Det afstumpede menneske

Der er mange fortællermæssige tricks, en forfatter kan benytte sig af, når han eller hun skal skildre et menneske. Et af dem er at operere med en person, som gennem sin tale eller tanker, afslører sig selv som yderst utroværdig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin debutsamling »Enebørn« skamrider Anja Otterstrøm, født 1966, denne figur. Samlingen består hovedsageligt at jeg-fortællinger, og som oftest fortalt af mere eller mindre afstumpede personer. Som kvinden, der roligt påhører et andet menneske drukne, mens hun forklarer sig selv og læseren, at der nok plaskes lystigt, eller sygeplejersken, der går grænseoverskridende til værks på en patient, der åbenbart er en tidligere elsker. Anja Otterstrøm har mange gode ideer, og formår at fatte sig i korthed, men desværre får teksterne også et næsten skematisk forløb frem mod en overraskende pointe. Der er skævet til Helle Helle, men den kærlighed og ømhed, som altid er en del af hendes univers, savnes her. Anja Otterstrøm har potentialet, men der skal mere indlevelse og troværdighed til, hvis fortællingerne skal holde ud over det overrumplende i selve ideen.