De smukke unge mennesker bliver ældre

Benn Q. Holms nye generationsroman er ambitiøs og ikke ueffen, men savner retning og engagement. En opstramning kunne have givet det store materiale mere æstetisk kvalitet.

Det er et ambitiøst projekt, Benn Q. Holm har kastet sig over med sin seneste roman, »Byen og øen«. Med udgangspunkt i en gruppe gymnasievenner fra 1980erne har målet tilsyneladende været at skrive ikke blot Danmarks - men verdens historie om tiden siden da. Vi præsenteres således for såvel 80ernes yuppiekultur og teorifeticherende universitetsmiljø; vi er i Albanien med en diplomatfrue og på visit i den danske teaterverden; vi kommer til finansdistriktet i London og til både Thailand og Island. Vi hører om tsunamien, finansnedsmeltninger, borgerkrige, og meget, meget andet.

Fem hovedpersoner

Romanen falder i tre hoveddele, hver bestående af fem kapitler, der hver især er fortalt af én af hovedpersonerne: Espen er halvpunker og drømmer om at lave film, men har svært ved at holde sammen på sig selv. Han ender for ofte i druk og hjemme hos mor på drengeværelset. Anders er yuppie. Han bliver hurtigt styrtende rig, men beslutter sig på et tidspunkt for at forsvinde for verden. Molly er en gudeskøn modeltype, som er udstyret med et skvat af en far. Hun bliver skuespiller og trækker sig senere tilbage i anonymiteten. Camilla er den »pæne« pige. Hun vil frelse verden for nød og ulykke og bliver diplomatfrue. Pétur er øltørstig islænding med forfattergen. Han bliver et stort navn hjemme og får sig en stor familie. Men øltørsten har svært ved at slukkes.

Stereotyperne står i kø

Benn Q. Holm har tidligere i sin karriere gjort sig som generationsportrættør i såvel »Hafnia Punk« (1998) som i »Album« (2002), der senere blev omgjort til TV-serie.

Hans livtag med de længere linjer (i modsætning til megen nutidig litteraturs fokus på kortere tidsrum) påkalder sig respekt; det samme gør hans realistiske bestræbelse på at få virkeligheden ind i litteraturen eller om man vil litteraturen til at åbne sig for virkeligheden.

Men alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at der mangler noget reel dybde, eksistentiel såvel som kulturkritisk. Til tider føler man sig som vidne til en lidt retningsløs skildring af livsstile, sæder og skikke i de seneste 30 år, og man bliver desværre aldrig rigtigt engageret i hovedpersonerne. Stereotyperne står i kø, især i mængden af bipersoner, og man savner en opstramning, der havde givet det store materiale mere æstetisk kvalitet.

Men måske dømmer vi på forkert grundlag: »Byen og øen« er ikke romankunst, men et mainstreambud på »den store danske samtidsroman«. Og i det perspektiv er den ikke uden kvaliteter.B