Internetentreprenøren Eli Pariser rejste et demokratisk dilemma, da han var i Danmark forleden.
I begyndelsen troede alle, at nettet ville frisætte al information. Fjerne de gamle gatekeepere og skabe en ægte demokratisk oplysningsrevolution for alle borgere. Der viste sig dog at være en lille hage ved det hele: Gatekeeperne er ikke væk. Fra at være f.eks. redaktører af kød og blod, man kunne forholde sig til eller imod som autoriteter, er det nu søgemaskiner som Google eller sociale medier som Facebook og dens bagvedliggende, skjulte og uigennemskueligt komplekse koder, der bestemmer, hvad vi bliver eksponeret for, når vi går på nettet.
Den demokratiske revolution er blevet en indbildt revolution. Nu er det i stedet robotter, som bestemmer hvilke informationer, der skal bringes frem til os.
Eksemplet er illustrativt for et af budskaberne i den intelligente og velfortalte bog »Alle har ret«, der udkommer i dag. Bogen er skrevet af journalist og debatør Rune Lykkeberg, der er redaktør på dagbladet Information.
At demokratiet nok er en kendsgerning som samfundsmodel, men alligevel på samme tid er en evig kamp. At demokratidiskussionen ikke længere rigtig giver mening blot som en debat for eller imod demokrati. Eller mellem demokrater og antidemokrater.
Faktisk er mange af os blevet demokratiske mennesker helt ned i detaljen i forholdet mellem lærer og elev i skolen eller i ægteskabet, ikke altid med lige heldige resultater. Det er dét, Rune Lykkeberg kalder »demokratiets patalogier« - så udviklet eller indviklet er demokratiet blevet, at vi tydeligt kan se dets skyggesider. Læreren der har opgivet eller tabt enhver autoritet i klasselokalet og derfor reelt ikke længere kan lære fra sig, eller parforholdet der er blevet så jævnbyrdigt i enhver sammenhæng, herunder i sengen, at enhver mystik er væk, enhver gnist slukket.
Springer fra Hegel til Medina
Omvendt argumenterer Rune Lykkeberg for, at der på det store, institutionelle plan er nogle bevægelser, som udfordrer os som demokratiske mennesker. Det kan være EUs stigende magt, det kan være markedsgørelsen af alting. Som næsten altid maner Lykkeberg også i denne demokratikritik til eftertanke, men ikke uden samtidig at ægge til modsigelse. Det vender jeg tilbage til.
For inden »Alle har ret« sander lidt til i slutningen i forudsigelig markedskritik, tager den læseren med på en imponerende tour de force gennem demokratibegrebet. Gennem det paradoks at demokratiet, som også det indledende eksempel om nettet illustrerer, jo ikke afskaffer det forhold, at nogen bestemmer over andre eller kan mere end andre. Tværtimod. Rune Lykkeberg definerer ganske præcist demokratiet som et redskab til både at frisætte det enkelte menneske og samtidig finde en acceptabel måde, hvorpå vi lader nogen bestemme.
At man lever i et demokrati betyder samtidig ikke, at livet endsige samfundet altid er 100 procent demokratisk. De der f.eks. vil afskaffe kongehuset med den begrundelse, at de ønsker det totale demokrati, har naturligvis lov til at være republikanere. Men deres mål med at være det er en illusion. Demokratiet bliver aldrig en statisk altomfattende fred, men er en konstant konflikt.
Dén konstatering er egentlig god at gøre sig, mens man læser »Alle har ret«. Og Rune Lykkeberg gør det til alt andet end pligt undervejs, især fordi der så generøst bruges af det, han som moderne intellektuel mestrer bedre end nogen anden skribent i Danmark i disse år: Den uanstrengte og læsværdige brug af de mest utroligt forskelligartede referencer.
Således springes ubesværet fra Ibsen til Klovn-serien, fra Hegel til Medina, fra K.E. Løgstrup til Alfons Åberg, fra Blixen til Kierkegaard i afsøgningen af præcise henvisninger, der kan understrege de bærende pointer. Det kunne blive flagrende, og ind imellem stryges der ud ad en tangent. Men samlet set er »Alle har ret« stringent. Dét er en præstation.
Den konstante kamp for frisættelse
Og så tilbage til bogens hovedkonklusion. For Rune Lykkeberg er demokratiet en revolutionær størrelse. Den konstante kamp for frisættelse. Hvilket egentlig er en smuk definition af revolutionsbegrebet. Men den ender også med at være en begrænsning til sidst, hvor det lige skal pointeres, at »markedet skaber et herredømme, som ingen har bedt om«. Lige så vel kan man vel argumentere for markedet som det ultimative demokrati.
På samme vis er den nonchalante afvisning af, at antidemokratiske bevægelser som f.eks. islamismen overhovedet er værd at bekymre sig om, måske vel frisk, hvad de seneste ugers begivenheder understreger. Hvor man undervejs af og til kunne efterlyse Rune Lykkebergs egen holdning midt i de velturnerede analyser, ender han til sidst med en ideologisk indsnævring, som faktisk er unødvendig for at skildre de demokratiske udfordringer, der findes også på de institutionelle niveauer. Eksempelvis i form af Kinas globale fremstormen, som kun perifert berøres i en bog, der ellers både i tanke og form er svulmende rig.
