Den lille troldmandmed de store tanker

Roman: »Harry Potter - en filosofisk trollmand.«Man behøver ikke tyre sig gennem tykke filosofibøger for at blive klogere på livets store spørgsmål. Man kan nøjes med at læse J.K. Rowlings bøger om Harry Potter og trolddomsskolen Hogwarts, fortæller filosoffen Øysterin Sjaastad, der allierede sig med kollegaen Jørgen Gaare og fandt filosofisk guld i verdens mest populære bogserie. »Harry Potter-bøgerne er et eksempel på, at også fantasy kan være toplitteratur med et stærkt filosofisk indhold,« siger han.

Daniel Radcliffe som drengen Harry Potter i eventyrfilmen "Harry Potter og de vises sten" (Harry Potter and the Philosophers Stone). Foto: NF / stf Fold sammen
Læs mere

Man havde det jo nok på fornemmelsen. Bøgerne om Harry Potter og trolddomsskolen Hogwarts er ikke bare uhyggelig god underholdning. Det er også filosofi for viderekomne - formidlet, så selv begyndere kan være med.

Det har de to filosoffer Øystein Sjaastad og Jørgen Gaare skrevet en hel bog om. »Harry Potter - en filosofisk troldmand« hedder udgivelsen, og den er god at få forstand af. De to nordmænd påviser i det både letlæste og dybsindige værk, at Harrys kloge skaber, den britiske forfatter J.K. Rowling, beskæftiger sig med de største ting, selv når hun skriver om de mindste. Deres fortryllende pointe er, at læser man bøgerne med de rette filosofiske briller, kan man blive klogere på spørgsmål som: Er det onde et urfænomen eller kan det forklares med en ond barndom? Hvad er frihed? Hvad er tingen i sig selv? Alt det, som filosoffer i århundrede har beskæftiget deres veludviklede hjerner med.

»God litteratur og god underholdning rummer også filosofisk dimensioner,« siger Øystein Sjaastad, som Berlingske Tidende fanger over telefonen i Oslo.

»Det særlige, der er på færde i Harry Potter-bøgerne, er, at vi her møder en omvendt verden, en trolddomsverden, som vi uden videre kan identificere os med. Vi begynder at se troldmandsverdenen som den normale verden og den normale verden som den unormale. Vi ser vores egen virkelighed i et troldspejl, og det er et satirisk greb, der har lange traditioner i litteraturhistorien. Jonathan Swift benyttede det i »Gullivers rejser«, Ludvig Holberg gjorde det i »Niels Klim«. Pointen er, at når man ikke længere tager ting for givet, tvinges man til at gentænke det, man normalt opfatter som selvfølgeligt.«

Arketyper

For seks år siden udgav du og Jørgen Gaare bogen »Pippi og Sokrates -- Filosofiske vandringer i Astrid Lindgrens verden« Det ligner en rehabilitering af børnelitteraturen, det, I har gang i. Det ligner et ønske om at vise, at bøger for børn kan være nok så dybe. Er det rigtigt forstået?

»Ja, da. Det har været vores program. Vi fortsætter det perspektiv, der blev lagt, da der i 1990erne udkom en bog om filosofien i Peter Plys-bøgerne. Børne- og ungdomslitteratur bliver ofte nedvurderet som værende mindre seriøs, selv om sådan noget som H.C. Andersens eventyr for længst er blevet kanoniske for voksne. Harry Potter-bøgerne er et eksempel på, at også fantasy kan være toplitteratur med et stærkt filosofisk indhold.«

Spørger man Øystein Sjaastad, hvilken filosofisk problemstilling, der er den centrale i Harry Potter-bøgerne, siger han, at det er det gode mod det onde, personificeret af Harry Potter, den gode, og Voldemort, den onde.

»Disse to figurer er jo nærmest spejlvendte,« forklarer han.

»De er begge halvblods - halvt mugglere, halvt troldmænd. De er begge forældreløse. Forskellen er, at Voldemort ikke ejer nogen kærlighedsevne. Han har ikke, ligesom Harry, modtaget sin mors kærlighedsoffer som en gave, der beskytter ham.«

Samfundets spejl

Men spørgsmålet om godt og ondt står ikke alene, siger Øystein Sjaastad, det fører videre til andre ting, f.eks. spørgsmålet om, hvordan man indretter et samfund.

»Hvad dette angår er det komisk, hvordan det forholder sig i Harry Potter-bøgernes trolddomsunivers,« siger Øystein Sjaastad.

