Der er så mørkt i Jylland

Det er dømt udtur og nedtur i Jens Vilstrups »Opland«. Velskrevet, ja, men så sort, at det til tider nærmer sig det parodiske.

Uha, hvor er det godt, man ikke er vokset op i det Midtjylland, som danner ramme om Jens Vilstrups nye roman.

»Opland«, som den hedder, handler om den suspenderede københavnerlæge Nillers hjemvenden til sin barndomsegn. Hans far er drattet ned fra en stige og har slået sig ihjel, men Niller føler intet i den anledning. Faderen var nemlig en ond satan, der godt og grundigt har fået smadret selvværd og socialkompetence hos Niller og hans to brødre, Thorbjørn og Polle. Moderen blandede sig ikke alverden i dette misrøgt, men gemte sig bag rengøring og tykke lag ansigtscreme.

Med hjemkomsten melder barndomserindringerne sig. Niller opsøger sine gamle venner, men han er ikke længere en del gruppen. Hverken i det indre eller det ydre.

Som det nok bemærkes, så er det ikke et helt ukendt setup, Vilstrup præsenterer os for. Karl Ove Knausgårds faderopgør i »Min kamp« og Erling Jepsens ditto i »Kunsten at græde i kor« (med følge) er nære slægtninge til denne nedtur i oplandet. Den journalistuddannede Vilstrup skriver vældig godt og har en fin sans for fremstilling af detaljer, der får fortid og nutid op at stå for læseren (lige fra kiksekagens hårdhed over bodegaens lugt af naftalin, sved og ølsjatter til smerten efter en lussing). Men hans historie er alligevel langt fra på niveau med de to andres.

Ondskaben vil ingen ende tage hos Vilstrup, hverken hos forældregenerationen i den unavngivne by (lærere, der prygler løs; fædre, der drikker og mishandler eller misbruger deres børn; hysteriske mødre, der i bedste fald vender det døve øre til), eller hos børnene. Mobning, tæv, indbrud og druk er dagligdag her. Alt synes underlagt Murphy’s lov - hvad der kan gå galt, vil gå galt. Sortsynet i »Opland« bliver efterhånden så mørkt, at det slår over i ufrivillig komik.

Og det er faktisk synd og skam, for der er flere gode ansatser undervejs. Vilstrups allerede nævnte billedskabende evne er blot én af disse. Hans karakterskildringer er heller ikke uefne, hvilket for eksempel kommer til udtryk i en karakter som Nillers misbrugerven Fessor - en mere rund udgave af Jakob Ejersbos Steso-Thomas fra »Nordkraft«. Og at Vilstrup har talent for at opbygge spænding og suspensebåret fremdrift, viser romanens sidste fjerdedel, hvor eftersøgningen af en kammerats vådeskudsramte søn sætter pacen.

Men skiftet fra socialrealisme og faderopgør til spændingsroman er ikke uden omkostninger for det samlede resultat. Spændingsstrategien fordrer, at brikkerne til slut falder i hak, og at konflikterne ophæves og gives en forklaring. Således også i »Opland«, og selvom man godt nok når at blive pænt irriteret over dens vedholdende depression, ja, så bliver man næsten mere irriteret over, at alt går op til slut - at de rigtig onde får deres straf og de halvonde viser sig gode og omsorgsfulde. Der er lidt meget hvid-kanin-op-af-hatten over slutningen.

Havde Vilstrup været debutant, var han nok blevet tilgivet den slags ujævnheder. Men det er han ikke.

Titel: »Opland«. Forfatter: Jens Vilstrup. Omfang: 326 sider. Pris: 249,95. Forlag: People’s Press.