Niels Barfoed har skrevet erindringer efter samme formel som Ingmar Bergman eller Jørgen Leth. Det er ikke livet genoplevet i erindringen fra begyndelsen til den skrivendes udsigtspunkt, men glimt, scener, fragmenter og ikke altid i kronologisk orden.
Formen tillader forfatteren at skrive om det, han har lyst til. Han er ikke forpligtet på hele historien om sit liv. Men han kommer ikke nemt om ved det af den grund. Niels Barfoed skåner hverken familiemedlemmer, gamle venner eller sig selv. Han er eminent til at fange en personlighed, opsummere et liv, det kan være hans far eller en bror – han tillader sig den ubarmhjertighed der er forbundet med den type portrættering. Nogle går fri, og et problem ved formen er, at man som læser ikke kan vide, hvilke hensyn der ligger bag diverse inkonsekvenser, f.eks. at Barfoed går utrolig tæt på opløsningen af og efterspillet til sit andet lange parforhold, mens han kun strejfer skilsmissen fra sin kone Bente.
Niels Barfoed har været med i dansk litterært liv meget længe, som kritiker, journalist, redaktør i både avis- og tidsskriftssammenhæng, lektor og forsker, præsident for dansk PEN og utrættelig forkæmper for forfulgte forfattere og østeuropæiske dissidenter. Manden i centrum og så alligevel ikke. I litterær berømmelse blev han agterudsejlet af sine ungdomsvenner og valgte at gå egne veje i stedet for at resignere som rygklapper og betroet medlem af inderkredsen.
Barfoed, der er født i 1931, tilhører generationen, der kom for sent til modstandskampen. Til gengæld fik han en fod indenfor i kredsen omkring Heretica. I modsætning til sine skolekammerater. I gymnasiet på Vestre Borgerdydskole gik foruden Niels Barfoed også Villy Sørensen, Jesper Jensen og Klaus Rifbjerg. Barfoed havde den særlige skæbne her at blive den første blandt ligemænd. Han kom tættest på den beundrede men tilbagetrukne Villy Sørensen, han fik kontakt til parnasset og tidlig debut som lyriker. Uden at der trædes i det, fornemmer man, at han også havde lykke hos pigerne og større »sociale kompetencer« end vennerne. Til overflod var Villy Sørensen forelsket i Barfoed, der også optræder under maskering i Rifbjergs debutroman »Den kroniske uskyld«. Han bliver gift med Bente, som var den smukkeste pige på Øregaard Gymnasium. Hun får folk til at falde i svime, hvor hun går og står. Lidt af en Aladdin er der i den unge Barfoed.
Der sker så på få år det dramatiske, at Barfoed bliver fuldstændig overhalet og agterudsejlet af de gamle venner, ikke mindst Rifbjerg, der vinder pladsen som den unge digter over alle, redigerer tidsskriftet Vindrosen med Villy (!) og simpelthen bliver førerhannen, som alle tager pejling efter i den herskende modernisme i 1960erne. Barfoed træder ikke unødigt rundt i skuffelsen og jalousien, men det må ikke have været rart at lægge krop og sjæl til. Og som det jo er med disse sager, er der ingen at klage til! Det er bare tilværelsens og til nød tilfældets uretfærdighed.
Det mest forbløffende i historien er så, at den nye Aladdin – Klaus Rifbjerg – har en fiksering på den gamle Aladdin, så han gennem årtier er efter ham både i private og offentlige sammenhænge, det sidste i så skærende kontrast til de uskrevne regler for venskab, at Barfoed for ca. ti år siden så sig nødsaget til at bryde med ham, jf. omtalen her i avisen fredag d. 19. oktober.
Vi står her med en psykologisk gåde af de dimensioner, romanstof er gjort af. Er det fordi Rifbjerg, der som bekendt har en næsten overmenneskelig hotline tilbage til barndommens og ungdommens følelser, aldrig formår at lægge sin tidlige jalousi og mindreværdsfølelse bag sig? Eller er det fordi hans distancering af idolet giver ham et ubehag eller en skyldfølelse, som han projicerer aggressivt ud på Barfoed? Eller er han, mere simpelt, bare utilfreds med, at Barfoed ikke er mere følgagtig i flokken, men går sine egne veje? Er det det, der ligger bag de dunkle anklager om forræderi og dobbeltspil?
