Balkan er et mysterium, en metafor, der er mere kryptisk end alle Shakespeares og Dostojevskis værker tilsammen.
Dette sted, hvor frygten regerer, og hvor enhver på et hvilket som helst tidspunkt kan få frataget alle rettigheder, er også omdrejningspunktet i Jens-Martin Eriksens fysisk lille, men mentalt, metafysisk, moralsk m.m. store roman »Et hvidt reb til Philippe Deprez«.
Bogen handler i høj grad om menneskelig dårskab, om den blege skygge af Gud, som nogen endda kun har hørt rygter om findes, og om den endnu mere tilstedeværende Satan.
Den handler om kampen mellem det gode og det onde. Om det, der er, og det, der ikke er. Om virkelighed versus forestillinger. Om forfatterens og de intellektuelles rolle. Om de »nye missionærer«, de »reservekristne«, der delagtiggør verden i noget af den smerte, der lides af de politisk rigtige grunde. Om dem, der forsvinder for næsen af os.
Helt konkret handler bogen om Philippe Deprez, en fransk-britisk journalist, der i 2002 forsvinder sporløst efter en kaotisk rejse i Kosovo, Serbien og Albanien. Han er taget dertil på endnu en research-rejse for The Sunday Times, og undervejs mødte han den albanske, men i Paris bosatte fotograf Tereza Halili. Hun er lettere chokeret efter dels at være blevet frastjålet pas, kamera og udlejningsbil, dels at være blevet afvist af sine forældre som en fremmed, én de aldrig har kendt, en tosse, der hævder at være i familie med dem.
Opklaringsarbejdet ligger hos læseren
Philippe Deprez bliver tiltrukket, næsten hypnotiseret af hende, og han følger hende videre til broren, der heller ikke vil kendes ved hende, og han oplever både afmagt og attentat, inden Tereza forsvinder efter et besynderligt politiforhør. Med hendes lille brune lommebog som eneste spor sætter han sig for at finde hende, og det er i fodsporene af denne eftersøgning, at fortælleren til historien ti år senere forsøger at rekonstruere begivenhederne i ugerne op til, at også Philippe Deprez forsvinder.
Bogen er med andre ord opbygget som en bagvendt krimi uden umiddelbar opklaring. Vi får fremlagt det, der skete før forsvindingen, resten skal vi tænke os til.
Deprez har som en af sine sidst registrerede handlinger og som del af en rutinemæssig backup-aftale de to venner imellem sendt sin research og sine dagbogsnotater til fortælleren. Ud fra dette materiale forsøger fortælleren at tegne kortet og konturerne af den rejse, Deprez tog på og fulgte som et udlagt hvidt reb, der førte mod kriminelt og politisk morads. En rejse, han måske skulle være vendt om fra, inden selvsamme reb lagde sig som en løkke omkring ham.
Jens-Martin Eriksen leger – atter – med form og fiktion. Virkeligheden vikles ind i fortællingen, og fortælleren fremstår som forfatterens alter ego, samtidig med at også den forsvundne Philippe Deprez har fællestræk med Eriksen. Eksempelvis står Deprez som forfatter til et teaterstykke, som Eriksen har skrevet.
Måske forsvandt Jens-Martin Eriksen selv i 2002, måske forsvandt vi alle, måske endte vi efter krigen på Balkan som bogens tavse, tandløse, serbiske taxichauffør, der ingenting tør sige, ingenting tør huske, ingenting vil (be)vise. I dag er krigsforbryderdomstolen i Haag, politikere og militærfolk, journalister og alle vi andre blevet serbiske taxichauffører, skriver Eriksen.
”Et hvidt reb til Philippe Deprez” er hverken Shakespeare eller Dostojevski, men det er et begavet stykke moderne politisk prosa, der ægger og stimulerer sin læser til at reflektere. Et lille værk af stort internationalt format.
Titel: Et hvidt reb til Philippe Deprez. Forfatter: Jens-Martin Eriksen. Sider: 200. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.
