Det diskrete museum

Den Hirschsprungske Samling har 100-års jubilæum, og ikke unaturligt markeres begivenheden med en bog.

Bogcover. Fold sammen
Læs mere

Den Hirschsprungske - et af landets fineste mindre museer - gør sjældent noget videre væsen af sig selv. Museet, der rummer en imponerende samling af navnlig Skagens- og guldaldermalere, hviler i sig selv i den lave klassicistiske bygning i Østre Anlæg uden at gøre sig til. Heller ikke jubilæumspublikationen gør sig lækker i håb om at lokke nye kundesegmenter.

Det er en ærlig og redelig bog, der i forholdsvis korte, men faktuelle nedslag fortæller museets historie - og så er resten af pladsen stillet til rådighed for gengivelser af en række dejlige malerier ledsaget af ukunstlede beskrivelser med tilløb til analyser skrevet af museets kunstfaglige medarbejdere. Fin formidling til den interesserede læser, der meget nemt risikerer at fortabe sig i snart det ene snart det andet værk. Og oplysningerne om dem.