Den hemmelige historie om MI6

James Bond kan gå hjem og lægge sig, for bogen fortæller om aktioner så fantastiske, at de slår enhver bog af Ian Fleming.

I 1909 oprettede briterne efterretningstjenesten MI6, der skulle indhente oplysninger om fjenden. Og fjenden var først og fremmest Tyskland. Første leder af MI6 blev Mansfield Cumming, der fik den krævende opgave at opbygge et agentnet i Europa med få midler fra et lille kontor i London. Cumming levede op til vore forventninger om en aktiv chef for efterretningstjenesten, der rejste rundt i Europa i forklædninger for uset at hyre spioner. Cumming gik af i 1923, men inden da havde han etableret et effektivt netværk.

Sæd på flaske

Danmark var et af de centrale lande, hvor spionage mod Tyskland blev udført. Fra de danske kyster kunne man iagttage den tyske flådes skibe, og senere blev det neutrale Danmark under Første Verdenskrig en rede for spioner fra mange lande. At drive et spionnetværk krævede penge, professionalisme og snedighed. Alene det at sende hemmelige breve med usynlig skrift var en videnskab, og man arbejdede således i flere år på at udvikle usynligt blæk. I oktober 1915 fik Cumming at vide, at sæd var den bedste form for usynligt blæk, fordi sæd ikke reagerede mod den tids afsløringsvæsker.

En medarbejder skrev, at alle i MI6 derefter var vilde efter at få fat i sæd, som jo kom fra helt naturlige kilder. Det gav faktisk nogle problemer i tjenesten, fordi onani, der var ilde set i perioden, nu fik det blå stempel og bredte sig i tjenesterækkerne. Problemet blev ildelugtende, da MI6s mand i København sendte breve til hovedkvarteret, der stank vederstyggeligt. Det viste sig, at han havde gemt sæden i en flaske, hvorefter den var blevet gammel, og hovedkvarteret måtte derefter beordre deres mand i København til at producere en ny forsyning for hvert nyt brev. Stakkels mand.

Model for Bond

Alt det kan man læse i historieprofessor Keith Jefferys bog »The Secret History of MI6 1909-1949«. Det helt usædvanlige ved bogen er, at MI6 står bag udgivelsen, og at Keith Jeffery havde uhindret adgang til tjenestens arkiver. Selvfølgelig er de fleste af spionernes navne anonymiseret, og tjenesten har kasseret grundigt i de gamle arkiver, men der fortælles ikke desto mindre fantastiske historier.

De fleste kender sikkert MI6 fra James Bonds eventyrlige gerninger, og bogen er spækket med Bond-lignende agenter, hvoraf flere kan have været forbilledet for James Bond. Jeffery mener, at den egentlige model for Bond var Wilfred Dunderdale, som havde været bokser og sømand.

Han kunne tale flydende russisk og var lidt af en levemand. Han ledte efterretningstjenestens kontor i Paris i 1930erne, hvor han fik ry for at holde af hurtige biler og letlevende kvinder - men hvem gør ikke det? Men Dunderdales agentvirksomhed er i sig selv en klar indikation af, at han kunne være Bond i virkelighedens verden. Han stod for de første afgørende afhøringer af ledende sovjetiske afhoppere i 1930erne.

Først da tyskerne invaderede Frankrig, måtte Dunderdale opgive sit Paris-kontor og flygte. Fra Frankrig fortsatte Dunderdale sin agentvirksomhed og havde ansvar for meget af spionagen mod tyskerne. Hans eventyrlige agentvirksomhed fortsatte efter Anden Verdenskrig. Dunderdale og Fleming kendte hinanden fra arbejdet i MI6. Fleming var højt placeret i flådens efterretningstjeneste, og mon ikke Fleming fik ideen til Bond-figuren fra Dunderdale.

Peder Most og agenter

Der var også en dansk forfatter i MI6s tjeneste. MI6 opbyggede et stort netværk i Danmark, og allerede før Første Verdenskrig var dette netværk i funktion og kunne rapportere om tyske skibe. Manden, der blev MI6-hoved-agent, var Walter Christmas.

Han er forfatteren til alle tiders friske drengebøger med titlen Peder Most. Det var en helteserie, der beskrev den eventyrlystne Peder Most, der kom fra Svendborg. Den raske Peder følges fra hans første langfart, til han efter en fantastisk ballonrejse strander på sydhavsøen Tolonga, hvor han bliver konge. Serien blev overvældende populær. Peder Mosts fantastiske eventyr var ikke helt grebet ud af luften, for Walter Christmas havde haft et liv, der ikke var mindre fantastisk end sin unge helts. Christmas gik som 14-årig ind i flåden. I 1885 deltog han i en ekspedition til Grønland, og i de følgende år var han med på flere rejser til Vestindien og Sydamerika.

