Den lange rejse

»De første skridt« er den første del af Nuna K. Gottfredsens overdådigt visuelle og gennemarbejdede Grønlandshistorie.

Nuna K. Gottfredsens overdådigt visuelle fremstilling af Grønland. Affotograferet fra bogen Fold sammen
Læs mere

På den senest afholdte tegneseriemesse i København, havde den grønlandske kunstner Nuka K. Gottfredsen slået sit tegnebord op mellem superhelteforlag og tegneserieforretninger. Her kunne publikum følge tegnerens arbejde med bogen »De første skridt«, som i dag udsendes som et samarbejde med Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning i København. Tegneserien handler om et stenalderfolk i Nordgrønland, der for 4.500 år siden blev tvunget på vandring på grund af forandringer i klimaet og fangstmulighederne.

Den slags pædagogiske tegneserietiltag er normalt ikke denne anmelders kop te, da det visuelle og det fortællemæssige som oftest helt underordnes det videnskabelige ærinde, og det kommer der ikke spændende tegneserier ud af. Heldigvis er medarbejderne på Grønlandscentret erklærede tegneseriefreaks, og det har tilsyneladende haft den heldige konsekvens, at de arkæologiske og antropologiske informationer i »De første skridt« kun er med i det omfang, det har relevans for beretningen. Det betyder omvendt, at man bliver ærligt interesseret, når den forskning beretningen vitterligt bygger på, siver ind i den medrivende handling.

Realisme, magi og drama
»De første skridt« kan utvungent blande realisme, magi, et heftigt kærlighedsdrama og drabelige jagteventyr ind i historien om en lille gruppe inuitter der for 4.500 år siden drager på opdagelsesrejse fra det nordlige Canada rundt om Grønlands nordligste fjorde og ned langs Østkysten. Drengen Nanu er den eneste der overlever de barske vilkår, men i sidste afsnit af rejsen møder han en anden stamme, der i hans barndom drog ned ad Grønlands vestkyst. Derfor forstår han som den første i Verden, at Grønland må være en ø – så stor at det tager et helt menneskeliv at komme rundt om den! Afstandende i såvel geografi og tid får det til at svimle.

Nuka K. Gottfredsens storladne, men altid letaflæselige billeder blander pragtfulde landskabsakvareller og pertentlige, nøje afgrænsede tegninger af dyr og mennesker. Et tydeligt forbillede, som Gottfredsen fuldtud matcher, er den franske tegner Francois Bourgeon, der med den velresearchede slavehandels-saga om »Vindens Passagerer« fra 1979 fangede millioner af læseres fantasi.

Man glæder sig allerede til de næste kapitler af denne meget ambitiøse og vellykkede visuelle introduktion til Grønlands historie.