Der skrues op for grinet og galskaben

To af vores største humoristiske børnebogsforfattere skriver om bisser og Bollywood.

Der er garanti for latter med Kim Fupz Aakesons og Rasmus Bregnhøis samt Manu Sareens nye børnebøger. Her er det fra »Mogens og Mahdi«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tegning: Rasmus Bregnhøi

Hvis der stadig er liv i myten om, at der ikke findes godt læsestof til drenge, bliver den i hvert fald grundigt aflivet af to nye bøger: Kim Fupz Aakesons og Rasmus Bregnhøis »Mogens og Mahdi« og Manu Sareens »Iqbal Farooq i Indien«. Ud over at være humoristiske bøger for børn i al almindelighed, udmærker begge titler sig ved for fuld udblæsning at stille skarpt på drengeliv og drenges følelser.

Titlen »Mogens og Mahdi« er meget dækkende. Samtlige 10 kapitler centreres nemlig om de to drenges tætte venskab, hvor de holder andre ude og skaber deres egen lukkede tosomhed. Her er ingen løftede pegefingre og kun plads til få statister - Mogens´ mor, morfar og papfar og mennesker, de to tilfældigt møder. Bogen kommer derfor helt ind til kernen ved det at være dreng og det at udleve et drengeliv.

Episoderne handler i øvrigt om at game, om at gå til ting, om forsøg på at fuske sig til lette penge, om fodbold og først og sidst om drenges fantasifulde forestillinger, og det er de rene luftkasteller, der fylder samtalerne. De bygges op til noget koloenormt, som punkteres, men uanset hvor meget »nederen«, drengene oplever det, er de straks ovenpå og på vej til noget nyt.

»Mogens og Mahdi« er opbygget med en blanding af helsidestegninger, striber og et miks af billeder med og uden ruder. Replikkerne rammer rent, og samspillet med billederne, som lægger til og folder historien mere ud, er helt sublimt.

Episoderne har også gerne en minimalistisk handling, f.eks. er »Ramadan« kun en langsom opbygning til en slåskamp om en rosin. Det er »grineren« tværs igennem, men i tillæg rummer »Mogens og Mahdi« nære og kærlige skildringer af to bybisser, hvis hverdag vi forhåbentlig ikke har set det sidste til.

Læsefitness til lattermusklerne

Heldigvis er der heller ingen grænser for grassatløbende galskab i Manu Sareens serie om Nørrebrodrengen Iqbal Farooq og hans familie, så der er garanteret udsigt til Farooq-feber nu, hvor seriens ottende bind er udkommet, og hvor filmatiseringen af første bind følger i december. Ingen er nemlig mere kernedansk i sin folkelige humor end Manu Sareen.

Historien i »Iqbal Farooq i Indien« indledes med det sædvanlige setup: Den korte ramme, hvor skolepsykologen glæder sig til at høre om Iqbals nye karnevalistiske kaos. Hverken hun eller læserne snydes.

»Hvad sker der nu lige her, far?« spørger Iqbal med god grund, da han kommer hjem fra skole, og stuen er totalforvandlet til noget semi-indisk, med kaglende høns på gulvet og brølende Bollywoodmusik. Årsagen er, at det er 20 år siden, faderen friede til Iqbals mor ved Taj Mahal og gav hende en kopi af den kostbare ring, som befinder sig under templet. Det skal fejres, først derhjemme og så direkte til Indien med hele familien.

Men sådan går det selvfølgelig ikke. For naturligvis skal Iqbals småkriminelle platugle af en onkel Rafiq med, sammen med Iqbals hjernelamme, men trofaste klassekammerat Mohammed, som er lykkelig for at komme væk fra skolen, der er »forsøgsobjektskole« for »døgnskolen«, som børnene skal være i 24/7. Dog ikke i weekenden, hvor de har »lektiefri«, som læreren formulerer det.

Ingen Iqbal-historie uden samfundssatire! Her er den vendt mod den nye skolereform. Føj dertil dronning Margrethe, som skal åbne Taj Mahals kælder, kriminelle ypperstepræster og ikke mindst en solid drengerøvshumor.

Manu Sareen krydrer sproget med en snes synonymer og neologismer om en vis kropsdel og dens funktion, og så er stilen lagt. Intet er for højt eller helligt eller plat. Alt og alle står for skud i en respektløs hittepåsomhed, som dog fortaber sig en del i de lange gange under Taj Mahal.

Men uanset hvad og kort sagt: Her er der læsefitness til børns lattermuskler.