Verden har nok i sig selv i Bent Hallers nye foruroligende ungdomsroman »Lazarus«, og derfor ser ingen den farlige leg med identiteter og kærlighed, som tvillingeparret Alwin og Aurore har gang i, før det - formentlig - er for sent.

Det unge søskendepar er så opslugt af hinanden, at enhver, der forstyrrer deres tosomhed, bydes op til en vild og virtuos dødedans, hvor man - også som læser - hvirvles så meget rundt, at man ikke længere ved, hvad der er sandt eller falsk.

Det er stærkt og effektivt gjort, og Bent Hallers trekantsdrama er et intenst litterært ungdomskammerspil, hvor hovedpersonerne ud over tvillingeparret er titelpersonen Lazarus. Den lidt ældre skolekammerat og fodboldspiller bliver mere eller mindre modvilligt trukket med i søskendeparrets søvngængeragtige skyggedans, hvor han snart ikke mere kan skelne, hvem der er hvem, eller hvorfor tvillingerne kalder ham Lazarus.

Konstant dopede

Den bibelske Lazarus vågnede fra de døde, men det er ikke sikkert, at bogens hovedperson gør det. Måske er hans rolle snarere at vække disse genfærd af et forsømt og forkvaklet søskendepar fra deres intime og inficerede dvale. Eller at vække andre, forældrene for eksempel, der også bevæger sig rundt som tavse og udeltagende gespenster, hver især travlt optagede af at finde vej gennem deres eget liv - moren som fraværende folketingspolitiker, faren som kunstglad apoteker med hang til udenomsægteskabelige bekendtskaber og medicinske løsninger på alt, hvorfor tvillingerne er konstant dopede af diverse piller.

»Lazarus« er en bog om identitet, kærlighed, køn og nærvær, skrevet i et lettilgængeligt sprog, hvor den rene (og nogle gange noget firkantede) realisme er svøbt i en symbolladet og foruroligende fortættethed. Det er rigtig godt og derfor også rigtig ærgerligt, at læsningen forstyrres, fordi der kludres i ugedagene og figurerne sendes på arbejde og i skole på en søndag. Unge utålmodige læsere har sjældent overskud til voksenvås.