Derfor er Chaplin den mest indflydelsesrige kunstner fra det 20. århundrede

Ny bog om Charles Chaplin med 900 billeder fra arkiverne og en medfølgende ordrig fortælling peger på, hvorfor han var det 20. århundredes mest indflydelsesrige kunstner.

Den nye bog fra Taschen er fyldt med fotos, breve, avisudklip og filmplakater fra Chaplins eget arkiv. Her er komikeren i en pause under en filmoptagelse. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mit første minde knyttet til Chaplins vagabondskikkelse var ikke hverken bowlerhat eller stok. Det er min fars øredøvende grin, når han ville vise mig, hvad den geniale komiker kunne. Min far kunne ikke holde op med at grine, og det kunne min farfar efter sigende heller ikke.

Når jeg ser »Chaplins plejebarn«, »Guldfeber«, »Byens lys«, »Moderne tider« eller »Diktatoren« i dag, griner jeg lige så højt, og mine børn er målløse. Men det vigtigste er, at de griner med, for Charles Chaplins komik har nu holdt i et helt århundrede. Ægte filmkunst fornægter sig ikke.

De senere år har der været et stort arkivarbejde i gang, hvor alle Chaplins film er blevet digitalt restaureret, og til foråret åbner der et museum på hans gamle ejendom i Manoir de Ban i Schweiz. Netop udkommet er også en bog så tyk fra Taschen, at fotos og tekst rammer læseren som en velgørende flodbølge. I 900 billeder – hvoraf mange ikke er set før – og 560 siders tekst fortælles historien om filmmanden, der som ingen andre havde øje for både komik og tragedie. Han erobrede verden med en legendarisk arbejdsiver og et sindelag et godt stykke til venstre for midten.

»The Charlie Chaplin Archives« er en inspirerende tur rundt i Chaplins filmkanon, men hvorfor satte han og ikke alle mulige andre filmkunstnere fra stumfilmstiden sig det mest varige spor? Det kan filmhistoriker Casper Tybjerg, der er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet svare på.

»Chaplin er den mest indflydelsesrige kunstner i det 20. århundrede. Det er muligt, at Elvis Presley, Michael Jackson eller Adolf Hitler – i en lidt anden branche – har nydt en ligeså stor udbredelse, men Chaplin var under alle omstændigheder den første. På den måde satte han faktisk sin helt egen målestok for berømmelse på verdensplan,« siger Casper Tybjerg, der har speciale i stumfilm.

Eksperten vurderer også, at Chaplin har været med til at forme den amerikanske filmindustri, som vi kender den helt op til i dag.

»Den amerikanske filmindustri dominerer verden efter Første Verdenskrig og frem, og det er fordi, de har en vare, der er meget bedre end andre landes. Og her er Chaplins film et centralt element. På den måde har han haft stor kommerciel betydning.«

Men hvad er det i filmene, der får vores lattermuskler til at rulle og øjnene til at blive blanke?

»På et meget tidligt tidspunkt tager Chaplin kontrollen over sine egne film. Han spiller hovedrollen, men han instruerer også, og han skriver manuskripterne. Senere, da der kommer lyd på filmene, komponerer han endda også musikken. På den led er hans film mere end kollegernes præget af én mands vision. Fordi han er så dygtig, viser han også, at film på én gang kan være stor kunst og have et tag i det brede publikum,« siger Casper Tybjerg, og fortsætter:

»Hans film bliver ret hurtigt taget alvorligt af for eksempel europæiske avantgardekunstnere i 1920erne. De er optaget af at finde et kunstnerisk udtryk, der passer til den nye moderne verden, og det er Chaplin også. Den stødvise måde han bevæger sig på som vagabonden er et bud på det moderne maskinmenneske. På sine rejser rundt i verden forsøgte han - som det intellektuelt nysgerrige menneske han var - altid at møde førende kunstnere og politikere, og de var alle ivrige efter at møde ham. Det er ikke set hverken før eller siden set, at en filmperson på den måde omgås den absolutte kunstneriske elite.«

Charles Chaplins humanistiske sindelag kulminerer i »Diktatoren«, hvor han leverer en bidsk og fremsynet parodi på Adolf Hitlers nazityskland. I filmen spiller Chaplin både rollen som Hitler-figuren Hynkel og en jødisk barber, der får chancen for at holde en af Hynkels taler. Som i alle Chaplins film hidtil taler han – nu blot højere og mere frontalt – den lille mands sag.

»Hvis Chaplin skulle have spurgt andre om at lave »Diktatoren«, var den ganske enkelt ikke blevet til noget. Han havde heldigvis sit eget produktionsselskab og masser af penge. Chaplin har i alle sine film været optaget af social retfærdighed. Vagabonden er et eksempel på den lille mand, der er fattig på samfundets bund. I film efter film stræber han efter at fremtræde som en gentleman frem for en ussel stodder. Chaplin viser tørsten efter værdighed og konkretiserer forestillingen om social ulighed. Det er et kerneelement i hans appeal. Mange af hans film slutter i bedste fald tvetydigt men ofte meget melankolsk og usikkert i forhold til den happy end, som man ellers hylder i amerikanskfilm. Turen ud i solnedgangen i »Moderne tider« er ganske uvis,« siger Casper Tybjerg, og fortsætter:

»Det usædvanlige i »Diktatoren« er så oven i købet, at Chaplin for første gang gør det med ord. Det er helt exceptionelt for ham, men Hitler som udfordring var jo også særdeles exceptionel.«

De antikommunistiske heksejagter fik vidtrækkende konsekvenser for Chaplin. Multikunstnerens politiske engagement på venstrefløjen førte til, at hans indrejsevisum blev taget fra ham efter en tur til Europa i 1952. Han måtte derefter likvidere sit filmstudie og slog sig derfor ned i Schweiz. Han kom først tilbage til USA 20 år senere for at modtage en Æres-Oscar.

»I 1960erne, hvor en ny bølge af unge filmhistorikere genopdagede Buster Keaton, der var noget mere visuelt orienteret og mere usentimental og næsten kynisk, faldt Chaplin en smule i agtelse. Men de seneste par årtier er han igen steget i agtelse. Som en modsætning til Keaton var Chaplin meget sentimental. Det er ofte et skældsord, men han har en villighed til fuldstændig uskrømtet at gribe fat i følelserne, og det gør, at selv små børn kan forstå, hvad der foregår,« siger Tybjerg, og fortsætter:

»I 1980erne dukkede der en stribe gamle filmruller op fra hans likviderede bo, og de viste, at der blev arbejdet meget seriøst og minutiøst med den humor, der ser så legende let ud på skærmen. Chaplin havde en manisk stræben efter perfektion, der aftvinger respekt. For slet ikke at tale om den ynde, han bruger sin krop med. Det bliver ofte overset, men han indfanger jo menneskelige følelser meget præcist med sin krop. Ser man Chaplins film i dag, skal man ikke have historiske briller på for at se hans geni. Det bliver ved med at være der, og jeg overraskes igen og igen over holdbarheden. Hans humanistiske sindelag og hans insisteren på den enkeltes værdighed, selv hos de mest forhutlede, har vel heller aldrig været vigtigere end i dag?«

»The Charlie Chaplin Archives«

Ny bog på 560 sider fra Taschen er netop udkommet. Den officielle pris er knap 1.400 kr. men lige nu fås den til godt 1.100 kr. på for eksempel www.saxo.com.