»Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken"

Tre yngre, danske forfattere viser på hver sin måde, hvor meget skønlitteraturen kan i dag.

Liv Nimand Duvå. Foto: Paula Nimand Duvå Fold sammen
Læs mere

Hvis ordet poesiboom for et par år siden trængte sig på som den indlysende overskrift over en dominerende tendens på den litterære markedsplads, så skyller lige nu en bølge af prosa frem fra større og mindre forlag, og tre aktuelle udgivelser illustrerer overbevisende spændvidden i udbuddet. Fra de mere normal-roman-lignende udspil som »Graceland« og »Vi er vel helte« af henholdsvis Ida Holmegaard og debutanten Liv Nimand Duvå til den vildt egenartede og på flere leder grænseoverskridende prosa i »Bedårende« af Ida Marie Hede.

I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.

Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere:

»Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.«

Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas’ performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning.

Meget tætter på en traditionel fortællende romanprosa er Ida Holmegaard i »Graceland«, der på sin egen fortættede måde i højere grad handler om det, der ikke sker end om det, der sker.

»Graceland« er en slags ventetids- eller tomrumsroman, hvor en anelse om katastrofens mulighed hele tiden skaber uro og tilfører sproget sin egen dirrende nervøsitet. Som det sigende formuleres et sted undervejs: »Vi har så meget at miste. Vores liv er en række af forestillede scener, en uendelig mængde af mulige katastrofer.” Eller endnu mere præcist som nyhedsværten et andet sted i romanen advarer: ”Al udgang frarådes. Faldende tagsten og træer kan slå folk ihjel.«

Romanen udspilles i løbet af nogle få timer en af dagene før jul, scenen skifter fra den københavnske villa til New York og vejen mellem Randers og Storebæltsbroen, og tre forskellige familiemedlemmer lægger stemmer til: Daisy, hendes storebror Theo og hendes mor Sylvia. Med sikker sans for adskillelsens, de erotiske undertoners og de uudfoldede følelsers psykologi gennemfører Ida Holmegaard et virtuost afstemt kammermusikalsk spil for ventetid og bange anelse.

Debutanten Liv Nimand Duvå føjer med romanen »Vi er vel helte« en troværdig og temmelig dyster gang misbrugsrealisme til øjeblikkets prosa-repertoire. Med datteren Billie som fortæller og magtesløs pårørende følger romanen en alkoholiseret musikers triste nedtur. Igennem tilbageblik på en række scener og episoder føres læseren frem til det dødsfald, der indleder romanen. Sin særlige vægt finder »Vi er vel helte« som portræt af en pårørende. Det meste af tiden bevæger Liv Nimand Duvås prosa sig i et landskab imellem trøstesløsheden og det hjerteskærende. Kun i sekvenserne fra et politisk aktivistmiljø i Berlin og fra et behandlingshjem for alkoholikere brydes gråtonerne i skildringen en smule. I scenerne fra behandlingshjemmet ligger ligefrem en satirisk snert gemt, og variationerne i tonefaldet klæder romanen, der i al sin troværdige nødvendighed har sine problemer med enstonigheden i det grå.

På prosaens palet findes heldigvis hele farveskalaen repræsenteret.

Bedårende

★★★★★✩

Forfatter: Ida Marie Hede. Sider: 148. Pris: 200 kr. Forlag: Gladiator.

Graceland

★★★★✩✩

Forfatter: Ida Holmegaard. Sider: 144. Pris: 230 kr. Forlag: Rosinante.

Vi er vel helte

★★★★✩✩

Forfatter: Liv Nimand Duvå. Sider 170. Pris: 195 kr. Forlag: Kronstork.