Ved siden af måske Charles Dickens står Alexandre Dumas som den mest succesfulde seriøse forfatter fra 1800-tallet. Romaner som »Greven af Monte Cristo« og »De tre musketerer« er læst af millioner og filmatiseret gang på gang.
Alexandre Dumas havde en far, som er hovedpersonen i Tom Reiss’ bog »The Black Count«. Faderen hed Thomas-Alexandre Dumas og var født i den fransk-caribiske koloni Saint-Domingue – i dag Haiti – i 1762. Forældrene var en fransk adelsmand, Alexandre Antoine Davy de la Pailleterie, og hans sorte elskerinde, for det var dengang, de franske koloniherrer tog slavepigerne, når de ville. Thomas-Alexandres mor, Marie-Cesette Dumas, døde, da han var 12, og hans far besluttede at tage sin søn med tilbage til Frankrig og gøre ham til en gentleman.
Den unge Thomas-Alexandre var heldig at vokse op i et rigt hjem og i et land, hvor farvede endnu blev betragtet som eksotiske, og racisme derfor var begrænset. Thomas-Alexandre blev optaget i det kongelige fægteakademi, hvor han også lærte matematik og filosofi. Han var ved at blive en rigtig fransk adelsmand, og fysisk var han velbygget og bomstærk. En samtidig kilde beskrev ham som »en af de smukkeste mænd, man kan møde«. Han var begavet og dygtig, men også oprørsk, skriver Tom Reiss.
Imidlertid giftede hans far sig igen, og kilder tyder på, at Thomas-Alexandre mistede adelstitel og arv. Som en ung D’Artagnan, helten fra »De tre musketerer«, kom han til Paris og fandt en lejlighed i hjertet af byen. Han meldte sig i 1786 som menig i et dragonregiment og tog navnet Alex Dumas. Da revolutionen brød ud i 1789, var han helt med på det revolutionære hold, og han blev udnævnt til officer i en sort enhed, som fik navnet »La Legion Américaine«, fordi franskmændene nu engang anså folk fra De Caribiske Øer for at være amerikanere.
Vi kan følge ham nøje i de franske krigsarkiver. Den revolutionære hær havde brug for unge, dygtige officerer, og Alex steg hurtigt i graderne. Han var en af de førende officerer, da franske tropper slog hårdt ned på protesterende menneskemasser på pladsen Champ de Mars i juli 1791 og dræbte dusinvis. Det havde nær bragt ham i guillotinen, men han kunne påvise, at han havde forsøgt at beskytte de civile.
En heltemodig general
Dumas’ evner og mod gjorde, at han blev udnævnt til general og fik 50.000 soldater under sig. Der skulle gå 150 år, før en sort mand igen blev general i en vestlig hær. Han blev sendt til krigsfronten og førte franske tropper i Belgien og senere mod Østrig og Italien. En officer-kollega skrev om ham: »Modige Dumas bliver aldrig træt. Han dukker op overalt, og han sejrer, hvor han viser sig.«
En samtidig kilde skriver, at han anførte sine tropper heltemodigt, og at han viste en udsædvanlig mildhed over for fanger. Han blev sat til at lede den franske hær i en række Alpe-felttog, og hans mod indbragte ham kælenavnet »Den Sorte Djævel«. En officerskollega ved navn Napoleon Bonaparte, der var under Dumas i hierarkiet, bad i marts 1794 om ekstra kanoner, men Dumas afviste ønsket. Det skulle han måske ikke have gjort.
Værre var det, at revolutionsregeringen også sendte Dumas i spidsen for tropper for at kvæle den oprørske befolkning i de franske landdistrikter. Der var tale om rå revolutionær vold, hvor sultende bønder, royalister og mange andre blev myrdet, men Reiss kan dokumentere, at Alex Dumas var en af de få humane revolutionære, der skånede civilbefolkningen.
Han havde også tid til mere amourøse aktiviteter og fandt sig en kvinde ved navn Marie-Louise Labouret, der var datter af en hotelejer i en lille garnisonsby. General Dumas’ øverstkommanderende var hans tidligere undergivne Napoleon, der havde overhalet ham i karrieren, og da Napoleon besluttede sig for et ægyptisk felttog i 1798, drog Dumas med ham.
Selv om Napoleon i sin samtid forsøgte at fremstille dette felttog som en succes, så var det i bund og grund en militær fiasko. Alex Dumas gjorde felttoget med hele vejen som chef for det franske kavaleri, men uden gnidninger med Napoleon var turen ikke. Måske skyldtes det jalousi fra Napoleons side. Hærens generallæge skrev senere i sine erindringer: »Muslimerne var forbløffede over, hvor lav og tynd Napoleon var. Men der var en general, som de var endnu mere forbløffede over, og det var generalen for kavaleriet. Dumas, den farvede mand, der af statur lignede en kentauer, når de så ham ride over grøfterne. De troede alle, at han var hærens leder.«
Striden med Napoleon
Reiss mener, at striden med Napoleon ikke blot skyldtes jalousi eller lignende, men bundede i deres syn på Napoleon som diktator. Dumas hyldede stadig revolutionens ideer om frihed, lighed og broderskab og brød sig ikke om persondyrkelsen af Napoleon. Reiss kan dokumetere dette politiske skisma.
På grund af striden mellem Napoleon og Dumas besluttede Dumas at forlade den franske hær. På vej hjem fra Ægypten blev Dumas imidlertid fanget af en gruppe røvere og soldater, som opererede som en betalt hær for kong Ferdinand af Napoli. Dumas tilbagte de næste år i en mørk og fugtig fængselscelle, mens hans hustru, Marie-Louise, forsøgte alt for at få ham befriet.
Hvis Napoleon havde ønsket det, siger Tom Reiss, så kunne han have fået Dumas fri. Ifølge Reiss skreg Napoleon: »Jeg forbyder dig for altid at tale til mig om den mand,« da en af hans officerer foreslog, at man fik befriet Dumas fra fængslet.
Opholdet i fængslet blev nedbrydende for Dumas, og Reiss mener, at kong Ferdinand forsøgte at forgifte ham med arsenik. Det lykkedes først at få ham fri, da franske styrker besatte det sydlige Italien og kunne låse celledøren op. Men på det tidspunkt var Dumas syg. Dumas rejste tilbage til den lille by Villers-Cotterêts, hvor han genså sin trofaste hustru, Marie-Louise, og der undfangede de Alexandre Dumas.
Blev inspireret af sin far
Alex Dumas fik fire år sammen med sin søn, den senere forfatter. Sønnen husker ham tydeligt, og i sin selvbiografi skriver han: »Jeg forgudede min far. Jeg elsker ham stadig med en kærlighed så stærk og dyb, som havde han våget over min ungdom, og jeg havde den velsignelse at gå fra barndom til manddom, støttet af hans magtfulde arm.«
I 1806 døde Alex Dumas af mavekræft, som muligvis var fremkaldt af den arsenik, som han var blevet forgiftet med.
Der er i Tom Reiss’ fortolkning ingen tvivl om, at Alexandre Dumas brugte faderen som inspiration til historien om »Greven af Monte Cristo« og andre historier. Forfatteren Dumas slap ikke helt for racisme. Hans samtidige forfatterkollega Honoré de Balzac beskrev Dumas som »den neger«.
Hvad Reiss har præsteret, er et mindre mirakel. Han har genskabt en af de mest eventyrlige skikkelser fra revolutionstiden, han har bragt Napoleonstiden til live, og han har givet os baggrunden for Greven af Monte Cristo. Den bog skal bare oversættes til dansk.
