Omtrent sideløbende med Den Eksperimenterede Kunstskole i 1960ernes København huserede et tilsvarende begavet sammenrend i Aarhus.
Gruppen af østjyske lyrikere, komponister og billedkunstnere blandede kunstarterne på kryds og tværs, længe inden nogen begyndte at anvende begrebet crossover om den slags. Dengang var der ikke mange i hverken København eller Aarhus, der interesserede sig for tidens kunstneriske udkanter. Per Kirkeby har engang i et interview i denne avis vurderet, at der kunne vel være tale om højst 200 i hovedstaden, der kendte noget til den nyeste kunst. Samme Kirkeby er sammen med blandt andre Eks-skole-elever som Peter Bonnén og Bjørn Nørgaard årsag til, at interessen er steget markant. Dertil kommer museernes intensive interesse for perioden, der også bliver ved med at inspirere yngre kunstnere.
Eks-Skolens historie er i de senere år belyst grundigt gennem flere markante bogudgivelser. Derimod har det knebet med en fremstilling af Århusavantgarden.
Det forhold retter Lars Movin op på i nye bog. Bogen, der er påfaldende grafisk indbydende, har ikke selve Århusavantgarden som sit ærinde – men derimod maleren Erik Liljenberg, der var en vigtig del af grupperingen.
Erik Liljenberg (1942-2014) har i mange år været en glemt skikkelse i dansk kunst, men til 29. juli viser Tom Christoffersen i København en udstilling med ham – og det er samme galleriejer, som har taget initiativ til udgivelsen, der bæger præg af grundig research i kilder, der ikke umiddelbart er let tilgængelige.
Meget overordnet kunne man karakterisere Erik Liljenbergs tegninger og malerier som psykedeliske. De udgøres af komplekse mønstre, hvor man her og der opdager en figur eller et motiv. De har en tydelig organisk karakter og kan synes at referere til koncentrerede naturoplevelser – og så var der en del stoffer involveret i kunstnerens liv. Interessen for for eksempel LSD bragte på et tidspunkt Liljenberg i nær kontakt med Dan Turèll, og blandt mange illustrationer til tidsskrifter og andet fremstår Liljenbergs omslag til førsteudgaven af Turèlls »Manjana. Den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller« særlig markant. Også fordi titlen kunne være en overskrift til Erik Liljenbergs værk.
Rastløsheden synes at have været et karakteristika og en kvalitet ved Erik Liljenberg, der i 1960erne blandt mange andre møder Kirsten Justesen, Peter Laugesen, William Louis Sørensen og Kristen Bjørnkjær. Sammen med sidstnævnte begynder han at undersøge, hvad der foregår af nyere former for kunst (fluxus, intermedia osv.) på den anden side af Aarhusbugten. I København og i udlandet.
Andre skikkelser fra den tid har samme erfaringer. Som guldaldermalerne måtte til Rom og modernisterne til Paris, opdagede kunstnerne i 1960erne hen ad vejen, at der var andre, der tænkte på nye eller tilsvarende måder som dem selv, og det var så ikke noget, man kunne google. Det handlede om tidsskrifter og udenlandske kontakter
En dag var 1960erne ovre. Det er en oplevelse blandt flere af tidens kunstnere, at de politiske kommissærer satte sig tungt på det hele.
Af forskellige årsager – herunder personlige – trækker Erik Liljenberg i 1970erne sig mere og mere tilbage fra det kunstliv, der årtier senere eksploderer i omfang. Flere fremtrædende skikkelser – blandt dem Silkeborg Kunstmuseums tidligere direktør Troels Andersen, der også har skrevet bogens forord – hiver ham undertiden tilbage til udstillingssalene. Men Erik Liljenberg forbliver en outsider i dansk kunst, og måske – bare måske – forsvinder han mentalt ind i den billedverden, han skildrer på lærrederne.
Men her er bogen om ham. Enkelt og ligetil skrevet, med et stort referencemateriale, som også belyser den tid, der var Århusavantgardens.
»Synets galaxer.« Forfatter: Lars Movin. Sider: 238. Pris: 248 kr. Forlag: Bangsbohave
