Under den smarte, succesrige og tilsyneladende harmoniske overflade lurer krise og kaos, svigt og skyld i Leonora Christina Skovs barske og velkomponerede roman »Champagnepigen«. Den følger efter den roste debutroman »Rygsvømmeren« fra 2003.

Det kendte par Linn og Isak Lauretius stiller op til portrætinterview, men trods de indstuderede roller sladrer kropssproget, den moderigtige overflade krakelerer, og der er kig til afgrunden. Isaks døtre spejler den underliggende problematik. Familiens række af au pair-piger har - uden overdrivelse - haft et udvidet arbejdsområde, og Linn og Isak lever hver sit frustrerede, forløjede og betændte liv.

Den ihærdigt dybdeborende journalist Kate konfronterer parret med en tidligere au pair-piges udtalelser og fotos af den halvnøgne Linn og hendes tvillingesøster som teenagepiger i æggende positurer. Det bliver tiltagende vanskeligt for Linn - der har opnået berømmelse på at have skrevet romanen »Maxim Bar«- at bevare sit image som forfatter. Sløret rives væk.

Denne samtidsthriller lægger ikke fingre imellem. Den skildrer svigt, seksuel udnyttelse og vold. »Champagnepigen« stiller skarpt på moderne overfladiskhed i jagten på succes og går især tæt på relationen sex og egoisme. Bogen rejser etiske spørgsmål i flere lag. For også journalisten, hvis prisbelønnede artikel får voldsomme konsekvenser, har samvittighedskvaler. Spørgsmålet er, hvor langt man skal gå i sin sandhedssøgen. Og hvor langt tilbage.

»Champagnepigen« har et godt greb om sprog og komposition med indbyggede overraskelser. Trods udtalt effektjagen og for få detaljer i persontegningen lægger den sig som et markant led i kæden af aktuelle romaner, der handler om svigt. Leonora Christina Skov arbejder meget bevidst med romanarkitekturen. Nogle steder for bevidst. Mest interessant er »Champagnepigen« i de passager, hvor arkitekturen ikke er så synlig - og lyset falder ind på den nøgne længsel.