Man bliver slået af, hvor små de var, de litterære miljøer. Den ældre og beundrede Peter Seeberg møder sin kone Hanne gennem Barfoed, som er studiekammerat med hendes bror Christian. Selv er Niels forelsket i den smukke Birte, som ikke er interesseret, men som han helt tåbeligt kommer til at sende i armene på Christian. Det sker i Paris, hvor Birte dog senere møder Seebergs ven, don Juan i khaki, Thorkild Hansen, der hjemfører hende på motorcykel til Danmark. Jens Kistrup optræder også i denne kreds, som også må have talt Henning Fonsmark, som vi desværre ikke hører noget om.
Personligt havde jeg gerne læst lidt om Heretica, som nu bare bliver den »forkerte« sammenhæng, hvor Barfoed debuterer for tidligt og kommer til at gå i stå som digter. Det historisk »rigtige« for en modernist var at blive afvist af Ole Wivel og Tage Skou-Hansen, som Villy Sørensen blev det.
Heretica får også skylden for de unge litteraters manglende viden om politik og samfund. Barfoed er flov, da han i 1958 på et skib på vej til USA sammen med andre unge europæere bliver interviewet af en amerikansk TV-journalist men intet har at sige om Den Kolde Krig. Det upolitiske præger dog også Rifbjerg-kredsen, hvor det ikke er velset at interessere sig for politiske emner, og hvor man temmelig ureflekteret bare glider med tidsånden mod venstre i tresserne.
Barfoed ser på en måde sit professionelle liv som én lang rejse væk fra »litteraterne« over mod det politiske, dels med sit engagement i PEN, dels med sine sene biografier om den kommunistiske kætter Peter P. Rohde og modstandsmanden Ole Lippmann. Han kommer i en sen alder fri af fordomme og klikevæsen og får sans for »de menneskelige kvaliteter i en særlig resistent udgave hos gamle modstandsfolk, veltjente officerer, efterretningsfolk, embedsmænd og diplomater – mennesker for hvem samvittighed, ansvar, fairness, ordholdenhed etc. viste sig ikke bare at være noget i ordbogen«. Denne formulering er også et bidsk hib til den særlige blanding af selvtilstrækkelighed og frygtsomhed i de kulturelle kliker.
Rifbjergs diffuse anklage for »forræderi« har Barfoed følt belastende, men faktisk karakteriserer han sig selv som en mand, der ofte er brudt op, han har en angst for det lukkede rum, han går fra sine ægteskaber, han er »utryghedsnarkoman«. For at komplicere billedet har han dog samtidig, noterer han selv, en svaghed for det repræsentative, patetiske og (selv)højtidelige, som man ellers forbinder med samfundsstøtten. Måske er forskellen på ham og ungdomsvennerne, at hvor de var »låst« af deres talent og personlighed som digteren Klaus, tænkeren Villy og den venlige, politiske jesuit Jesper, var det mere uklart, hvad meningen egentlig var med Niels. Han har været mere henvist til at bevæge sig sidelæns end til at følge en forudgiven bane.
Og det afspejler sig i erindringernes mangesidede stof. Der er hemmelige møder med Václav Havel i Prag, hvor Barfoed ender med at blive arresteret, og en udførlig erindring om Rushdies besøg i Danmark i 1992. Dertil historier om Barfoed som huslærer i Kandestederne i 1950 og pikante historier fra et københavnsk hotel. Det meste er interessant, og det hele er velskrevet, men i perioder truer anekdoten med at tage magten.
Samtidig føler man, at der alligevel gemmer sig en meget mere sammenhængende historie bag fragmenterne. En halvt personlig, halvt historisk-typisk fortælling. Måske er det for meget forlangt, at Niels Barfoed skulle kunne gennemlyse sit eget liv og sætte det ind i de relevante sammenhænge af samfunds-, litteratur- og mentalitetshistorie. Måske kunne han gøre det ved at biografere en anden. Eller også er det romanstof.
