Jeg er ked af at skrive denne anmeldelse. Jeg er fan af Morten Sabroe. En ottekant i dansk journalistiks rektangel. Som forfatter er han dertil en kugle, der rikochetterer rundt i dansk fiktions skæve og halvt oplyste pinball maskine. Hvorfor Sabroe måske også nogle gange uvægerligt falder i hullet.

Det gør han med »Fader vor«.

Der er tale om 2’eren, om man vil, til bestselleren »Du som er i himlen« Her tog forfatteren et opgør med sin mor og sit eget forgæves forsøg på at fæstne sin bløde rod på et koldt klippemassiv af en kvinde, »en überbitch«. Nu gælder det faderen. Manden, der i forgængeren blot omtales som »den fremmede mand«. Hvilket han desværre vedbliver at være efter disse nye 300 siders læsning.

På bogens bagside står: »I »Fader vor« skriver Morten Sabroe sig tæt på faren, der lukkede sig inde i sit navn: Den Gyldenblonde. Han prøver at forstå den berømte mand, der kun var 16, da han mistede sin endnu mere berømte far, folketingsmanden og børnevennen, Peter Sabroe, ved en togulykke i Bramminge. Var det såret der fik ham til at lukke sig inde og blive fjern?«

Det får man aldrig svar på. »Fader vor« er sine steder stærkt underholdende. Blandt andet i et for Jørgen Leth sønderlemmende kapitel. Bogen er tillige indholdsrig andre steder. Ikke mindst i sidste halvdel. Sabroe beretter, hvordan han kæmper bravt mod at gentage sin fars fravær over for sine egne børn. Hvilket afstedkommer gribende og selvudleverende scener fra tidligere ægteskaber.

Det uomgængelige format som skriver skjuler imidlertid ikke, at denne biografiske roman modsat forgængeren i dennes beskrivelse af en kamp for at tilgive, ingen nødvendighed har i sig og heller ikke fastholder sit forsæt. »Fader vor« dølger ikke, at metoden med en proceshistorie, hvor Sabroe bakser med et bestillingsarbejde, han derpå bruger store dele af historien på at hade, er overbrugt. Sabroes mani med at citere yndlingsdigtere og -sangskrivere tiltager gennem beretningen. Faktisk proportionalt med at projektet - at skrive sig tæt på faderen - taber flyvehøjde. Var Whitman og Dylan ikke gjort af guld, ville deres røv hænge i laser.

Faderen og sønnen forsvinder følgelig undervejs. Et forsøg på til sidst at sammenstille sig med James Dean som sønnen Cal i filmatiseringen af »Øst for Paradis« får bogen til at slutte i en fortællemæssig krampagtighed. En formmæssig desperation, om man vil, som måske burde have udgjort begyndelsen.