Den fejlfrie redaktør

Stig Andersens bog om Tøger Seidenfaden, Politikens afdøde chefredaktør, er en lang, ukritisk helgenkåring.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Martin Gilberts folkelige biografi om Winston Churchill er på 529 sider, mens Stig Andersens bog om Seidenfaden – der ikke er en biografi, men en hagiografi, en helgenbeskrivelse – fylder 556 ekstra store sider. Bogens omfang er simpelthen absurd. Tøgers liv og gerning kan ikke bære det. Problemet er, at Stig Andersen er forelsket i sin hovedperson, der til gengæld er forelsket i sig selv og yderst selvretfærdig, men også besidder en personlig rankhed, der aftvinger respekt.

De første 100 sider går med at fortælle om Tøgers familie, og om hvor dejlig den lille purk er. De næste hundrede sider går med at fortælle, hvor uhyre begavet den unge mand er. Man bliver helt lettet, da Ejvind Sandal, tidligere Politiken-direktør, på side 335 uforvarende afslører, at der er andre begavede mennesker i verden, idet han bliver citeret for at sige om den medredaktør, Seidenfaden arvede efter Herbert Pundik: »Ahm er, tror jeg, det mest begavede menneske, jeg nogensinde har mødt«. Sandal må have glemt, at han også har mødt Herbert Pundik og hans anden medredaktør, Jørgen Grunnet. Begavelse er mange ting.

Det ved Stig Andersen og hans vidner åbenbart ikke. Tøger Seidenfadens begavelse var af den mere overfladiske art, som vi plejer at kalde kvikhed. Det var slet ikke her, hans styrke lå, og det vidste han godt selv. Hans egentlige styrke var hans evne til at hengive sig til livet og livets vilkår. Det kommer fint frem i bogens sidste kapitel, som er det bedste.

Efter at vi lige har været om ad Weekend-avisen og fejret Tøgers store triumf, Tamil‑ sagen, kommer vi til hans gæsteoptræden som direktør på TV 2, hvor professor Jørn Henrik Petersen afslører sin inkompetence som bestyrelsesformand ved at betro Stig Andersen, at han egentlig anså Seidenfaden som malplaceret, men valgte ham af strategiske grunde.

Endelig når vi til tiden på Politiken. Her tegner bogen et stærkt forskønnet billede af virkeligheden, som er, at de første år af Tøgers redaktørtid var en fiasko, både menneskeligt og avismæssigt. Jeg var selv på avisen dengang, men forlod den, ikke af uvilje mod personen Tøger Seidenfaden og absolut mod hans ønske, men fordi der blev for trangt og ensrettet. Tøger havde ikke sans for at frigøre avisens skabende kræfter. Det var og blev hans svaghed som Politiken-redaktør, at han så ensidigt var meningsmenneske og manglede gehøret for det journalistisk-musiske, der havde gjort Politiken til noget særligt. Det er sigende, at bladet ikke har fostret et eneste skrivende talent i hans meget lange redaktørtid. Politiken-kapitlerne er i øvrigt kun af interesse for indforståede mediefolk.

Læs også: Kastrups blog: Død mand puster sig op

Stig Andersens kildemateriale er stærkt begrænset og ensidigt, og han burde ikke have citeret Tøger for en lang række grimme karakteristikker af andre mennesker, døde som levende, når Tøger Seidenfaden ikke længere er her til at stå inde for sine vurderinger og mistænkeliggørelser. Tøger Seidenfaden, som man savner, uanset at man anså ham for nok så bizar som begavet, havde fortjent en bedre bog.