I 1890 rejste han op ad Amazonfloden og nåede til Peru. Formålet var at undersøge, om det var muligt at oprette en dansk skibsrute på floden, men han kunne ikke finde nogen, der ville investere i projektet. I 1891 forlod han Danmark og rejste til Thailand, hvor han på den danske flådes vegne arbejdede for den siamesiske flåde.

Under opholdet blev han involveret i kampe i de franske kolonier i Sydøstasien. Dette resulterede i, at han i 1893 blev afskediget fra flåden, da hans ordrer ikke tillod krigshandlinger. I 1895 gik han ind i den græske flåde og deltog blandt andet i krigen mod Tyrkiet. Han forlod den græske flåde igen i 1897 og vendte tilbage til Danmark.

I 1899 var han med i et forsøg på at sælge De Vestindiske Øer til Tyskland. Han blev mistænkt for at forsøge at bestikke amerikanske embedsmænd og politikere. I 1901 var han nødt til at tjene penge, og han skrev den første af fem bøger om Peder Most. I 1909 til 1910 var han direktør for Dagmarteatret, og i 1914 gik han igen ind i flåden. Oplysninger i forskellige leksika angiver, at han omkring 1916 måtte stoppe med dette arbejde på grund af sygdom, men Keith Jefferys bog opgiver en helt anden årsag.

Ifølge dokumenter i MI6 forsynede Walter Christmas briterne, mens han var ansvarlig søofficer på Skagen, med samtlige flådens kystrapporter. MI6 brugte en køn pige som go-between, så Christmas ikke direkte mødte briterne. Men i 1915 kom en af disse piger til at afsløre Christmas, og han måtte flygte til London.

Hvem var »Elgar«?

Jefferys bog er fyldt med utrolige historier, ikke mindst fra Anden Verdenskrig. Hvor farlig agentvirksomheden var, kan en enkelt af bogens historier illustrere. MI6s kontor i Stockholm sendte mængder af rapporter til London fra sine kontakter i Holland, Danmark, Norge og de baltiske lande.

En dansker med kodenavn »Elgar« var af speciel betydning og rejste rundt i det nordeuropæiske område og gav afgørende vigtige informationer til MI6. »Elgar« var forretningsmand og informerede løbende briterne om tysk krigsindustri. I løbet af 1943 rekrutterede han 20 agenter, der systematisk forsynede ham med informationer. I november 1943 var »Elgar« en af de første, der kunne rapportere om tyskernes forsøg med V1-flybomben.

»Elgar« kunne give briterne et fotografi af V1, der ved et uheld var landet på Bornholm. Han bragte helt afgørende oplysninger om tysk krigsindustri og meget andet. I januar 1944 blev han imidlertid arresteret af tyskerne, og efter tortur røbede han en del om sin organisation. Briterne mente, at han havde røbet for meget, men Keith Jeffery afviser denne kritik og mener, at »Elgar« klogeligt gav tyskerne mængder af misinformation.

Men hvem var »Elgar«? Han hed i virkeligheden Aage Carl H. Andreassen og var leder af den engelske efterretningstjeneste SIS (Secret Intelligence Service) i Danmark, der var identisk med MI6.

Vor bedste kender af SIS-operationer i Danmark, historikeren Hans Chr. Bjerg, siger, at historien om Aage Carl H. Andreassen i hovedtrækkene er kendt, og selv om oplysningerne i Jefferys bog stort set er korrekte, så er der dog også smurt lidt ekstra på. Således var der adskillige kilder til oplysningerne om V1 bomben ud over »Elgar«. Bjerg mener, at Keith Jefferys oplysninger meget vel kan hvile på Aage Carl H. Andreassens egen redegørelse til MI6 efter krigen og ikke nødvendigvis afspejle hele sandheden.

Under alle omstændigheder er Keith Jefferys bog spækket med den slags fantastiske historier, og læsningen er en ren fryd og giver os danskere lejlighed til at løfte hatten for en person som Aage Carl. H. Andreassen. Hvorfor har PET ikke iværksat et lignende projekt og fået en velskrivende historiker til at fortælle om tjenestens bedste aktioner?