Johan har overtrådt et polititilhold om ikke at nærme sig Lotte. Alligevel sniger han sig ind på hende med telefonopkald og sms’er. Da det kulminerer med et uventet natligt besøg i hendes dagligstue, får han en dom, der gøres betinget, fordi han indvilger i at gå i alkoholbehandling og samtaleterapi hos en psykiatriprofessor.
Stridens genstand i Henrik Rasmussens debutroman, »Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her«, er den betagende Lotte, der under sin krise i ægteskabet med Martin og en fireårig søn momentant indleder et seksuelt forhold til ham, lærerkollegaen.
Andet er der ikke i det, fastholder Lotte. Da Johan første gang kyssede hende »lagde skoven sig ned«. Lyder det voldsomt, er det dog sandt, for det foregår under efterårsorkanen i 1999. Da forholdet er slut, sidder parret på café under åben himmel, og Johan befinder sig rent kropsligt »i frit fald«.
Mellem disse rystelser i sjælen og universet har Lotte grundigt forsøgt at overbevise den forsmåede tilbeder om, at hun ikke er årsagen til hans problemer. Det overbevises læseren så om, da hovedpersonen sendes lukt i armene på en regelret (vistnok karikeret) psykiater, der uden at blinke hævder, at forelskelse blot er en kemisk ubalance i hjernen. Vi må altså længere ind, som de siger i Rytteriet.
Fint tilløb ender i navnepilleri
Ind til barndommen, naturligvis. Johan har lidt stærkt under en skilsmisse, hvor faderen stikker af, og moderen lader en ganske ubehagelig og selvhævdende stedfar flytte ind i menagen. Johan trækker sig i barndommen og spænder gennem ungdommen en vidtrækkende usårlighedszone omkring sig. Det er ifølge romanen denne zone, Lotte – og kun Lotte – kan trænge igennem med sit nærvær.
Som om det ikke var nok, frekventerer hovedpersonen i den lille roman tillige hospitalsvæsenet for at forberede en prostataoperation. Ikke alvorlig, men dog et indgreb, der under seksualakten vil medføre udløsning i blæren. Læst symbolsk altså en slags selvbefrugtning.
Og sådan er det med Johan, der har det, som titlen på romanen hævder: »Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her«.
En barsk erkendelse, som forlagets bagsidetekst understøtter ved at hævde, at Jakob »mister sig selv«. Men faktisk en erkendelse, som romanens slutning grundigt dementerer. På sidste side ser Johan nemlig sig selv i spejlet og »får øje på sig selv.« Telefonen ringer, og Johan svarer efter nogen betænkningstid »det er Johan«. Så altså: Op på hesten igen, mand. Plejefar er død, og nye kærlighedseventyr venter derude.
Herhjemme har litteraturen de seneste år fostret en lang række kvindelige forfatterskaber, der magtfuldt, nuanceret og med stort litterært vingefang har fornyet romanen som genre. Læst her op imod er dette mandeklynk blot en begrædelig case fra det psykologiserende navlepilleri, der – set i litterær sammenhæng – må luges bort som navleuld i mandelitteraturen – trods de fine litterære tilløb undervejs.
Titel: Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her. Forfatter: Henrik Rasmussen. Sider: 160. Pris: 200 kr. Forlag: People’sPress.
