Den ubekvemme helt

Han var en strålende kriger, men ikke altid lige sympatisk. Thomas Harders nye bog skildrer på fornem vis Anders Lassen, den danske krigshelt fra Anden Verdenskrig, der døde i kamp og modtog Victoriakorset. Og forfatteren lægger ikke skjul på, at han var en sammensat skikkelse.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

A nders Lassen modtog, som den eneste ikke-commonwealthborger under Anden Verdenskrig, den højeste britiske udmærkelse, Victoriakorset. Han fik det for sine dødsforagtende commando raids i Grækenland og Italien. Hans kammerater, der kæmpede side om side med ham, var ikke i tvivl om hans utrolige mod, hans evne til beslutsom kampindsats, hans dristighed og kammeratlighed i kampens hede, og han døde under en af sine commando raids i Italien kort før krigens afslutning. Hans buste står i dag foran Frihedsmuseet og minder os om, at selv danskere kunne udrette heltegerninger i krigen.

Men Anders Lassen, der er hovedperson i Thomas Harders nye biografi, »Anders Lassens Krig 9. april 1940 - 9. april 1945«, var ikke bare en sød fyr med talent for at kæmpe. Han var en sammensat skikkelse, og Thomas Harders bog skjuler ikke dette forhold.

Anders Lassen blev født i 1920, som søn af kaptajn i hæren Emil Lassen. Familien var en del af det bedre borgerskab, der havde hang til eventyr og militær. Medlemmer af familien havde også kæmpet under 1800-tallets slesvigske krige, og han blev opdraget med stærke nationale følelser. Da krigen brød ud, havde han hyre på et dansk skib, men sammen med sine kammerater gjorde han mytteri og søgte ind i britisk tjeneste. Vi springer nogle kapitler over, for ret hurtigt gik det op for briterne, at Anders Lassen var som skabt for hemmelige commando raids bag fjendens linjer, og snart efter var han på farlige missioner i Middelhavet.

I Thomas Harders biografi citeres en af Anders Lassens italienske soldaterkammerater for at sige: »Han havde alle en førsteklasses soldats karakteristika og en lynhurtig reaktionsevne. Jeg har aldrig oplevet Andy vente med at skyde. Man kunne ligefrem kalde ham en dræbermaskine - det var sådan man overlevede.«

Og en af Anders Lassens britiske soldaterkammerater skrev om ham: »En meget ungdommeligt udseende person med en blid stemme. Hans udseende gav et falsk indtryk af ham! Jeg mener, at han var en af de barskeste og modigste mænd, jeg nogensinde har haft den glæde at møde. Selv i SBS (den britiske kommandostyrke), som i sig selv var en flok håndplukkede mænd, der gik hårdt til tyskerne, hver gang en lejlighed bød sig, og med alle tænkelige våben, lykkedes det ham at udmærke sig. Jeg kan ikke forestille mig nogen højere ros.«

Døden i Italien

Thomas Harders nye bog giver os en række krigsscener, hvor Anders Lassen udførte krigens gerning med dræbende effektivitet.

I det græske øhav, på Kreta og i Italien ledte han sine folk med ufatteligt mod og dræbende effektivitet. På øen Santorini gik Anders Lassen og hans gruppe i land for at rense øen for tyskere og italienere. Der var godt 50 af dem, fandt Lassens folk ud af, og sammen med sin næstkommanderende, Kasoulis, ville Anders Lassen angribe dem i hovedbyen, Thira.

Med Lassen i spidsen listede de 12 mand sig op ad trappen til bygningen, hvor tyskerne og italienerne befandt sig. På Lassens fløjt blev yderdøren sparket ind, og angrebet kunne sættes ind. Fjenden var imidlertid forberedt, og løjtnant Kasoulis blev dræbt af kugler, og flere andre soldater såret. Lassen ledte den lille gruppe om bag bygningen, hvor de trængte ind til en spisesal. Herfra var der tre døre, som de sparkede ind, hvorefter de smed håndgranater ind i rummene. De fleste fjender blev dræbt, men Anders Lassen var grum af vrede over Kasoulis død og gik fra rum til rum og kastede håndgranater ind i hvert eneste rum. Da Lassen følte sig overbevist om, at samtlige fjender enten var døde eller sårede, samlede han sine folk på terrassen foran bygningen.

