Den tapre synder

Hvordan kunne en simpel augustinermunk fra udkantstyskland i 1500-tallet overtale det halve Tyskland, Skandinavien og dele af det østlige Mellemeuropa til at afsværge sig katolicismen og blive protestanter?

Det er det spørgsmål, som professor i historie ved Humboldt-universitetet Heinz Schilling har sat sig for at besvare i sin tætskrevne, 700 sider tykke biografi »Martin Luther – Rebel i en opbrudstid«.

Og man kan roligt slå fast, at forfatteren får besvaret spørgsmålet; det bliver besvaret med germansk grundighed og en nidkærhed for præcision i detaljen, der sine steder kan overvælde og udmatte læseren. Da jeg for år tilbage læste tidligere biskop Jan Lindhardts lille Luther-biografi »Mellem Djævel og Gud«, sad jeg tilbage med følelsen af at det var for lidt og for tilfældigt; her er det omvendt: Det er næsten for meget af det gode. For eksempel synes der at være redegjort for hver en rejse i Luthers liv, kort eller lang, betydningsfuld eller ej – og jeg skal hilse og sige, at Luther rejste rigtigt meget rundt i Kur­sachsen efter reformationen for at sikre sig, at de nye menigheder fulgte hans lære. Jeg kunne nok have ønsket mig, at det samme værk var skrevet af den gamle højskoleforstander Knud Hansen eller af Dostojevskij-kenderen Ejnar Thomassen, så havde det været en ren fornøjelse.

En udvikling personificeret

Til forfatterens forsvar skal dog siges, at man til gengæld ved endt læsning ikke er det mindste i tvivl om, hvor mange forskellige faktorer der bidrog til det lutherske tidehverv. For naturligvis kan Luthers gennemslags­kraft ikke alene forklares med hans egne fortjenester: Han personificerede en udvikling, der var begyndt længe før ham og fortsatte længe efter hans død.

En af forklaringerne var, at folk i forvejen var dødtrætte af den katolske kirkes magtfuldkommenhed. Afladsprædikanterne blev frækkere og frækkere i deres bestræbelser på at inddrive penge til opførelser af nye pragtkirker. I starten kunne folk med kirkens velsignelse kun betale sig til en vis nedsættelse af den udmålte lutring af sjælen i helvede; og ikke bare for sig selv, men også for de afdøde, der allerede var i skærsilden. Men nu var nogle af dem, som dominikanermunken Johann Tetzel, begyndt at sælge aflads­certifikater, som sikrede direkte adgang til himlen: Ja, rygtet gik endda, at hvis man bare købte certifikater nok, kunne man synde alt det, man havde lyst, herfra og til Sankt Peter.

Det blev for meget for ikke bare Luther, men også for en del andre mennesker, og folk var derfor lydhøre, da han formulerede sine 95 berømte teser i protest mod aflads­handelen.

Men det spillede så sandelig også en rolle, at bogtrykkerkunsten på det tidspunkt var blevet opfundet, og at teserne – faktisk uden Luthers medvirken – havnede på nogle udenbys trykkerier, der anede en god forretning. Uden massemedierne ville Luthers teser – og hele hans enorme, efterfølgende produktion – aldrig være nået ud til en bredere kreds, men blot som hidtil være blevet diskuteret inden for det eksisterende kirkehierarki. Nu blev Luther en mediestjerne, og folket fik forventninger til ham.

Med til forklaringerne hører naturligvis også, at øvrigheden på forskellige niveauer kunne bruge reformationen magtpolitisk. I Luthers levetid konsoliderede fyrsterne magten i deres territorialstater, og for en del af dem var Luthers lære et skjult opgør med kejser Karl V, der ønskede at støtte sin magt på pavekirkens universalisme i forsøget på at samle sit vidtstrakte rige. Hvis de kirkelige anliggender, der greb dybt ind i samfunds­livet på alle niveauer, kom til at høre ind under den verdslige øvrighed i fyrstestaten fremfor under den pavelige gejstlighed i Rom, ville fyrsterne i langt højere grad blive herrer i eget hus.

Fast i troen

Men at Luther ingen indflydelse havde på disse faktorer, betyder ikke, at hans person var ligegyldig for reformationen. Uden ham havde reformationen ifølge forfatteren aldrig fået en sådan styrke. Det særlige for Luther var hans ubestikkelighed og komplette mangel på interesse for materielle goder, kombineret med en aldrig vaklende tro på, at han havde ret. Disse karakteregenskaber virkede dragende på mange mennesker. Han var simpelthen fuldkommen overbevist om, at han lå inde med sandheden, og at det var hans livsopgave som Guds profet at vriste evangeliet fri af papisternes besudling. Han tvivlede aldrig offentligt. Som i ALDRIG. Hertil kom, at hans publikum ikke var kleresiet, men folket, som han begejstrede og forargede med sit sproglige talent for bramfrihed, for ikke at sige med sin beskidte kæft. Kort sagt: Han gjorde indtryk.

I et brev til sin modstander, den fine humanist Erasmus af Rotterdam, korser han sig over dennes veltalenhed, som han sammen­ligner med »afføring serveret på guld- og sølvfade«. I det hele taget var han en mester til oneliners og en mester til at skrive sange og salmer som den salme, som Grundtvig senere fordanskede til »Det kimer nu til julefest«. Det er blandt alt det andet også ham, der har grundlagt den protestantiske tradition for salmesang i kirken.

