Carsten er reklamemand. Han sætter sig ud i sin bil, da hans kone får hans gamle hund Rocky aflivet. Der sidder han så og skumler, indtil han beslutter sig for at køre til Afrika og finde verdens største mudderhul, som han vil svine sig selv og bilen til i.
Manden vil være alt det, han ikke må være hjemme i det pæne liv i reservatet, hvor verden er farvekoordineret, børnene nydeligt klædt på, konerne solbrændte, puderne puffede og vattæpperne linet op til hygge.
Så Carsten kører altså stik syd. Væk. Undervejs ned gennem Europa får han følgeskab af flere andre mænd, der også har fået nok, og de forsøger sammen at finde meningen med det at være en mand i en verden, hvor kvinder bestemmer for meget.
Samtidig finder Carsten sin kone Christinas dagbog i bilen og opdager, at hun også er et forvirret menneske, så måske kunne de finde ud af det, hvis de prøvede?
Så langt så godt i Maise Njors debut som romanforfatter. Persongalleriet er opfindsomt, dialogen er kvik, der er skægge indfald og sjove observationer. Men desværre heller ikke godt ret meget mere. Og hvor meget jeg end holder af Maise Njors pen, er der to helt grundlæggende ting galt med romanen.
For det første (og værste) postulerer den at give et svar på, hvorfor mange mænd synes, det er svært at være mænd i dag. Det er det så, fordi kvinder vil lave om på mændene. Mænd må ikke have grimme møbler, mølædte hunde og store højttalere, og når de ikke må det, kan de åbenbart ikke leve. Det kan da lyde rigtigt, men er det sådan for alle?
Private sandheder bliver almene
Er alle kvinder så forandringslystne og alle mænd så eftergivende?
Nøjagtigt som efter Njors forrige bog »Mit liv som mundlam - og hvordan man lærer at sige fra« sidder man med en fornemmelse af, at Maise Njor forsøger at gøre sine private sandheder til almengyldige af slagsen, pakket ind i satire og skæve figurer.
Det går også galt i romanen, når Maise Njor overskrider den helt elementære grundregel »don’t tell it, show it«. I romanen er der jævnligt indlagte lange moraliserende passager, der virker som uddrag fra klummer:
»Hvem havde besluttet, at et hjem altid skulle ligne noget, hvor der ikke boede nogen? Det havde kvinderne. Og hvorfor havde de det? Var det noget med, at magten var for svær at tage uden for hjemmet, på arbejdspladsen, men noget magt, det ville de have, om det så skulle være den knap så tunge magt i hjemmet?«
Det er mange spørgsmål på én gang. Så mange, at man også kunne spørge: Hvor var forlagsredaktøren henne?
For havde man ikke fanget, hvorfor Carsten - og dermed alle andre mænd i 30erne - har fået nok, står det da klart nu. Kvinderne vil bestemme. Holdt de op med det, ville alt blive bedre. Maise Njors budskab afleveres så gennemtygget og fordøjet, at læseren intet skal tænke selv. Og det er egentlig ret kedsommeligt.
