Der er krig i familien

Krigstraumer, krigen i Afghanistan og famlende nye følelser flettes sammen i et ukunstlet sprog i Anne Cathrine Riebnitzskys »Forbandede Yngel«.

Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man synes, at det er mere attraktivt og enkelt at forholde sig til krige end til familier, er der nok noget, der trænger til at blive fortalt. Det bliver der sandelig også – og med turbulente følelser – i rammefortællingen i Anne-Cathrine Riebnitzskys roman »Forbandede yngel«, hvor sprogofficeren Lisa i flyet på vej hjem fra Afghanistan fortæller kirurgen Andreas sin livshistorie.

Forfatteren, der selv er uddannet sprogofficer, har flere gange været udsendt til Afghanistan, men det er en rædselsfuld barndom, der er i centrum i romanen, der vandt Politikens romankonkurrence 2013: Fire søskendes voldsomme barndomstraumer under en himmel, der er præget af morens problematiske sind, med ildevarslende vekslen mellem solskin og tordenbrag, og farens følelsesmæssigt afstumpede og hårdtslående adfærd.

Den hårde opvækst har givet Lisa depressive perioder, men også en særlig modstandskraft og beslutsomhed. Hun trænger til, at nogen lytter til hende, og man forstår hendes både direkte og mere udspekulerede modstand mod faren, ligesom man lever sig ind i hendes fascination af faldskærmsudspring. Som hun udtrykker det: »Jeg føler mig sikker i luften. Som om noget, jeg engang lærte, pludselig vågner og træder til«.

»Forbandede yngel« er et portræt af en kvinde, der gradvist skal finde en ny basis for at kunne springe ud i livet. Det er også en fortælling, hvor det nære flettes sammen med det overordnede, internationale perspektiv, som når det høje, dobbelte hegn uden for det psykiatriske hospital sammenlignes med de hegn, der omgiver de store baser i Afghanistan. Man kan synes, at det er for sparsomt, hvad man får at vide om Andreas, som Lisa forelsker sig i, men mon ikke det er en pointe, at det nye, spirende forhold til ham er noget, Lisa famler sig frem til? Hun har vanskeligt ved at føle sig værd at elske.

»Forbandede yngel« er en roman, hvor der skiftes fra det dramatiske til det lyriske. Visse steder er vi højt oppe at flyve, andre steder bliver vi trukket langs jorden. Sproget er langt hen ad vejen ukunstlet, men det virker lidt kunstigt, at noget fortælles til Andreas og noget til søsterens psykolog. Det fratager dog ikke tilbageblikket dets rystende alvor i beskrivelsen af en dysfunktionel familie, hvor depressioner går i arv, og lunefuldhed og uretfærdighed hersker. Og hvor man kun kortvarigt kan flygte fra erkendelsen.

Titel: Forbandede yngel.

Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Sider: 334.

Pris: 300 kr.

Forlag: Politikens Forlag.