Vigtig for dansk mentalitetshistorie

Det skal også siges til bogens forsvar på det danske marked, at hvis der er en historisk skikkelse, som netop danskerne fortjener at vide alt om, så må det være tyskeren Luther. Der er meget få, der har betydet så meget for dansk mentalitetshistorie som ham, om overhovedet nogen. Grundtvig, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, you name it: Alle står de i gæld til halsen til Luther. Under læsning af bogen kan man få den fornemmelse, at når vi i dag taler om danskerne som et kultur­kristent folk, ville det være mere præcist at tale om et kulturlutheransk folk. Også selv om Luther givetvis ville vende sig mod den defamering af sit navn: Han ville mene, at danskerne fremfor alt er et gudløst folk.

Det er imidlertid oplagt fra Luther, at den danske mangel på autoritetstro og modvilje mod smagsdommeri stammer: Han gjorde frelsen til et personligt anliggende mellem den enkelte og Gud, og selv om det ikke var hans hensigt, så blev det konsekvensen, at al jordisk myndighedsudøvelse herefter blev draget i tvivl. Nu kunne ingen myndighedspersoner jo true med, at man endte i helvede. Hermed kom han (ganske mod sin vilje) til at frisætte mennesket, hvilket de social­revolutionære bondeoprør allerede på hans egen tid blev et vidnesbyrd om. Oprørerne var inspireret af ham, men til bøndernes skuffelse tog han skarpt afstand fra dem. Hans hensigt var alene et oprør mod pavedømmet, ikke mod øvrigheden; jævnfør hans to­regimente-lære.

I øvrigt var det hans overbevisning, at mennesket var ufrit og dets vilje trælbunden: Mennesket var en uforbederlig synder, og kun ved at besinde sig på det og angre kunne det gøre sig håb om Guds nåde. Regne med nåden kunne mennesket ikke, og slet, slet ikke ved at gøre gode gerninger. Gernings­retfærdighed – eller præstationsfromhed, som det mere neutralt kaldes i bogen – er fandens værk: Det er en synd bare at forsøge sig. Det var også årsagen til, at Luther til sidst aflagde sig sin munkekutte: Forestillingen om, at man kunne komme tættere på Gud gennem en hellig livsførelse i cølibat, var kættersk.

De indre rørelser

For Luther er det altså de indre rørelser, og ikke de ydre manifestationer, det kommer an på, og fra hans lære er det derfor oplagt at trække en åndshistorisk linje til den udbredte forkærlighed i Danmark for sindelagsetik, hvor det vigtige ikke er, hvad man gør, men om man vil det bedste. (Det er naturligvis min og ikke forfatterens pointe, da han skriver for et tysk publikum.)

I Danmark er man således ikke personligt forpligtet på sine holdninger på samme måde, som man er det i calvinistiske USA: Her ville en tilkendegivelse af, at staten skal bruge flere penge på nødhjælp, af omgivelserne blive mødt med en forventning om, at det forpligter den enkelte til selv at bruge flere penge på nødhjælp. På samme måde kan man i Danmark godt udtrykke bekymring for klimaet uden at sælge sin bil; man kan kritisere behandlingen af mindretal uden selv at flytte ind i en ghetto; og man kan gå ind for højere skatter uden selv at ind­betale et beløb på en frivillig konto.

Dans, lutspil og sex – i ægteskabet

Men selv om Luther mente, at mennesket var og blev fortabt, så mente han godt, at man kunne have det sjovt alligevel. Det var faktisk en pligt at glæde sig over livet. Dans og lutspil var glæder, Luther satte over­ordentlig stor pris på; samt nok så vigtigt sex i ægteskabet, som han priste i høje toner efter i en moden alder at have giftet sig med en bort­løben lutheraner af en nonne og fået et uendeligt antal børn.

På andre punkter vil man have sværere ved at se den nutidige påvirkning fra ham: Hans erklærede had mod jøder og tyrkere, der udfoldes i bogen, virker, som forfatteren skriver, aldeles skræmmende på den læser, der har det tyvende århundredes nazisme som historisk bagkatalog. Ifølge forfatteren skal Luthers stålsatte had dog tilskrives hans skuffelse over, at jøderne ikke ville omvende sig til protestantismen, samt osmannernes truende fremmarch. Det har intet med racehygiejniske forestillinger at gøre, bedyrer forfatteren, der dog medgiver, at Luthers indstilling kan have haft betydning for, at så få lutherske kristne siden vendte sig mod nazismens racevanvid.

Også Luthers tro på, at Djævelen konkret griber ind i menneskers hverdag, kan tænkes at virke fremmed på en nutidig læser: Luther led gennem mange år af hård mave og var sikker på, at det var den onde selv, der forhindrede ham i at forrette sin nødtørft: Hvilket man måske bedst kan forstå, hvis man anser detox for at være en moderne form for djævle­uddrivelse.

I det hele taget fornemmer man, at Luther tilskrev alt godt og ondt, der overgik ham, stort som småt, henholdsvis Vorherre og Djævelen.

Og vi hører om det hele i bogen: Det store og det små, det gode og det onde, det høje og det lave, det spændende og det trivielle. Der er læsestof i denne bog helt frem til 2017, hvor vi fejrer 500-året for Luthers teser.

Titel: Martin Luther - Rebel i en opbrudstid.

Forfatter: Heinz Schilling.

Side: 691 sider.

Pris: 295 kr.

Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.