Dette var en af de mindre træfninger, men viser Lassens uforsonlige opgør med fjenden. Anders Lassen var på dette tidspunkt efter en lang række kommadoangreb blevet major, og briterne satte ham ind som leder af en patrulje, der havde til opgave at angribe tyskerne ved den nordlige del af Commachiosøen i Italien for at skabe det indtryk hos tyskerne, at der var tale om et hovedangreb.

Tyskerne blev klar over deres tilstedeværelse på en dæmning og åbnede voldsom ild. Den lille styrke var ved at blive udraderet, og for at komme videre foretog Anders Lassen en enmandsfremrykning, og i den rene kugleregn lykkedes det ham at storme frem og ødelægge tyskernes stilling med håndgranater. Hans styrke kunne nu fortsætte og ødelægge yderligere to tyske støttepunkter.

Anders Lassen var på dette tidspunkt 100 meter foran sine folk, og da endnu en tysk styrke søgte om overgivelse, stoppede Lassen op og blev i det samme ramt af kugler fra endnu en tysk gruppe. Dødeligt såret faldt han til jorden, men formåede alligevel at kaste et par granater mod bunkeren, hvor alle tyskere blev dræbt eller såret.

For denne indsats blev Anders Lassen tildelt den højeste britiske orden, Victoriakorset. Som den eneste udlænding. Dette Victoriakors er i dag udstillet på Frihedsmuseet.

En sammensat skikkelse

Hvis Thomas Harders bog blot var en hyldest til en modig dansker, så kunne man stoppe dér. Men den er så meget mere, for Anders Lassen passer ikke ind i en tegneserieudgave af helte fra Anden Verdenskrig. Ja, han fremstår som et ikke altid lige sympatisk menneske. Eller måske som den type helte, som i dag ville blive meldt til politiet og frosset ud af det gode selskab.

Varinka Wichfeld, som selv senere skulle udmærke sig som modstandskvinde, mødte ham som ung og skrev om ham , at hun fandt ham ubehagelig, brovtende og aggressiv. En kammerat, der sejlede med ham på et af de A.P. Møller-skibe, hvor han fandt arbejde som ganske ung mand, skrev, at Andy var en kvik knægt, og at han gerne brugte fysisk overtalelse til at påtvinge andre sin stærke vilje. Han delte tidens racistiske holdninger, måske endda stærkere end de fleste. I sin jagtjournal skrev han om de »sorte sataner«.

Han nøjedes ikke blot med at tage kokkepigen, når han ville, men forførte rask væk stuepiger, sangerinder og alt i trusser i de eksotiske lande, hvor han var. Han havde en stor selvsikkerhed, som åbenbart grænsede til det arrogante.

En af hans britiske kammerater skrev om gruppen af kommandosoldater: »Vi var alle sammen nogle arrogante skiderikker. Han var bare endnu mere arrogant end os andre.« Han kunne få ukontrollable raserianfald, så selv hans nærmeste venner blev bange. Han mente, at han havde ret og pligt til at dræbe de tyskere, som han mødte i kamp, og drabene voldte ham næppe nogen moralske kvaler. Han skrev ligefrem, at han havde en iver efter at »slagte sataner«, og han skrev »nu ved jeg for første Gang, at jeg virkelig har kæmpet for Danmark og at hvert Tyskt Svin jeg har slaaet ihjel har været mit Lands fjende.«

En ubekvem helt

Thomas Harder bygger sin bog på fire tidligere biografier. Men han har selv været i arkiverne og kan tilføje nye brikker til portrættet af denne usædvanlige mand. Det er en deltaljeret og rasende velskrevet bog om en ung mands vilde liv, der stoppede så pludseligt. Det er sandsynligt, at han næppe ville kunne blive medlem af de Radikale og sikkert af mange vil blive opfattet som en anakronisme. men hvad gør vi med ubekvemme helte? Krig er en blodig affære, og selv om alle kræfter sættes ind på at gøre den pæn i offentlighedens øjne, så begås der handlinger, der er modbydelige.

Men Anders Lassen var ikke kun en blodtørstig kriger og en arrogant skiderik, for han hjalp de lokale på øerne, han udviste stor omsorg for sine soldaterkammerater, og han var en kærlig søn og bror. Han havde alle disse menneskelige kvaliteter og svagheder, og det gør denne bog så fascinerende.