I tiden efter Danmarks befrielse blev Frøslevlejren i Sønderjylland, hvor der tidligere havde siddet frihedskæmpere og jøder, anvendt til taberne, altså de såkaldte landssvigere, som man nu ville have et opgør med.

Frøslevlejren skiftede navn, fordi man ville lave en klar skillelinje mellem frihedskæmpernes lejr og landssvigernes. Nu kom den til at hedder Fårhus opkaldt efter den nærliggende landsby. Den eksisterede fra 5. maj 1945 til oktober 1949, og over 5.000 mennesker blev indsat i denne interneringslejr, og hovedparten af disse fanger kom fra det tyske mindretal i Danmark, fordi denne befolkningsgruppe havde solidariseret sig med Nazityskland og dermed besættelsesmagten.

Denne væsentlige del af danmarkshistorien er emnet for Henrik Skov Kristensens bog »Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret«. Henrik Skov Kristensen er i dag leder af Frøslevlejren, og bogen er en del af et større projekt, der også munder ud i en udstilling i 2012 i Frøslevlejren. Bogen er ambitiøs, for det er ikke kun en snæver fortælling om Fårhuslejren og dens fanger. Henrik Skov Kristensen fortæller bredt om det tyske mindretals forhold til nazismen og besættelsen, og han når frem til vigtige, velunderbyggede konklusioner, der er ganske opsigtsvækkende.

Generelt om selve lejren er det hans vurdering, at selv om der særligt i begyndelsen foregik en hård behandling af fangerne, så var der dog hverken tale om bevidst udsultning eller drab. Dog forekom der en vis voldsanvendelse. I efterkrigstiden har man i det tyske mindretal talt om den uretfærdige og hårde behandling af fangerne, men generelt finder Henrik Skov Kristensen ikke belæg for disse anklager. Volden i den tidlige periode tilskriver han personalet, der var folk uden fængselserfaring og præget af en vis revanchisme.

Henrik Skov Kristensen går meget langt i sin generelle vurdering af det tyske mindretals holdninger og skriver, at mindretallet »solidariserede sig fuldstændigt med den tyske besættelsesmagt«, og at dette førte til en stor tilmelding til den tyske krigsmaskine.

Fårhus blev et symbol for mindretallet

Selv om formålet med opholdet i Fårhus også var at animere til en vis politisk og moralsk selvransagelse, blev dette ikke tilfældet. De tidligere fanger fortrød intet, og det tyske mindretal opretholdt i årtier efter krigen den holdning, at retsopgøret havde været illegitimt og uretfærdigt, og at fangeopholdet i Fårhus havde været brutalt og ligeledes uretfærdigt. Ja, faktisk dyrkedes bitterheden til Danmark, hvor Fårhus blev et symbol på den uretfærdige behandling.

Henrik Skov Kristensen skriver, at denne holdning bevirkede, at det tyske mindretal, i modsætning til befolkningen i Tyskland, kun i ringe omfang foretog et selvopgør, og at de i stedet søgte tilflugt i en dobbeltrolle: Først forført af Tyskland og siden svigtet og straffet af Danmark. Det ledte også til, at man fra mindretallets side som politisk mål søgte at rehabilitere de dømte, der havde siddet i Fårhus.

Men Henrik Skov Kristensen slår en pæl igennem denne propaganda. Han skriver, at retsopgøret var rimeligt under de givne omstændigheder, hver enkelt fik sin sag prøvet, og mindretallet blev ikke, som andre steder i Europa, straffet kollektivt eller fordrevet. Opgøret var, skriver han, moderat.

Fine skæbnefortællinger

Selv om bogens dækning af hjemmetyskerne fylder mest, så er afsnittene om de sjællandske fanger som Ejner Krenchel, der gennem statsradiofonien forsøgte at nazificere danskerne, og de fire Bryld-brødre også af stor interesse, Brødrene Bryld, der var højtudannede og begavede, kom alle til at spille vigtige roller i det danske nazistiske miljø, og Henrik Skov Kristensens bog skildrer disse fangers ophold i lejren, og hvordan medfanger og fængselsmyndigheder så på dem. Absolut fas-cinerende. De slap i øvrigt ganske billigt med milde straffe uden tilsyneladende rigtig at fortryde noget.

De fleste kender Fritz Clausens skæbne godt, men en anden af de nazistiske ledere fra det tyske mindretal står stærkt tegnet i Henrik Skov Kristensens bog. Det er Jens Møller, der blev fører for det nordslesvigske naziparti. Han var en fremragende agitator med nære forbindelser til det nazistiske lederskab, herunder Werner Best. Da han kom ud af Fårhus, var han parat til at genoptage sin politiske karriere, og kun hans død ved en bilullykke året efter forhindrede dette.

Man skal kende kildematerialet rigtigt godt for at anfægte Henrik Skov Kristensens vidtrækkende konklusioner. Det gør denne anmelder ikke, men til gengæld har jeg stor tiltro til Henrik Skov Kristensen, som i tidligere værker har vist sin dygtighed som historiker.

Litteratur og kildelisten vidner om, at grundlaget er meget bredt. Lidt for ofte ser vi på besættelsestiden med københavnerbriller, men med Henrik Skov Kristensens vigtige bog er fokus rettet mod Sønderjylland og det tyske mindretal. Bogen kunne godt være skåret ned fra de nuværende 640 sider til noget mindre, for visse af kapitlerne om Fårhuslejrens forhold er blevet meget detaljerede.

Men det hæmmer ikke indtrykket af en bog med bredt sigte. Den når frem til spændende konklusioner, har beskrivelse af en lang række landssvigere, og det gibber i læseren over disse menneskers solidaritet med nazismen og deres forbløffende mangel på selvopgør efter krigen.

Lejren kom i oktober 1949 atter til at hedde Frøslevlejren.