Der er kvinder, der elsker for meget

Ida Jessen overgår sig selv med seks funklende noveller, der illustrerer kvinders undertiden selvdestruktive kærlighed til mænd og sønner.

Forfatteren Ida Jessen Fold sammen
Læs mere

Der elskes smertefuldt igennem i Ida Jessens nye novellesamling, »Postkort til Annie«. Kvindernes kærlighed til manden eller sønnen fylder det sjælelige landskab ud. Manden eller sønnen er fraværende eller utilregnelig. Eller smerter hustruen eller moderen dybt.

Det er et gennemgående træk i de seks meget forskellige noveller, at de kvindelige hovedpersoner klynger sig til ham, der gør dem allermest ondt. Men som de alligevel elsker og tillidsfuldt forsøger at vride kærlighed ud af. Uden at skrive for meget kan jeg her afsløre, at det ikke lykkes for en eneste af kvinderne at få kærlighed frem, hvor de håber mest på den.

»Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor«, lyder det i den gamle folkevise, der er blevet sunget i flere hundrede år, uden at man har taget ordene til sig. Novellernes kvinder vil hellere nøjsomt lede efter kærlighedstegn, den mindste lille ros, selv om det er plat umuligt at finde roser, hvor ingen roser gror. Derfor hægter moren til den voldelige søn sig på ham, på trods af at han rasende vender hende ryggen, og derfor kan en anden mor lege med tanken om at dække over sin søns forbrydelser.

Ida Jessens blik for moderskabets lidenskabelige blindhed for samtlige fejl, mangler og kærlighedsløshed hos den elskede søn er skarpere end skarpest. En hel novelle er således dedikeret Lisbet, der, uanset at hun bliver slået ned og groft ydmyget af sin teenagesøn, alligevel vil hente månen ned til ham, hvis det kan kalde bare et lille smil frem på hans læber. Selv om Lisbet har en kærlig mand, bliver alle andre statister i hendes ulykkelige kærlighedsforhold til deres fælles søn. Som om smerten ved at elske netop denne søn og ikke at blive genelsket af ham dræner hele hendes tilværelse for mening.

Sådan kan mødre have det med deres sønner, og sådan kan kvinder have det med deres mænd. To af bogens øvrige noveller placerer læseren i fodenden af ægtesengen på det tidspunkt, hvor ingen af parterne kan forklare, hvorfor de egentlig er sammen. Alt, hvad der før var skønt, er forvrænget hos den anden. Magtkampe og mistillid har taget over.

Det er kvinderne i forholdene, der fortæller deres historier. Mændene fremstår henholdsvis tillukkede eller opgivende. Men selv om det er kvindernes side af fortællingen, man hører, formår Ida Jessen alligevel at anskueliggøre, hvorfor mændene har fjernet sig. Hvorfor de ikke længere vil alt det med netop denne kvinde, som de engang ville. Kvinden vil nemlig også bestemme. Selv om hun selv synes, at hun kun vil det gode, det rare og det lykkelige, så skal det være på hendes måde. Hun siger det bare ikke så direkte. Men det bliver den ægteskabelige magtkamp ikke mindre af. Eller for den sags skyld de øvrige kampe i de kærlighedsramte kvinders liv.

Det er meget stort, selv om det er en lille bog. Inspirationen er tydelig og ingen hemmelighed. De senere år har Ida Jessen sammen med sin mor, Gudrun Jessen oversat flere af den store canadiske novelleforfatter Alice Munros værker til et velklingende dansk. Alice Munro er på internationalt niveau uforlignelig, men det er Ida Jessen med »Postkort til Annie« også. Suveræn. Simpelthen.

Titel: Postkort til Annie
Forfatter: Ida Jessen
Sider: 224
Pris: 199,95 kr.
Forlag: Gyldendal
Bogen udkommer på mandag