»Man skulle jo tro, at alting var tilfældigt, der, hvor magien råder, men sådan er det ikke hos J.K. Rowling. Hun etablerer et helt magidepartement i sit univers - ovenikøbet et departement, som er meget, meget bureukratisk. I vores bog tager vi afsæt i dette forhold og diskuterer sociologen Max Webers beskrivelser af det karismatiske og det traditionalistiske herredømme over for det bureaukratiske og formålsrationelle herredømme, som jo er det, der kendetegner demokratierne.«

Og der er meget mere endnu af fåøje på, hvis man er filosofisk guldgraver med blik for Potter. Øystein Sjaastad og Jørgen Gaare peger for eksempel på J.K. Rowlings beskrivelse af husalferne, der ikke ønsker at være frie, fordi de - som man siger i den politiske filosofi - har »internaliseret undertrykkelsen«.

»Når Hegel og Marx diskuterer herre-slave-forholdet, handler det om præcis de samme ting!«

Væsenet i skabet

Skægt er det også, siger Øystein Sjaastad, at Hagrid og hans kærlighed til sære monstre leder tanken hen på indflydelsesrige, nulevende filosoffer som Peter Singer, der går ind for dyrenes befrielse. Og tag så lige og dyrk professor Binns, der underviser på Hogwarts i magiens historie og snakker som »en overivrig logisk positivist fra 1930rne.« De mest fremtrædende af disse kompromisløse tænkere holdt hårdt på, at kun det, der er tilgængeligt for den fælles sanseerfaring, fortjener status som virkeligt. Af samme årsag skød de på alt, hvad der bare lignede overtro, religiøst sværmeri og metafysik.

»Det morsomme i denne sammenhæng er, at professor Binns i virkeligheden er et spøgelse,« siger Øystein Sjaastad.

»Han siger til sine elever, at man skal holde sig til verificerbare fakta, selv om han selv er et væsen, der, fordi han er et spøgelse, ikke er verificerbart. Han er sit eget modeksempel.«

I skriver også om den såkaldte buggart, der lever på mørke steder, hvorfra den dukker op og viser sig som det, som de, der ser på den, er allermest bange for. Hvad kan I sige om den, rent filosofisk?

»Buggarten er erkendelsesteoretisk interessant, for filosofferne har altid diskuteret, om tingene viser sig for os umiddelbart, eller om man må bruge intellektet for at analysere tingene, som de egentlig er. Professor Lupus forklarer sine elever, at ingen ved, hvordan buggarten ser ud, når den opholder sig inde i sit skab. Den tyske filosof Immanuel Kant mente, at ingen kan vide noget om tingen i sig selv, das Ding an sich.«

Tror I, at J.K. Rowling selv er fuldt bevidst om de mange filosofiske lag, der ligger i hendes bøger?

»Det er ikke let at sige. Vi er nok så overbeviste om, at hun må have læst litteratur, der behandler grundlæggende filosofiske spørgsmål. Men hun er jo også så fantastisk kreativ selv. Hun har sans for disse humoriske paradokser, og hun kan filosofere på egen hånd. »

Forbøn for Harry

Præcis hvor meget Rowlings finurlige sans for filosofi er skyld i hendes overvældende succes, kan man, som Øystein Sjaastad peger på, kun gisne om. Et faktum er det dog, at Harry Potter-bøgerne fængsler som få andre. J. K. Rowling har fans i alle aldre, og ingen anden forfatter i nyere tid har haft tilnærmelsesvis samme kommercielle succes. Det er endda gået så vidt, at bestsellerforfatterne John Irving og Stephen King forleden rettede en appel til J.K. Rowling, efter at hun havde fortalt, at hun vil slå to af personerne ihjel i seriens syvende og sidste bind, »Harry Potter and the Deathly Hallows«. Lad det nu ikke blive Harry, der dør, bad Irwing og King.

»Det minder mig om Charles Dickens, der engang slog en elsket romanperson ihjel. Bagefter gik folk rundt rundt på gaden i London og græd,« siger Øystein Sjaastad og tilføjer:

»Harry Potters fans vil have det på samme måde, hvis der sker deres helt noget.«

Men hvad tror Øystein Sjaastad og Jørgen Gaare egentlig selv, at det hele ender med? Det får man en fornemmelse af i sidste kapitel af »Harry Potter - en filosofisk troldmand«, hvor de norske filosoffer gætter på, at den gode professor Dumbledore måske alligevel ikke er død, selv om J.K. Rowling har ladet ham slå ihjel, men at han blot spiller død for at narre fjenden. Hvad Harry selv angår, er de også optimistiske. Eller som de selv formulerer det:

»Vi fæster vor lid til, at forfatteren vælger at bønhøre de mange, der nu beder for Harrys liv!«

Til efteråret udkommer bogen på dansk på forlaget Klim, der også har udgivet Sjaastad og Gaardes »Pippi og Sokrates«. Til april udsender Klim Sjaastads og Gaares bog om verdens bedste Karlson, »Verdens største påhit.«