Imidten af 1950erne, efter filmen »Den søde kløe«, flyttede Marilyn Monroe til New York og etablerede sit eget produktionsselskab, der udfordrede de magtfulde studier i Hollywood. I sit pludselige eksil boede den feterede skuespillerinde, der havde lagt verden ned i en stribe film i første halvdel af årtiet, i en suite på 27. etage i det legendariske Hotel Waldorf Astoria.
Inde i den billedskønne Marilyn rasede en sjælekamp mellem det sexede Hollywood-image, hele verden forventede, og så hendes egen dybe længsel efter kulturel udfoldelse og kunstnerisk anerkendelse. Ikke sjældent fandt striden i den 29-årige kvindes indre vej til hotellets brevpapir, hvor hun blandt andet nedskrev, eller snarere stenograferede, en lang, intens beskrivelse af en drøm, man hverken dengang eller i dag behøver at være psykoanalytiker for at kunne fortolke.
Operationen
Den handlede om Marilyn, der skulle opereres. Hendes læremester, skuespilleren og instruktøren Lee Strasberg, var i drømmen forvandlet til den kirurg, der skulle åbne filmstjernen med de store ambitioner, assisteret af »Dr. H« alias Marilyns kvindelige psykoterapeut, Dr. Margaret Hohenberg.
Indgrebet handlede ikke kun om at kurere Monroe for, som der står på hotellets gamle brevpapir, »denne frygtelige sygdom, hvad helvede det så end er«, men også om at se, hvad sådan en filmstjerne på berømmelsens tinde egentlig indeholdt. Sjæleligt såvel som kunstnerisk og intellektuelt. Hvor gik grænserne for Marilyns jeg? I drømmen befandt hendes forlovede, dramatikeren Arthur Miller, sig uden for operationslokalet, da hendes mentor greb skalpellen:
»Strasberg skærer mig op, efter at Dr. H har bedøvet mig og prøver at trøste mig medicinsk. Alt i værelset er hvidt, faktisk kan jeg ikke engang se nogen mennesker, kun hvide genstande. De skærer mig op, Strasberg med assistance fra Hohenberg. Og der er absolut intet dér. Strasberg er dybt skuffet, men som akademiker endnu mere forbløffet over, at han har taget så meget fejl. Han troede, at der ville være så meget mere end han nogensinde havde drømt om i noget menneske, men i stedet var der absolut intet. Ikke den mindste smule af noget menneskeligt levende. Det eneste, der kom ud, var fint savsmuld, ligesom ud af en kludedukke. Patienten (eleven eller studenten var jeg lige ved at skrive) indeholder total tomhed.«
Monroes lange drøm på på tre-fire sider af Waldorff Astorias brevpapir, finder man i den bemærkelsesværdige biografiske bogudgivelse »Marilyn Monroe. Fragmenter«, der udkommer i dag. Værket bygger på et fund, der blev gjort i 1982, da Lee Strasberg døde, og hans unge enke fandt to kasser, fyldt med Monroes private papirer, som hun før sit selvmord i 1962 havde valgt at testamentere til sin ven og læremester. Og alle disse fragmenter, som verden aldrig før har set, gør i den grad op med myten om »den dumme blondine«.
Monroes bogsamling
Der er ikke så mange der ved, at Hollywood-skuespilleren havde en dybfølt kærlighed til litteratur og satte en ære i at blive fotograferet med en bog i hånden. Før skuespillerkarrieren studerede hun ved universitetet i L.A. og fulgte kurser i litteraturhistorie og amerikansk historie. Marilyns bogsamling, som bogen også viser frem, rummede mere end 400 bind, lige fra klassikere som Milton, Dostojevskij og Whitman til samtidige forfattere som Hemingway, Beckett og Kerouac, og på bogens mange vidunderlige fotos af verdenshistoriens mest sensuelle læser ser man Marilyn fordybet i bøger af James Joyce, Arthur Miller, Heinrich Heine, Walt Whitman side om side med levende forfattere som Carson McCullers og Karen Blixen.
Intellektuel iscenesættelse og showoff? Både ja og nej. Marilyn Monroe poserede åbenlyst med skrivekunsten i hænderne og dens kunstnere omkring sig, men denne fotografiske udstilling skulle samtidig udtrykke hendes skjulte ønske om at realisere andre sider af sig selv og - ikke mindst - gøre op med det stereotype kvindebillede, hun gang på gang skulle opføre på det hvide lærred. Splittelsen udtrykker hun ofte direkte og klart i de personlige notater, der nu er udkommet i bogform. Her i en kalender fra 1955-56: »Jeg har opdaget, at oprigtighed og det at prøve at være så ligetil eller direkte som jeg (muligvis) gerne ville være, ofte bliver opfattet som ren og skær dumhed, men siden verden ikke er oprigtig, så forholder det sig nok sådan, at det er dumt at være oprigtig.«
Marilyn Monroe blev gift med Arthur Miller i 1956, og det skulle have været den rene lykke, da parret flyttede til England i en periode for, at hun kunne indspille »Prinsen og korpigen« med Laurence Olivier. Men lykken brast, da den lykkeligt nygifte Marilyn en dag faldt over Arthurs dagbog og opdagede, at hendes mand ofte var pinligt berørt og flov over hendes opførsel. Arthur skammede sig over Marilyn. Men hun kæmpede for parrets kærlighed. Det viser disse søgende sider på nydeligt brevpapir fra Parkside House, Englefield Green i Surrey, sommeren 1956: »Jeg søger glæde, men den er klædt i smerte. Fat mod som i min ungdom, sov og hvil mit tunge hoved på hans bryst, for min elskede sover stadig ved min side.«
Skuespil og selvmord
Spredte korte notater, forsøg på digte, længere breve og dagbogsoptegnelser, nogle mystiske og gådefulde andre hudløst ærlige, viser, at Monroes selvværd og -tillid alle dage var en skrøbelig sag, der lynhurtigt kunne vige for angst og fortvivlelse. Overalt støder man på tekster, der tættere og tættere på hendes sovepille-død i 1962, bevæger sig på - som Lee Strasberg så rammende formulerede det - »den tynde membran mellem skuespilleren og selvmordet«.
Den offentlige glitrede historie om Marilyn Monroe på toppen af sin karriere i midten af 1950erne, kan vi med denne bog se, var også den grumsede private fortælling om et passioneret menneskes ønske om at finde sig selv i den »virkelighed«, hun befandt sig i.
Monroe viste kun sine tekster til de allernærmeste, deribandt forfatteren Norman Rosten, der senere sagde om hende, at hun »havde poetens instinkt og reflekser, men ikke beherskede formen«. Arthur Miller kom utvivlsomt endnu tættere på sandheden om mytens mystik:
»For at overleve skulle hun have været mere kynisk eller i det mindste tættere på realiteternes verden. I stedet var hun som en poet, der fra et gadehjørne forsøger at fremsige sine vers for en folkemængde, som flår tøjet af hende.«
Et sted i »Fragmenter«, hvor Monroe roder sig ud i nogle overvejelser over sine stærke seksuelle følelser og til tider voldelige tanker, kommer hun i tanke om vennen og kollegaen Peter Lawford, som Monroe mente var homoseksuel, og som hun kunne være bange for, fordi han (skriver hun) inderst inde ønskede at være en kvinde som Marilyn. Og pludselig midt i det hele står så følgende korte sætning:
»Måske nogen vil læse dette? Jeg tror det ikke«.
Heller ikke det skulle hun få ret i, den intellektuelle blondine, der både var til Freud og Rilke. What a woman!
