyen, som drengen forsøger at forstå. Eller rettere: Det er den voksne Patrick, der forsøger at forstå, hvad han oplevede som barn. Der er forskel. Og igen er erindringen central. Dens utroværdighed, dens smuldren, måden vi livet igennem forsøger at forstå, hvad vi engang troede, vi forstod.
Det er alt sammen meget modianosk, og i »Et forbasket forår« – en sært umusikalsk oversættelse af den franske titel, »Chien de printemps« – er han med sit glasklare sprog og fortrinlige distribution af information i Nobelklassen, mens »Smertepunktet« er god, men altså ikke fremragende.
I hvert fald ikke, når den står ryg om ryg med et mesterstykke.
