Den sensitive kommunist

Historikeren Morten Møller fortæller fængende om en af frihedsbevægelsens ledende skikkelser, Børge Houmann, som aldrig svigtede Danmarks Kommunistiske Parti, skønt partiet svigtede ham.

Foto: Scanpix

I dag for 47 år siden, 5. maj 1965, på 20 års dagen for Danmarks befrielse fra Hitler-Tysklands besættelse havde Danmarks Radio fået den gode idé at samle de seks mænd, der i september 1943 havde stiftet Danmarks Frihedsråd, til en tv-samtale om dengang.

To af de tilstedeværende, den tværpolitiske modstandsorganisation Ringens grundlægger, Frode Jakobsen, og den politiske leder af den kommunistiske modstandsbevægelse BOPA og redaktør af det illegale blad Frit Danmark, Børge Houmann, havde mirakuløst undgået både det danske politis og Gestapos fangarme gennem hele krigen.

Frode Jakobsen var af tv udset til ordstyrer, og han havde bedt de andre om, at de, når kameraerne rullede, ikke fordybede sig i de konflikter, der havde været mellem dem under og især efter krigen, men koncentrerede sig om det, de havde været enige om.

Men den anden, kommunisten Børge Houmann, accepterede ikke falsk forbrødring. Han fortalte til kameraet om den danske stats forfølgelse af kommunisterne i de første besættelsesår. Og han kritiserede, at Frihedsrådet havde accepteret, at de etablerede politikere, som i de tre første krigsår havde arbejdet sammen med tyskerne, igen var kommet til magten.

Om denne mands fantastiske liv og udfordrende personlighed har den unge historiker Morten Møller, som tidligere har skrevet en fængslende biografi om en af de andre fra Frihedsrådet, professor Mogens Fog, nu skrevet en både underholdende og tankevækkende bog.

Da jeg gik på Københavns Universitet i de politiserende 1970ere, var Børge Houmann en spillevende myte, respekteret af alle, dyrket af marxisterne. Ukendt var han langtfra. Men Morten Møller har ret i, at andre - ikke mindst Frode Jakobsen og Houmanns partifælle, Mogens Fog - fyldte langt mere i den almene fortælling om besættelsestiden.

Derfor er Morten Møllers bog en retfærdighedshandling over for en personlighed, der ikke havde travlt med at føre sig frem, som var en gudbenådet organisator, en overlegen begavelse, handlekraftig som få, usårlig i sin tro på sagen og med en arbejdsevne, man ikke skulle tro menneskeligt mulig. »Nielsen«, som hans dæknavn var, klarede DKPs økonomi, organisation, forlags- og bladvirksomhed, redigerede og skrev i stor udstrækning Frit Danmark, sørgede for kontakten med Sovjetunionen og organiserede den store kommunistiske indsats i sabotagen. Samtidig med, at han som andre af modstandsbevægelsens ledende og udsatte folk dyrkede et hedt og mangfoldigt kærlighedsliv og konstant var jagtet, først af det danske politi, der var den tidlige frihedsbevægelses værste fjende, siden af Gestapo.

Børge Houmann, født 1902 i gode borgerlige kår, gik i skole i England, blev uddannet som trafikassistent i DSB, debuterede som lovende forfatter, gennemlevede nogle rådvilde, lyrisk-fortvivlede og søgende ungdomsår, inden han fandt troen, dvs. kommunismen, som han forblev trofast over for til sin død.

Han var en interessant blanding af primitiv agitator, skånselsløs soldat for den kommunistiske tro og klog, nuanceret, ofte muntert selvironisk humanist. Som alle begavede og æstetisk sensitive kommunister frembyder han en gåde: hvordan kunne ideologien have så stor magt over ham, at den fik ham til at fortrænge alle de menneskelige hensyn og alle de virkelighedsfacetter, der ikke bekræftede den?

Morten Møllers bog giver ikke svaret, men lægger brikkerne frem til efterprøvelse og vurdering. En vigtig bog om en sej personlighed, der inkarnerer det 20. århundredes dramatiske modsætninger.