Det dobbelte tab

Lyrik. »Tarkovskijs heste« Pia Tafdrups nye digtsamling er en bevægende skildring af den demente fars forsvinden i en verden af glemsel.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvornår har du sidst læst en digtsamling med en klump af bevægelse siddende i halsen? Nej vel, det sker ikke så tit, men det er lige netop sådan en bog, Pia Tafdrup har skrevet om sin fars sygdom og død.

»Tarkovskijs heste« er en digtsamling, som med stor billedmæssig styrke og en næsten saglig nøgternhed i detaljerne blotlægger et dobbelt tab: En dement fars tab af hukommelse og orienteringsevne i sin egen tilværelse og en datters tab af den far, der var engang, og som nu forsvinder ud i en grå og diffus verden af erindringsløshed, hvor den fælles historie bliver væk.

»Bundløs årstid« hedder et af bogens ubønhørlige digte, der former sig som en ophobning af fravær med ordet »ikke« som omkvæd og som det modsatte af en ledestjerne:

»Ikke fugl, ikke fisk, tampen/brænder ikke -/nær og fjern er borte, oppe og nede væk,/ligesom det grønne slips,/der plejer at være rødt.«

Pia Tafdrups digte følger den demente far i et udviklingsforløb, der fra ændringerne af hjernens geografi, hvor grænser hele tiden viskes ud, fører frem til plejehjemmet og senere til hospitalet, hvor han dør. »Tabets tabel« er et af de digte, der stiller glemslens sørgmodige regnestykke op med minus efter minus, og hvor datterens tab formuleres meget direkte: »Selvom han lever,/leder jeg efter/min far i min far«.

Tafdrups digtsamling arbejder både virkningsfuldt og gribende med kontrasterne og spændingerne imellem billederne af den store verden, som var - og som hun som datter husker også på farens vegne - og en verden, der trækker sig mere og mere sammen, og som skildres meget konkret og med et knivskarpt øje for de triste detaljer:

»Kun en enkelt nøgle er tilbage/af et livs værdighed,/nøglen/til det sidste værelse må lænkes/i en kæde til bukselommen./Armbåndsuret /glemmer min far at trække op/viserne peger mod evig og altid«.

Omkring »Glemslens grotesker«, som Pia Tafdrup kalder det halvt hundrede digte, der fortæller den tragiske, men på mange måder hverdagsagtige historie om farens identitetsopløsning, er anbragt en »Intro« og en »Outro«, og her løfter forfatteren med sin overraskende brug af figurerne Orfeus og Eurydike den meget konkrete og meget personlige historie op på myteplan. Om lige netop det kunstgreb er nødvendigt, kan læseren spørge sig selv om. Til gengæld er brugen af den russiske filminstrukør Tarkovskij og hans heste vigtig i bogen. Det er fra Tarkovskijs film »Den yderste dom«, at Tafdrup henter den replik, som sætter alverdens kvaler og også disse digte i perspektiv: »Alligevel er det så smukt, og nu sner det.«

Når »Tarkovskijs heste« er så smuk og elementært bevægende en digtsamling, skyldes det ganske enkelt Pia Tafdrups vilje til at stå ved og helt nøgternt finde de præcise ord for alvoren i digtenes dobbelte oplevelse af tab.