De ødelagte steder

I »Alle vil hjem, ingen vil tilbage« skildrer den norske forfatter Helga Flatland med stramt sprog og psykologisk indsigt, hvordan mennesker håndterer traumer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle titler er i perfekt korrespondance med handlingen. Det gælder eksempelvis Helga Flatlands romandebut »Bliv hvis du kan, rejs hvis du må«, der udkom på dansk i 2015 og handlede om Tarjei fra en bygd i Norge, hvor alt lå til et liv på gården med dyrene og jorden.

Et nedarvet mønster, fra far til søn i generationer, men med krigen i Afghanistan fik Tarjei og hans to jævnaldrende, Trygve og Kristian, mulighed for at rejse væk og opleve heden og spændingen, inden forventningerne for altid ville trække dem hjem.

Men en vejsidebombe skar ikke bare deres liv, men også de lange slægtslinjer over. Deres død efterlod bygden med et voldsomt traume. Dét at alle i det lille samfund var forbundne kar gik fra at være en styrke til en svaghed. Hele samfundet gik i chok, i stå.

Titlen »Bliv hvis du kan, rejs hvis du må« evner på samme tid at sammenfatte og rejse en diskussion om, hvorvidt de tre unge mænds rejse og død virkelig var det værd. Ikke bare for dem, men også for Norge som nation.

I andet bind af den planlagte trilogi spiller titlen også flot sammen med stoffet. »Alle vil hjem, ingen vil tilbage« lyder ikke kun smukt, men leder også læseren mod et af romanens vægtige temaer:

Hvordan steder kan blive så traumatiserede, at de næsten ikke er til at opholde sig på. Titlens »hjem« er bygden før de tres død, det trygge sted, mens »tilbage« er samme sted efter tragedien.

Her forsøger Tarjeis søster Julie, med forældre lammet af sorg, at passe gården, som hun også drømmer om at overtage. Den var Tarjeis privilegium, men nu hvor han er borte, må hun være den næste. Tror hun.

Stærke skildringer

Sigurd har det også mere end svært. Han er homoseksuel og elskede Trygve. Men Sigurd nåede aldrig at springe ud, og nu er han alene med sorgen over Trygves død og forsøger, mens han gradvist går i stykker, at spille rollen som heteroseksuel. Hvor Sigurd er bundet til sin homoseksualitet, er Julie bundet til gården. Hun møder veterinæren Mats, men det går skævt, og han flytter til Oslo, mens hun bliver på gården. Som en slags gidsel af sin drøm.

Helga Flatland veksler i lange kapitler mellem Julie, Mats’ og Sigurds historier og gør det i jeg-form. Det er en svær øvelse, dét at give dem forskellige stemmer og stillejer.

I den oprindelige norske udgave skaber Flatland effekten ved at skifte mellem bokmål og nynorsk. Det kan den danske oversættelse ikke og blandt andet derfor er de tre stemmer ganske ens. Men da historierne er så forskellige, fungerer fortællingen, og »Alle vil hjem, ingen vil tilbage« er en bedre roman end trilogiens første del.

Flatland evner her, på stærke måder, at skildre karakterernes indre hjemløshed og deres manglede evner til at fortælle andre - og nogle gange endda sig selv – hvordan de har det.

Midlet er et stramt, nøgternt registrerende sprog og en fornemmelse for, hvordan selv ødelagte sind skifter form i mødet med andre sind; hvordan mennesker på godt og ondt forandres i mødet med andre mennesker.

Det tredje bind i trilogien, der allerede er udgivet i Norge, hedder »Det finnes ingen helhet«.

Med tanke på hvordan titlerne på de to første bøger er tæt forbundet med historierne, er der vist mere splittelse i vente.