Der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske

Kærlighed, svigt og selvbedrag mellem forældre og børn i flere generationer er hovedtemaer i Jens Christian Grøndahls ny bog, »Fire dage i marts«. Vi har mødt forfatteren, som selv har oplevet at svigte sine nærmeste.

Foto: Foto: Christian Als

Harmonien lyser ud af Jens Christian Grøndahls solfyldte lejlighed i Indre By, hvor man kun lige aner det pulserende liv nede fra gaden, og hvor det skarpe lys ikke fanger det mindste støvgran på de antikke møbler og hvidskurede trægulve.

»Nu håber jeg ikke, du synes, kaffen er for stærk,« siger han omsorgsfuldt og skænker friskbrygget espresso op i de fine porcelænskopper, som står klar på bordet sammen en skål italienske mandelsmåkager.

Der er friske blomster i vaserne, og bøger i sirlige rækker fra gulv til loft.

Den danske succesforfatter med det franske film noir-look ved nok, hvordan han skal få en kvinde til at føle sig velkommen.

Måske skyldes det, at han sætter stor pris på kvindeligt selskab. Kvinder har spillet en stor rolle i hans liv, og nogle af hans tætteste venskaber har været med netop kvinder.

Faktisk var det lidt af et problem for ham som dreng, fortæller han.

»Jeg duede ikke til at spille fodbold og andre hårdtslående drengeting. Jeg ville hellere læse bøger og tale med pigerne, og det var der ikke megen status i som stor dreng. Siden fandt jeg min egen måde at gøre mig gældende på,« smiler han og tilføjer, at alle hans kærlighedsforhold lige siden puberteten har betydet kolossalt meget i hans liv.

I dag er han gift for anden gang; han har to voksne sønner fra sit første ægteskab, og her tæt ved de halvtreds år er han blevet far til to døtre på tre og et år. Jens Christian Grøndahl er selv skilsmissebarn, og som voksen har han oplevet selv at svigte, da han for knap ti år siden blev skilt.

Harmoni har således ikke altid været en selvfølge i forfatterens liv. Han lægger ikke skjul på, at romanen »Fire dage i marts« er inspireret af egne følelser og erfaringer med kvinder, mødre, kærlighed og svigt. Imidlertid fortæller han historien gennem en kvinde, den ambitiøse arkitekt og enlige mor, Ingrid Dreyer, som kastes ud på dybt vand, da hendes femtenårige søn anholdes for grov vold. I løbet af de fire dramatiske dage gennemlever hun hele sit liv, og samtidig tilspidses forholdet til hendes ti år ældre elsker, Frank, som var årsagen til, at hun blev skilt fra sin mand.

Er kvinder i virkeligheden lige så skrappe til at bedrive utroskab som mænd?

»Der er næppe den ting, kvinder ikke er lige så gode til som mænd, og jeg tror da bestemt, at utroskab er en af dem.«

Du forlod også selv din første hustru og jeres to børn, fordi du forelskede dig i en anden kvinde?

»Ja, og det var meget brutalt, og blev det især, fordi jeg ikke var i stand til at lyve og spille dobbeltspil. Og det er ikke noget, jeg bryster mig af. Det er simpelthen en manglende evne. I virkeligheden ville det nok have været mere humant, hvis jeg havde været i stand til at spille lidt dobbeltspil og gøre det lidt langsommere. Vi mødte hinanden pludseligt, og tre måneder senere var vi gift. Det var meget brat, og det er som sagt ikke noget, jeg er særlig stolt af. Men jeg kunne ikke gøre det anderledes, desværre.«

Desværre?

»Ja, fordi jeg syntes selv, at det var brutalt. Men jeg vidste, at det var det rigtige. Hvor jeg vidste det fra, må du ikke spørge mig om.«

Er det ikke lidt nemt sådan midt i livet at udskifte konen med en ny og yngre model, som mange mænd jo gør, og starte forfra med en ny, lille familie?

»Det kan godt være; det kender jeg ikke noget til, for det er ikke min historie. Det er det ikke. For mig var det ikke en dagsorden at finde en yngre kone. Jeg vil meget nødig moralisere over for andre mennesker og hvordan, de gebærder sig i deres liv. Jeg kan bare sige, at det ikke er en erfaring, jeg har. Jeg skriver i flere af mine bøger om mennesker, som bryder ud og har en forestilling om, at de kan begynde forfra. Det har jeg aldrig selv troet var muligt. Jeg synes, det er en meget naiv forestilling. Man begynder aldrig forfra. Der var én gang, der var forfra, og det var, da man var barn. Alt andet er en fortsættelse med alt, hvad det indebærer, og det var jeg fuldstændig klar over, da jeg blev skilt og gift igen,« siger han og tilføjer:

»For mig var det mere et spørgsmål om at prøve at leve i overensstemmelse med mig selv og en dyb fornemmelse af, hvem jeg er, og hvad der er rigtigt. Men også med en ligeså knivskarp fornemmelse af omkostningerne og for den skyld, jeg pådrog mig ved at gøre det. At gå fra en familie med to drenge, som på det tidspunkt var teenagere, ikke? Det er jo et helvede, og der er ikke nogen som helst grund til at prøve at lyve det helvede væk med floskler om, at det er bedre, at far og mor er glade. For børn vil én ting, og det er, at deres forældre er sammen. Men der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske.«

Giver vi bare for hurtigt op, fordi vi lader os friste af noget nyt og spændende?

