Vi begynder med et klask og ender med en blød bog. Og nej, jeg tænker ikke på livets gang fra vugge til alderdomshjem, men derimod på Mads Kastrups debut »Mandefald«.
På første side registrerer den slagteriarbejdende hovedperson med ubehag, at han netop har fået kylet en våd svinehjerne i nakken; og på sidste side går det med forundring op for fortælleren, at hans råt maskuline borearbejderven, på vej ud til platformen i Nordsøen læser blødt bøjelige bøger, hardbacks gør det nemlig forbandet ondt at få stødt i legemet, når turbulens får helikopteren til at krænge.
Og det er her vi er - i et spænd mellem benhårdt hierarkiske magtkampe på arbejdspladsen og et meget lidt opstyltet syn på litteratur. Mads Kastrup afdækker med sine 27 noveller kår og vilkår for den voksne danske mand i det nye årtusinde. »Voksne mand« i betydningen ham, der ikke som 40-årig forfalder til at gå med kulørte sneakers, men som ej heller endnu er begyndt at skubbe sig frem med rollatoren.
Teksterne spænder mellem at være regulære noveller, ultrakorte skitser og komisk anlagte dialoger for to unavngivne stemmer. Og tonen veksler adræt mellem det krasse, det muntre og det lyriske. Stilistisk holder Kastrup sig overvejende til skarpt tilhuggede hovedsætninger, uden alt for mange krummelurer, også selv om der kan forekomme skært poetiske gesvejsninger som f.eks. »Skumringen lagde lagen over landskabet« (i titelnovellen »Mandefald«).
Mandekampen
I sine titler forsømmer Kastrup ikke at hilse selvbevidst på maskuline forgængere som Martin A. Hansen (»Løgneren«), Tom Kristensen (»Hærværk«) og Knut Hamsun (»Sult«). Kastrup er nok uprætentiøs, men bestemt ikke ignorant.
Men hvad er ankerpunktet i Kastrups ærinde? Den inderste akse i alle Kastrups noveller er knyttet til kampen om territoriet, hvad enten det er bogstaveligt eller metaforisk. Og fokus er derfor alle vegne på særlig manden, eftersom vi mænd tilsyneladende ikke kan nøjes med at være på et sted, nej, vi skal altid kæmpe om magten, og veksler derfor mellem at være vindere og tabere i en evig bølgen op og ned, et (mande)fald og en opstigning.
Når drengene i »Togpisning« strinter ned på toget, er det »territoraladfærd«, når den ældre, patetiske sælger Folmer taler om sit erhverv, er det som at jage på »territorierne«. Når Den Store Kunstner skal interviewes i »Sult«, udfører han i bedste stil et show som alfa-han der æder for 12.000 kr. (hvilket titlen på novellen ironisk kommenterer) og bedækker de yngre kvinder; når manden i »Landesorg« og »Jeg så dig« skriver til den kvinde, han på fersk gerning greb i utroskab, er det også som en kamp om overtaget; idet indvandrerdrengene i »Syv brødre« spiller foldbold i øsende regn, er det i en lykkelig, fælles kamp.
Over alt fremstiller Kastrup med snilde og humor denne evige kæmpen. Og Kastrup selv? Han erobrer sit eget lille litterære felt, her har vi ikke en mand der falder, men en fint rank og voksen mandedebut.
Mikkel Bruun Zangenberg er Lektor ved Institut for litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet og litteraturanmelder på Politiken.
