Der er skønhed i helvede

Ernst Jüngers krigsdagbøger er et både chokerende og provokerende bekendtskab.

Ernst Jüngers dagbøger fra 1939 til 1948 må være nogle af verdenslitteraturens mest bemærkelsesværdige. I hovedparten af det store værk, der nu foreligger i en revideret dansk oversættelse, beretter Jünger om det behagelige liv som officer i Paris, hvor han var udstationeret under krigen, andre dele handler om Jüngers ophold på Østfronten, som er anderledes rå og barbarisk. Det er betegnende, at den heroisme og glorificering af krigen, man finder i Jüngers dagbøger fra Første Verdenskrig, er væk. Barbariet ved fronten og underretningerne om mordet på jøderne gør, at krigen nu har nået et zoologisk niveau, hvor mennesket vanskeligt kan skelnes fra dyret, ja, fra insektet.

»Det gamle riddervæsen er dødt; krigen føres af teknikere. Mennesket har altså nået det trin, som Dostojevskij har beskrevet i »Forbrydelse og straf«, hvor Raskolnikov betragter sine lige som skadedyr. Netop det må mennesket vogte sig for, hvis det ikke vil ende i insektsfæren.«

Umenneskeliggørelsen fylder Jünger med foragt, ikke blot for krigen, men også for nazismen. Han omgås kredsen omkring Stauffenberg, der iværksatte et mislykket attentat på Hitler og måtte bøde herfor på grusomste vis. Vi er i det hele taget i helvedes forgård, vidner til dybe fornedrelser, til bestialitet af en anden verden: massemord, kannibalisme, lemlæstelse af børn, voldtægt af kvinder (i krigens sidste måneder med russerne i rollerne som bødler) og plyndringer begået af skruppelløse marodører, der sammen med flygtninge strejfer døddrukne, fortvivlede eller resignerede rundt i et ruinøst landskab uden tro på, at barbariet får ende.

Det er rendyrket nihilisme, dæmoni og tabunedbrydning, skildret på en nærmest surrealistisk-absurd måde. Dertil kommer forfatterens sorg over tabet af sønnen, der dør som 18-årig i krigens sidste dage. Kontrasten til optegnelserne fra Paris er slående.

Det bemærkelsesværdige ved »Strålinger« er imidlertid ikke blot de grusomme beretninger om de enorme lidelser, men også værkets form. Der er nemlig ikke tale om almindelige dagbøger, snarere om en blanding af dokumentarisme og fiktion. Dagbøgerne bør betragtes som en slags litteratur, med Jünger som den distancerede fortæller. Han indtager en fatalistisk holdning i forhold til barbariet, som han ofte køligt iagttager og passivt beskriver med en veludviklet sans for litterære virkemidler. Undergangen skildres i al sin gru og skønhed i fantastiske, drømmeagtige billeder fulde af farvemættede sansninger, og krigshandlinger beskrives som scener i et storladent skuespil. Krigen er i sig selv en slags fiktion.

Det er den slags, der har gjort Ernst Jünger lige dele berømt og berygtet. »Strålinger« er, som al anden stor og bemærkelsesværdig litteratur, et både chokerende og provokerende bekendtskab, et på én gang uendeligt smukt og ufatteligt dystert værk.

Boginteresseret? | Stem på din forfatterfavorit til Læsernes Bogpris her.