H.C. Andersen skrev, at »der var så dejligt ude på landet«, men 57-årige Hans Otto Jørgensen, der er uddannet ved landbruget, har gennem sit forfatterskab hævdet noget nær det modsatte. Vel er der skønhed derude blandt de sortbrogede køer, men også misbrug, ødelagte kroppe og økonomisk deroute.
Nu udkommer så fjerde bind i hans suveræne selvbiografiske romanserie, der sandsynligvis har lånt sin titel fra en John Lennon-sang. »Strange Days Indeed« er i hvert fald en sætning i »Nobody Told Me«, der også gemmer på disse ord: »Everybody’s talking and no one says a word/Everybody’s making love and no one cares«.
Linjer som også er et ganske godt signalement af Hans Otto Jørgensens 196 sider lange udladning, som er mørk i sit virkelighedssyn og martret af den ryglidelse, der har pint ham i årevis. Men »Strange Days Indeed« er ikke bare en aldrende mands livslede sygehistorie. Den er også nøgleroman, bekendelseslitteratur, kunstnerportræt, samfundsdiagnose. Og alt sammen forløst i en form, der nok ligner romanens, men også tankens.
Det kunne være endt som et jammerligt rod, hvis ikke for Hans Otto Jørgensens stærke, samlende sprog. Det er på én gang kuldslået og poetisk, på én gang radbrækket og rytmisk. Og med en kraft uden lige. Som manden der har »et bjerg af et ansigt og alvorlige hænder«. Eller kvinden med »de rødvinsrimpede læber, de sorte tænder«.
Netop den træffende beskrivelse, det præcise sprog, synes at være det eneste, der tænder Hans Otto Jørgensen, der som forfatter og stofafhængig identificerer sig med outsiderne i socialklasse 5 og om sig selv siger: »Jeg er utilpasset i dobbelt forstand med både misbrugsgen og et forfattergen.«
Jørgensens skildringer af alle de marginaliserede landboere, nedbrudte som han selv, er lige så frygtelige, som de er fascinerende. Ikke mindst de slidte kvinder, der ryger i deres graviditet og bliver gennemkneppet af stofpåvirkede, overtatoverede mænd.
Nu kunne det måske lyde, som om det er en prøvelse af læse Hans Otto Jørgensen. Intet kunne være mere forkert. Bogen er en sand fornøjelse, og man forstår Josefine Klougart og de andre elever på Forfatterskolen, hvor han var rektor 2002-2009, der har haft så svært ved at skrive sig fri af hans stemninger og sprog. Det er smittende, det er vanedannende, det er en opslugende prosa, som ligner forslået poesi, og det er den. Og de billeder den fremkalder, som gør »Strange Days Indeed« til en sort, storartet roman. Eller hvad man nu vil kalde den.
