De kongelige elskerinder

De danske konger holdt sig ikke tilbage med hensyn til at bruge deres magt til at tilfredsstille deres erotiske behov og nyde kvindeligt selskab - ud over deres egne dronninger. Historikeren Michael Bregnsbo fortæller i en ny bog om disse kvinder og deres roller.

Hor blev i sin tid betragtet som en alvorlig forbrydelse både mod Gud og samfundsordenen. Bare ikke for alle. Mens de danske konger forlystede sig med frække damer, var der ingen lystighed for de almindelige danske borgere.

Selvfølgelig var det rent hykleri, og de danske konger fik lov til at dyrke deres erotiske lyster nogenlunde frit. Deres udskejelser - hvis ikke det ord er for stærkt - kan man læse om i historikeren Michael Bregnsbos nye bog »Til venstre hånd. Danske kongers elskerinder«, der giver en ny indsigt i skiftende tiders holdning til sex og moral. Bregnsbo er ikke nogen Se og Hør-journalist, men ansat på Syddansk Universitet og har kilderne i orden. Han er imidlertid ikke bleg for at fortælle kulørte historier, men han sætter dem ind i en seriøs ramme og forsøger at forstå, hvilken rolle disse kvinder spillede i magtintrigerne.

Christian V dyrkede også elskerinder, men han introducerede en ny stil ved at gøre en af dem til sin officielle maitresse og tilladelse til at færdes ved hoffet. Hun blev siden udnævnt til grevinde af Samsø.

Men Frederik IV gik endnu længere, idet han to gange lod sig vie til venstre hånd, selv om han var lovformeligt gift med dronning Louise. Straffen for bigami var døden, og flere danske undersåtter blev straffet, men Frederik fik ingen straf.

Christian V var enevældig konge fra 1670, og han kastede blikke til solkongen Ludvig XIVs hof, hvor man levede det søde liv. Kort tid efter at Christian besteg tronen, besteg han også sin elskerinde; den kun 16-årige Sophie Amalie Moth. Hun var datter af en hoflæge og altså borgerlig. Alligevel lod Christian hende adle, hvilket var ganske nyt. Hun fik børn med kongen, samtidig med at han gjorde sin rigtige dronning gravid, og han erkendte faderskabet til Moths børn. Det kan næppe have været behageligt for dronningen. Men ofte var de formelle ægteskaber, som Michael Bregnsbo gør opmærksom på, arrangeret af politiske grunde og derfor ikke altid erotisk stimulerende. Kongerne havde derfor ofte et behov for at søge seksuel nydelse uden for ægteskabet. Men det var ikke nødvendigvis kun af seksuel lyst, kongerne fik elskerinder. Der var ofte tale om langvarige forhold, som tilsyneladende var udtryk for ægte og dybe følelser.

Så langt kom det aldrig i Danmark. Der var selvfølgelig rygter, men sladderen blev aldrig for alvor en trusel mod kongehuset. Om Frederik V slap der dog visse ting ud om hans lyster. Forfatterinden Charlotte Dorothea Biehl skrev, at kongen og hans venner inviterede ludere til deres selskaber: »De gemeneste og liderligste fruentimmere i hele byen var gratierne i disse forsamlinger; for nogle dukater fandtes de meget villige til at afføre sig deres klæder og i samme stand, som de var kommet på jorden at danse omkring på borde og stole for de forsamlede herrer.« Og om kongen skriver Biehl videre: »Det var nemlig hans største vellyst at piske disse nøgne elendige indtil blodet; jo mere de våndede og krympede sig derved, jo mere kildrede det ham og fornøjede ham så at sige ind i sjælen, og sjældent eller aldrig holdt han op, førend han så blodet strime efter.«

Der var muligvis en kerne af sandhed i Biehls fortælling, men Michael Bregnsbo mener ikke, at vi skal have for stor tillid til denne beretning, som stammede fra hendes far og var nedskrevet 20 år efter.

Den eneste anden sag, hvor vi kender naturen af seksualiteten, er den skrøbelige kong Christian VII, der i sit kærlighedsliv med Støvlet-Kathrine også udøvede sado-masochisme.

Den værste af kongerne var uden tvivl Frederik IV, der på trods af sit ægteskab med dronning Louise giftede sig hele to gange. Man mener, at Louise, som kom fra Tyskland, blev valgt som hustru, fordi kongen mente, at hun ikke ville lave ballade, når han var utro. Stakkels Louise opfyldte det elementære krav at føde kongen en søn og måtte samtidig se på, at han var utro. Hendes reaktion var vrede og bitterhed, og det kom til meget alvorlige følelsesmæssige konfrontationer ved hoffet.

En af Frederiks elskerinder var Anna Sophie Reventlow, der endda i 1721 blev ophøjet til dronning. Hun er vistnok den eneste maitresse, der også blev dronning. Kongen havde mødt den 18-årige Anna på en tur til Jylland i 1711. Han var 20 år ældre end hende, og Anna modtog smykker og dyre gaver af kongen, og da Ruslands zar Peter den Store var i Danmark i 1713, var det Anna, som var ved kongens side. Det fik Peter den Store til under et besøg i 1716 at bemærke til kongen: »Min broder, mine horer koster mig ikke meget, men Eders hore koster i tusinder af sølvdaler, som kunne have været brugt til et meget nyttigere formål.«

Elskerinderne kunne også have en gunstig virkning på kongerne. Grevinde Danner havde således en meget god indflydelse på kong Frederik VII, så han ikke lavede offentlig skandale ved sit drikkeri, opfarende temperament og livlige fantasi.