Den svære eksistens

Sørgmodighed og farce i Juliane Preislers »Arièl«, der efterlader læseren i syv sind.

Juliane Preisler er født i 1959 og er mag.art. i litteraturvidenskab. Længsels- og ?ensomhedstemaet fra ?hendes nyeste roman behandles også i romanen »Dreng« (2003), der handler om en kvindes sorg efter at have mistet sin ægtefælle, »Lyse tider« (2005), der behandler hjemløshed, og »Privatpersoner« (2009), der tager udgangspunkt i to pars møde ved et middagsselskab. Foto: Tiderne Skifter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ROMAN: Det er en mærkelig roman, lyrikeren, prosaisten, børnebogsforfatteren og dramatikeren Juliane Preisler har skrevet.

På mange måder er hendes »Arièl« en bog, der hårdnakket stritter imod genrebetegnelsen roman, som ellers er anbragt på forsiden. Det undvigende eller »flygtende« kendetegner omgangen med både handling, karaktertegning og miljø, men samtidig, nærmest på trods lykkes det forfatteren effektivt at drage læseren ind i et univers af næsten søvngængeragtig-hypnotisk karakter.

Bogens hovedfigur hedder Arièl, og navnets spænd mellem det bibelsk-mytologiske og hverdagenes vaskemiddel er karakteristisk for historiens udsving mellem de overnaturlige elementer og supertrivialiteten.

Arièl er pakkepostbud og tilsyneladende udstyret med en slags synske evner og hænder, der kan skabe små mirakler. Dag efter dag cykler han rundt i byen og løber op og ned ad trapper for at dele pakker ud til et udvalg af sære og småskæve eksistenser som for eksempel kvinden med de flygtende øjne eller den lille, runde og svært døve kone med den storsnorkende søn, der modtager en pistol med posten.

Efter arbejdstid vender Arièl udmattet hjem til lejligheden, hvor han bor sammen med sin mor, Adele. Hun drikker for meget rødvin, går rundt i alt for høje hæle og kæmper i det hele taget for et mere ungdommeligt udseende, der kan tiltrække den mand, hun drømmer om, og måske hjælpe hende til at starte forfra. Figuren er både rørende og uudholdelig, »på én gang ældgammel og håbløst barnlig«.

På nogle af sine ture rundt i byen møder Arièl pigen Rosa, og deres uudfoldede kærlighedshistorie er en af romanens røde tråde. Uudfoldet liv er i det hele taget et af hovedmotiverne i Juliane Preislers roman om den svære eksistens, og sørgmodigheden sænker sig over siderne, samtidig med at farcen lister sig ind i en række af bogens scener.

Arièls og Adeles hyggeaftener med den hvid- og rødternede dug og bastflasken til lys på bordet og de hjembragte pizzaer fra pizzabageren Mario i den oplyste kælder er for eksempel ren filmfarce, kørt i slowmotion og med mange sløjfer.

Kom nu!

Der er noget hjerteskærende ubehjælpsomt over de centrale skikkelser i Juliane Preislers roman, hvis grundstemning er indeholdt i den tøvende replik: »Måske … bliver det alt sammen bedre.«

»Arièl« er i bund og grund en mærkelig roman, som fastholder læseren et sted mellem irritation og fascination. Med stor konsekvens og en imponerende vilje til sproglige eksperimenter gennemfører forfatteren sin udflugt til de aldrig udfriede følelsers og de svækkede selvværds mentale landskaber, og det tøvende, søgende, vævende og svævende i personernes tilgang til verden finder deres sproglige parallel i sætninger fulde af forbehold, undskyldende, usikkerhedsskabende og selvkorrigerende ord og vendinger:

»Uden helt at ville det løfter han den ene hånd en anelse fra styret, måske næsten afværgende.«

Det er overbevisende og stilsikkert gennemført, men efterlader også læseren i syv sind. »Kom nu« er det udbrud, der ligger på læberne.