Europa udviklede sig til et avanceret samfund fra middeladeren og op gennem renæssancen. En af årsagerne var de alvorlige epidemier som f.eks. pesten, der bortrev store dele af befolkningen og tvang europæerne til tekniske opfindelser, fordi der var ikke folk nok og arbejdskraft var dyr. Det er en af påstandene i journalist Klaus Larsens bog "Den blege rytter. De store epidemier der formede Europa 1300-1700". Klaus Larsen skriver: "Pesten førte til en radikal omskabelse af middelalderens Europa. Den undergravede kirkens autoritet og såede frøene til Reformationen. Den førte til sociale omvæltninger, indvarslede en videnskabelig og filosofisk revolution og fødte renæssenacen."
Klaus Larsen er journalist ved Ugeskrift for Læger og har tidligere udgivet bøger om sygdomme og epidemier i historisk lys. Pesten kom første gang til Danmark i 1349 fra Norge og Halland. I Sjællandske Krønike nævnes det, at pesten rasede i 1349 og mange døde. Mandetallet var så stort, skriver Klaus Larsen, at man benådede dødssdømte for ellers havde man ikke folk nok til at pløje marken og blive soldater.
Da 1300-tallet lakkede mod sin ende havde Danmark mistet godt 1/3 af sin befolkning og mange gårde og landsbyer lå øde. Larsen skriver, at epidemier havde radikal virkning på samfundene, fordi manglen på mænd til arbejde og militærtjenesten betød dybtgående samfundsændringer. Larsen anlægger en darwistisk synsvinkel og skriver - temmelig politisk ukorrekt - at epidemierne på deres egen måde var en fordel for samfundene på længere sigt, fordi pesten udryddede de svageste individer: "På den måde kan Den sorte død have virket som en stærk, evolutionær udvælgelsesfaktor: Når svagelige individer i den forplantsdygtige alder havde større risiko for at dø end jævnaldrende med et stærkt helbred, kan epidemien have påvirket den genetiske variation med hensyn til sundhed og gode immunegenskaber."
Men er det overhovedet rigtigt? I sin nye bog om kuluren i renæssancen »Nye horisonter« (2016) skriver faghistorikeren Steffen Heiberg det stik modsatte: »Pesten tog ikke hensynm til til ofrenes sundhedstilstand.« Heibergs bog hviler på soldig international forskning og dermed falder Klaus Larsens påstand til jorden.
Klaus Larsen mener desuden, at pesten fremmede social lighed: "Ubemidlede arvede ejendom eller fik adgang til jorder, som ikke længere var nogens ejendom, og da der blev mangel på arbejdskraft i by og på land, kunne man kræve bedre betaling eller forlade værekstedet..."
Spørgsmålet er, om man kan opstille et sådant regnskab. Mange andre faktorer spillede ind i samfundsudviklingen og pestens negative virkninger var klart synlige. Der er flere argumenter for, at pesten og andre epidemier satte udviklingen i stå end den fremmede en kreativ samfundsudvikling, men da Klaus Larsen ikke inddrager de mange andre faktorer, der var i spil, men egensidigt fokuserer på sygdomme, så bliver beskrivelsen noget unuanceret.
Klaus Larsens bog er velfortalt og en morbid fornøjelig bog med spændende historier, men også med en klar tendens til reduktionisme, der vil tillægge epidemierne for stor betydning i samfundsudviklingen. Der er tale om et faghistorisk amatørarbejde, der ikke er helt troværdigt.