»Det er sikkert rigtigt, at der er en side af forbrugersamfundet, som har bredt sig helt ind i følelseslivet. Og hvor man simpelthen bare vil have en ny model af det hele, og så flytter man ind i et nyt hus med en ny kvinde og får nogle nye børn. Men samtidig er det nok en lidt overfladisk måde at moralisere på. Jeg tror, at der er mere sandhed i at tænke på, hvor ufatteligt mange ægteskaber, der før i tiden varede alt, alt for længe, og hvor svært det var, navnlig for kvinder, at bryde ud. Så jeg vil snarere hæfte mig ved, hvor mange ulykkelige ægteskaber, der var i gamle dage, og hvor fantastisk godt det er, at mennesker ikke skal føle sig bastet og bundet til hinanden i al evighed. Jeg synes også, det er godt, at man i højere grad tror på, at følelserne, nærværet, kontakten og ærligheden skal være der i et forhold.«

Er det så en illusion, at ægteskabet kan holde livet ud?

»Nej, det tror jeg overhovedet ikke, for der er jo ligeså mange mennesker, som har gjort det. Jeg tror bare, at man må se i øjnene, at nogen er heldigere end andre. Nogen møder et menneske, som de kan udvikle sig sammen med, andre er ikke så heldige. De kan måske kun følges ad et stykke, og så må vejene skilles, fordi man udvikler sig forskelligt. Eller fordi det viser sig, at der var noget i én, som ikke fandt genklang i den anden: At der var noget, som ligesom ragede ud af det fællesrum, som et ægteskab er. Og hvis en meget vigtig del af én rager ud i et tomrum, fordi det ikke føler sig genkendt og forstået, så må man spørge sig selv, om man ikke skal tage konsekvensen. Ellers kan man jo også komme til at spilde hinandens tid ved at leve sådan halvt sammen og på distancen.«

Et hovedtema i »Fire dage i marts« er forholdet mellem voksne og deres børn. I romanen går det grueligt galt mellem hovedpersonen Ingrid og hendes teenagesøn, som hun har mistet grebet om og kontakten til. Da han bliver anholdt af politiet efter en voldsepisode, står hun fuldstændig magtesløs.

Ingrid har alle de gode intentioner, men kommer til kort som mor. Ligger der heri en kritik fra din side af den måde, morderne forældre opdrager deres børn på?

»Det ligger jo meget i vores sentimentale forhold til børn i dag, at vi tror, at bare vi elsker dem, så er det nok. Det er selvfølgelig det vigtigste, men det er som om, der mangler viljen til også at være opdrager; til også at være en autoritet, fordi begrebet er kommet sådan i miskredit. Og ofte med rette. For der er alle mulige andre områder i samfundet, hvor forholdet mellem voksne ikke tåler, at den ene gør sig til en autoritet i forhold til den anden. Men lige præcis i forhold til børnene, skylder man dem at være det, og den erkendelse tror jeg også, Ingrid får undervejs. Hun har forsømt at være en autoritet, og da hun endelig er det, fordi der sker nogle voldsomme ting, er det for sent. Måske fordi det i virkeligheden kræver, at hun også skal være til stede på en måde, som hun nok har forsømt.«

Siger du ikke hermed, at vi kvinder i dag vil for meget – med både børn, karriere og kærlighedsliv?

»Jeg har ikke nogen holdning til, hvordan folk lever deres liv. Det er en historisk kendsgerning, at kvinder i dag deltager på lige – eller næsten lige fod med mænd på arbejdsmarkedet. Der er no going back. Og enhver, der vil gøre sig til talsmand for et familiemønster, som hører 50erne til, risikerer bare at blive til grin. For sådan er verden ikke skruet sammen, og sådan er økonomien ikke skruet sammen. Kun, meget få familier i Danmark kan klare sig på en indtægt.

Til gengæld synes jeg, at man både som mænd og kvinder må spørge sig selv, hvordan man prioriterer. Og det har noget at gøre med, hvordan man lever i de år, hvor børnene er små, og hvad man bruger krudtet på. Der er jo et forbrugsmønster, som kræver, at mange giver den en ekstra skalle, og der kan man godt spørge sig selv, om ens børn er bedst tjent med det, eller om de ville være bedre tjent med, at man i et eller andet omfang skruede ned for statusræset og simpelthen var mere sammen med dem. Og der ved jeg godt, hvad jeg selv synes, er det rigtige valg.«

Er du selv blevet klogere, nu du har fået børn for anden gang og i en sen alder?

»Da jeg fik mine to sønner, var jeg i midten af tyverne. Jeg mener at kunne huske, at jeg voksede med ansvaret, og jeg følte den samme stærke lykkefølelse, også ved at være forpligtet på de børn. Men jeg var meget ung, og i dag føler jeg mig meget bedre rustet til det. Noget, der er sjovt, er, at alt det, jeg dengang syntes var meget hårdt – at stå op om natten og den slags – det synes jeg også er hårdt i dag, men ikke så hårdt som dengang. Måske fordi jeg ikke har nær så ondt af mig selv. Og jeg har heller ikke så travlt med mig selv,« siger Jens Christian Grøndahl, der debuterede som forfatter samme år, han fik sine to drenge.

»Og derfor havde jeg frygtelig travlt med at få gravet mig en plads ud i det der litterære miljø. Det kan jeg være mere ligeglad med i dag. Jeg synes, at jeg har bevist, hvad jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil vise noget mere, men jeg tager ikke mig selv så fandens højtideligt. Og her er det en stor hjælp at have små børn, for de holder nogle proportioner rene i forhold til, hvad der er vigtigt her i livet. Så ja, jeg synes, det er nemmere denne gang. Og selv om jeg ikke har de samme kræfter, føler jeg alligevel, at jeg har større overskud. Jeg føler også, jeg har mere tålmodighed, og at jeg er bedre til at nyde det,« siger han og tilføjer:

»Jeg arbejder fire timer om dagen. Jeg kan ikke arbejde mere, til gengæld arbejder jeg meget intenst. Og bagefter tager jeg mig så af alt det andet.«