At udstyre ting med følelser og karakter er lige så absurd, som det er oplagt og eventyrligt. Det indså H.C. Andersen som den første og udviklede det såkaldte tingseventyr med historier som »Stoppenålen« og »Hyrdinden og skorstensfejeren«, hvor begge dukker jo er af porcelæn.
Et nyt skud på den gamle genres stamme er imidlertid »Blyantens historier«, som forfatter Thorstein Thomsen og tegner Birde Poulsen står bag. Her følger vi – som titlen fortæller – forskellige blyanter igennem dramatiske historier, som involverer papir, briller, sakse og mange andre talende ting.
Og ofte vender historierne et logisk forhold på hovedet, som når blyantens ven, et par briller, ikke kan se, når de sidder på én mands næseryg, men ser glimrende på en andens.
Det er en skøn lille historie om at føle sig uduelig, selvom man bare er endt et forkert sted, og sådan er pointerne hyppigt – som i de gamle eventyr – ganske opbyggelige.
Gakkede historier i genkendelig ramme
Rene tingseventyr er det dog ikke, idet der også optræder talende dyr og trolde i de 33 skiftevis poetiske, sjove og gakkede historier, som tit udspiller sig i en moderne og genkendelig ramme.
Finest forløst er historien om en flaske, som står i en baggård og føler »sig tom og dum«, men til sidst bliver fundet af en dreng, som ikke tør erklære sin kærlighed til en pige og derfor skriver et kærlighedsbrev til hende, som han putter i flasken. Så sætter han en prop i den og kaster den i havet – hvor den siden da har drevet rundt »fuld af kærlighed«.
Så smukt, så fint. Og hvor børn vil sætte pris på de talende ting i bogen med de lidt ujævne tegninger, så vil voksne kunne se de dybere lag i historierne om blyanten og dens særlige forbindelse til kunsten og kreativiteten. Ikke mindst i »Blyanten og computeren«, hvor computeren går ud, hvis man tænker for længe uden at skrive. Modsat blyanten, der altid giver plads til eftertænksomhed.
I dét ligger nu ikke kun en kritik af computerens underminering af skrivekunsten, men også mere omfattende kritik af den moderne verdens fart og mangel på dybde. En noget teknologiforskrækket pointe, kunne man sige, men heller ikke helt forkert, vel? Så der er noget at komme efter i »Blyantens historier«. For både børn og voksne.
