Den japanske forfatter Haruki Murakami er indimellem blevet nævnt i forbindelse med Nobelprisen. Sidste år fik han den tjekkiske Franz Kafka Prisen, som både i 2004 og 2005 forudgreb Nobelprisen ved at blive tildelt henholdsvis Elfriede Jelinek og Harold Pinter. Men som bekendt blev det Orhan Pamuk og ikke Murakami, der løb med laurbærrene i 2006. »Kafka på stranden«- bogen han fik Franz Kafka Prisen for, og som vi nu får i dansk oversættelse - beviser meget godt, hvorfor han er med i spekulationerne. Og måske også, hvorfor han endnu ikke har fået den.
Familiejagt
På sin 15-årige fødselsdag løber Kafka Tamura hjemmefra for at lede efter sin mor og søster, som forlod ham, da han var fire. Han føler sig draget mod øen Shikoku, hvor han slår sig ned som medhjælper på et privatbibliotek og på forskellig vis knyttes til en række mennesker i byen. Med sig har han ganske få ejendele og sin usynlige ven, drengen ved navn Krage. Men hans rejse er ikke kun en søgen efter hans mor. Den er også en flugt væk fra hans far, som tilsyneladende ingen kærlighed nærer overfor sønnen. I stedet har han givet ham en uhyrlig spådom, som Kafka for alt i verden ønsker at modsætte sig. Men skæbnen er en genstridig og stædig størrelse i dette univers, og via en række parallelforhold og begivenheder ser det alligevel ud til, at den har fat i den lange ende. Biblioteket bestyres af en midaldrende kvinde, som Kafka snart mistænker for at være hans mor. Og hun har sit eget savn at slås med. Hun mistede sin elskede i en ung alder, og hendes liv har været i stilstand siden da. Man tager ikke noget af læseoplevelsen ved at afsløre, at det aldrig bliver helt klart, om hun er Kafkas mor. Om der formelt er en familierelation mellem dem betyder nemlig mindre end de relationer, mulighederne og parallellerne i deres skæbner sætter i gang.
Romanen fortælles med skiftende kapitler mellem Kafka i første person præsens og den ældre, retarderede kattehvisker Nakata i tredje person datid. Nakata trækkes ind i begivenhederne af den mystiske kattedræber Johnny Walker, og søger mod samme ø som Kafka befinder sig på. Nakata taber evnen til at tale med katte, men får samtidig en anden: Han kan fremkalde tordenvejr og få det til at regne med både fisk og igler. Undervejs får han sig en hjælper, lastbilchaufføren Hoshino, og de to mænds forhold tager form som et Don Quixote/Sancho Panza parløb. I det hele taget er det en af romanens helt store værdier, at den formår at holde så mange litterære genrer i spil som den gør - magisk realisme, surrealisme, melodrama, karikatur, spøgelseshistorie, mm.
Verdenslitteratur
Det hverken kan eller skal betvivles, at »Kafka på stranden« er Romankunst med stort R - komplekst, fabulerende, mangestemmigt, dybt, og slet, slet ikke til at lægge fra sig, når man får begyndt. Verdenslitteratur er et rammende prædikat, ikke blot fordi kvaliteten er høj, men også fordi romanen på eminent vis lader østlig mytologi, mystik og kultur blande sig op med vestlig ditto. Græsk filosofi og mytologi -Ødipus-myten, forestillingen om de tre køn og Zeus' kløvning af det tredje - mikses med shintoisme. Ikke for at diskutere forskelle og ligheder, men nærmere for at vise, hvorledes der bag fremtrædelserne gemmer sig en fælles kraft, der kan tage forskellige former. Som én af formerne selv udtrykker det, så er »han« mere et koncept end en figur - hinsides både Buddha og Jesus, som han siger. Derfor har han også valgt at optræde som Kentucky Fried Chicken's Oberst Sanders. Han havde tænkt på Mickey Mouse, men der er så meget vrøvl med Disneys copyright-krav, bedyrer han. Læg hertil diskussioner af Beethovens værker, af japansk litteratur, en superprostitueret, som citerer Hegel under et blow-job, mv., og den åndshistoriske, multikulturelle og postmoderne mosaik tager kontur.
»Kafka ved stranden« er, som al anden stor litteratur, en bog, der stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Men man kan alligevel ikke lade være med bide mærke i, at karaktererne lidt for ofte i deres mange, dybe samtaler gerne glider af, når det virkelig brænder på, og i stedet for at følge tanken til ende lukker den med et »Det er svært at forklare«. Måske en af grundende til at Murakami endnu ikke har fået Nobelprisen?
