Den japaner kan vi lære noget af

Der er rene linjer og stram form i Keigo Higashinos mesterlige kærlighedskrimi.

»Den hengivne hr. X« af Keigo Higashino byder på et godt og gennemtænkt plot, en mordgåde og en sød kærlighedshistorie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

I en tid, hvor især den nordiske krimi (af alle) synes at have fået sproglig og indimellem handlingsmæssig volumensyge, er det en lise at læse japanske Keigo Higashinos stramt komponerede og sprogligt rensede »Den hengivne hr. X«.

Her er der ingen overflødige ord, ingen vildtvoksende sidehistorier, ingen moderne plasticstukatur eller flødefarvet polstring. Alt er kogt ned til et næsten, men også kun næsten, udtryksløst nik og korte, velovervejede træk i noget, der minder om et litterært spil skak.

»Den gengivne hr. X« er krimi på en helt anden måde, end vi er vant til på disse breddegrader, og inkarnerede krimilæsere samt ikke mindst sprogligt overvægtige krimiforfattere opfordres til at kaste sig over bogen med åbent sind.

Og så er den i øvrigt heller ikke mere anderledes, end at den byder på et godt og gennemtænkt plot, en sød kærlighedshistorie og en mordgåde, der kræver aktivering af læserens små grå for (måske, men nok nærmere ikke) at kunne blive løst.

En minimalistisk mester

Yasuko - en enlig mor der arbejder i en madpakkebutik – bliver en dag opsøgt af sin voldelige eksmand, som hun har forsøgt at skjule sig for. Mødet ender dramatisk, og med hjælp fra datteren slår Yasuko manden ihjel.

Hendes enspænder af en nabo er imidlertid blevet alarmeret af uroen, og da denne hr. Ishigami tilbyder at hjælpe med at dække over mordet, takker hun i sin desperation ja og inddrages dermed i en sær intellektuel dyst mellem naboen, dennes gamle studiekammerat og politiet.

Den stille, men effektive Ishigami arbejder til daglig som matematiklærer ved et nærliggende gymnasium, men i sine unge dage var han en matematisk kapacitet, som alle forudså en blændende forskerkarriere. Ikke mindst studiekammeraten, fysikeren Yukawa, der ud over at undervise og forske på universitetet fungerer som kriminalkommissær Kusanagis sparringspartner i komplicerede kriminalsager.

Både kriminalkommissæren og fysikprofessoren har fra begyndelsen og af forskellige årsager en mistanke om, at ikke alt er, som det burde være. Yasukos alibi er tilsyneladende skudsikkert, næsten for skudsikkert, og de to skarpe hjerner Ishigami og Yukawa indleder en nervepirrende dyst på intellektuel styrke. Som i et skakspil flyttes brikkerne velovervejet og varsomt, men også ildevarslende.

På sidelinjen agerer en vis hr. Kudo, der også har et godt øje til Yasuko, og madpakkebutikkens ejere samt andre stramt skårede bifigurer med hver deres klart definerede funktion. Scenen er sat med papirstynde skydedøre og japansk storbyliv.

Den loyalt oversatte »Den hengivne hr. X« er en kriminalroman om uudfoldet kærlighed, om gamle æresbegreber og om noget så umoderne som hengivenhed. Den handler med andre ord om store følelser og om intellektets evne til at holde hjertets regelmæssige pumpen ved lige, så pulsen ikke løber løbsk, og hele setuppet ikke klistres til i blodrød, romantisk dramatik.

Om det er forelskelse, frygt eller forvirring, så beskrives alt med en nøgtern præcision, der får følelser til at ligne fakta, men også kun ligne.

Higashino er en minimalistisk mester og en begavet plotmager, der enkelt og overraskende sætter sin læser skakmat.

Titel: Den hengivne hr. X. Forfatter: Keigo Higashino. Oversættere: Jonas Steno Olsen og Mette Holm. Sider: 310. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.