Adspurgt på færgen på vej til Danmarks fjernestliggende ø, Anholt, fik den nysgerrige førstegansbesøgende svar på tiltale, da han dristede sig til at spørge en ø-veteran om, hvad der egenlig skete derude. »Der sker ikke en skid!« lød svaret. Eller som Klaus Rifbjerg, der i bogen karakteriser øen som det sted, hvor der hverken er »diskotek eller biler eller go i den.«

Det erda også det stille, fordybelsens Anholt, forfatter- og kunstnerparret har sat sig for at skildre i værket Anholt - en kærlighedserklæring. Og lad det være sagt med det samme: Gid flere ville erklære deres kærlighed til de stille, kontemplative steder i Danmark så uforbeholdent smukt og personligt insisterende på at videregive den. Koste hvad det vil af arbejde og økonomisk risiko.

Indimellem de faktuelle oplysninger om øens tilblivelse, forhistorien, havnen, fyret med englændernes kasematter, fyrgården, Kammerherregården, kirken, skolen og Ørkenen lyser forfatternes beretninger om egne naturiagttagelser og deres traveture f.eks i følgeskab med 50 nysgerrige sæler langs stranden til fyret, deres poetiske funderinger over at have sjælen med og indtage øen mentalt i åndeligefutsko og opleve den øredøvende stilhed i Ørkenen. Beretningerne er ogsåøens egne beboeres - indfødte som tilflytteres - og deres anekdoter om strandinger, mystiske begivenheder, sagn, krigshistorie og dagligdagen påøen. En perlerække af vidnesbyrd om ø-livet, så lavmælt fortalt om store og små begivenheder, at ølivets mikrokosmos undervejs i læsningen får universelt omfang.

Hertil hjælper ikke mindst præsentationen af forfatteren Vang Lundbyes ambitisøse romanprojekt »Tilbage til Anholt«. Det hele får vi præsenteret i bogens kalejdoskopiske tilrettelæggelse opslag for opslag garneret med aldeles pragtfulde billeder og de vignetagtige akvareller, der formidler øens magi.

Slår det kunstneriske talent i de større akvareller ikke ganske til, og tynges værket undervejs af deto stædige igangsættere, redaktører og forfatteres profession som grafiske designere, så ser man gerne igennem fingrene med det imposante overkill i lay-outet, hvor måger og ørentivster flakser ind over teksten og skriften undervejs skifter kulør spalte for spalte. Uden dog at virke rodet, får Marianne Toftum og Ole Kragh-Sørensen det hele med - og lidt til- i dette overflødighedshorn om Danmarks så afgjort mest interessante ø.

Man behøver ikke at have besøgt Anholt for at begejstres. Men det hjælper. Hvem der ikke har været der, vil efter denne bog have god anledning til at komme der.