Den, der tror, flygter ikke

Peter Tudvads første bind om præsten og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer er en åndshistorisk bedrift.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark har Kaj Munk. Tyskland har Dietrich Bonhoeffer. To ranke og modige teologer, som er blevet kaldt martyrer, fordi de betalte den højeste pris for deres tro. Kaj Munk blev myrdet for 70 år siden af nazisterne. Næste år er det 70 år siden den samme skæbne overgik præsten og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer (1906-1945).

I de første årtier efter krigen blev Bonhoeffer ombølget af særlig sympati og respekt i pietistiske kredse, men siden har hans stjerne også været i hastig stigen i folkekirken og på de teologiske fakulteter. Derom vidner Kirsten Busch Nielsens doktordisputats fra 2008 og Peter Tudvads nye biografi, »I krig og kristendom«.

Bogen er skildringen af et bevæget og engageret menneskeliv, der tog sin begyndelse i et tysk overklassemiljø.

Dietrich Bonhoeffer vokser op i en søskendeflok på otte. Hans far er en fremtrædende psykiater. Men det er moren og bedstemoren, Dietrich slægter på. Moren indvier drengen i bønnens verden og i salmesangen, mens bedstemoren bliver et forbillede i henseende til civilcourage.

Da nazisterne i 1933 iværksætter en landsdækkende boykot af jødiske butikker, trodser Julie Bonhoeffer boykotten. Den 90-årige dame går direkte gennem blokaden af SA-folk ind i en jødisk butik med ordene: »Jeg handler, hvor jeg vil!«

Det stod måske ikke skrevet i stjernerne, men det lå på en måde alligevel i kortene, at Dietrich Bonhoeffer skulle blive teolog. Allerede som teenager røber han sine fremtidsplaner for sine søskende, der undrer sig, for de synes, at den tyske kirke virker småborgerlig og svag.

»Så vil jeg reformere netop denne kirke«, lyder Bonhoeffers svar.

Inspiration og adskillelse fra Kierkegaard

Bonhoeffer er optaget af Henrik Ibsens stykke »Brand«, hvori præsten nægter at slå sig til tåls med den ydmyge position, magthaverne vil unde ham. Og Peter Tudvad er god til hele vejen igennem at give sådanne små vink om, at Bonhoeffer selv en dag skal erfare, at det koster at forkynde og stå fast på evangeliet.

Undervejs trækker Peter Tudvad mellemkrigstidens åndelige udvikling eller udseende op. Bonhoeffers teologi udvikler sig nemlig i et konstant modspil til samtiden, hvilket Tudvad med detektivisk ildhu påviser. Forfatteren skildrer med omhu og akkuratesse både Bonhoeffers akademiske meritter og usædvanlige religionspædagogik. Dietrich Bonhoeffer holder studiekreds for præpubertære drenge om Søren Kierkegaard!

Vi ved også, at Bonhoeffer har læst Søren Kierkegaards tanker om »efterfølgelse« med lidenskab og tilslutning, men som Kierkegaard-eksperten Tudvad påpeger, så har de to teologer et vidt forskelligt syn på, hvad det vil sige at følge efter Kristus.

Kierkegaard endte med at mene, at i så fald burde man kvitte menighedslivet. Bonhoeffer ræsonnerer helt omvendt:

»Eksistens er ikke mulig som isoleret eksistens, men kun som eksistens i kirken«.

Og derfor er den kirkekamp, Bonhoeffer engagerer sig i, af en anden art og med et andet anliggende end Kierkegaards. Kirken skulle efter Bonhoeffers opfattelse »ikke blot forbinde ofrene under hjulet, men kaste sig ind mellem hjulets eger for at standse det«.

Bonhoeffer er tidligt klar over, at nazismen sigter efter at beslaglægge menneskets sjæl og sind. Og han må derfor spørge sig selv: Hvordan fastholder kirken kompromisløst den enkeltes ansvar over for et regime, hvis antisemitisme og ukristelighed sætter stadigt nye frugter i tankegang og lovgivning?

En åndshistorisk bedrift

Peter Tudvad skildrer de mange forbindelser til oppositionelle kredse, som Bonhoeffer i den anledning knytter i disse år. Da Haderslevs biskop, Valdemar Ammundsen, der dengang spillede en væsentlig rolle i det mellemkirkelige arbejde, traf Bonhoeffer, lød hans karakteristik således:

»Han er en fantastisk fyr, oprigtig, meget ærlig, fast besluttet på ikke at gå på kompromis med antibibelske foranstaltninger«.

Over for Bonhoeffer og Bekendelseskirken - der siden sin grundlæggelse som oppositionskirke i 1934 insisterede på at være den eneste, retmæssige kirke - stod de såkaldte Tyske kristne, der havde forskrevet sig til den nazistiske ideologi.

Peter Tudvad skriver detaljeret og respektfuldt om Bonhoeffers uforsagte holdning, og hvad den kom til at betyde i den bitre strid om, hvad sand kristendom er. På trods af sin agnostiske bekendelse i forordet har Tudvad nemlig øre for forfatterskabets ånd og indhold.

Ja, Bonhoeffers levnedsskildrer er en belæst og skarp analytiker, der giver sig god tid til at forfølge en linje eller afdække en problemstilling i Bonhoeffers teologi eller tid. Hans bog er en åndshistorisk bedrift.

I et kommende andet bind vil Tudvad berette om Bonhoeffers sidste dramatiske leveår. I dette første bind tager vi afsked med Bonhoeffer i New York i 1939, hvor han frivilligt opgiver en tryg tilværelse i USA for i stedet at vende hjem til et Tyskland, hvor trængslerne venter ham.

Bonhoeffer begrunder denne beslutning med profeten Esajas: »Den, der tror, flygter ikke«.

Titel: I krig og kristendom. En biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer. Bind 1. Forfatter: Peter Tudvad. Sider: 760. Pris: 350 kr. Forlag: Lindhardt & Ringhof.

Kristian Østergaard er litteraturanmelder og kommentator ved Kristeligt Dagblad.