De håbede, trods fornedrelsen

Hudløs roman om en ung, gravid fransk kvinde i skyggen af nazisternes buldrende krematorieovne.

coverkinderzimmer
»Kinderzimmer« af Valentine Goby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lindhardt & Ringhof

»Kinderzimmer« er en gribende og uafrystelig roman.

Den franske forfatter Valentine Goby har skrevet den på baggrund af dybtgående interviews med overlevende fra den nazistiske kvinde-lejr i Ravensbrück og deres børn, født under fangenskabet, og researchen er meget vellykket samlet omkring romanens hovedperson, kaldet Mila. Efter fire dages lidelsesfuld transport med medsøstrene i kreaturvogne ankommer hun til arbejds- og udryddelseslejren nord for Berlin.

Uden at kende navnet på stedet, endsige den frygtelige skæbne, der venter hende med stokkeslag, pisk, hundebid, miltbrand, bylder, rosen, tyfus, koldbrand og betændelse, træder hun ind ad porten til dette helvede.

Og forfatteren sparer ikke læseren for de realistiske, til tider nærmest anatomiske skildringer af alt fra blod, slim, opkast, lort og henslængte lig med gabende munde og øjenhuler til ovnenes røgskyer, når en levering af deporterede fanger er ankommet, eller når omdejsede medfanger fra de idelige timelange appeller i bidende frost skal skaffes af vejen.

»Selektion« kaldes det, og de overlevende kan herefter bemægtige sig de dødes få ejendele: En blod- og fedtplettet kjole, et par flækkede støvler, en blikdåse til den fordærvede suppe, der serveres i lejren, eller tandbørsten, der bæres i en snor om halsen.

20-årige Mila betragtes efter sin indsats i en sabotagegruppe fra Paris som politisk fange. Med sig har hun minderne om moderen, der begik selvmord, faderen, der fra sin rullestol i snedkerværkstedet gerne befamlede datteren, og en uønsket graviditet med et anonymt medlem af modstandsgruppen. Romanens omdrejningspunkt bliver snart denne graviditet, som ikke lader sig skjule i lejren.

Rå livslektioner

Mens sulten, kulden og stokkeslagene tærer på kræfterne, vokser fostret, samtidig med, at moderens udsultede krop fortærer sig selv for herefter at gå til angreb på hjernen. Læseren spares ikke for detaljerne i Milas overvejelser.

Men romanen har et vendepunkt og en stærk eksistentiel pointe. Mila træder ind i et selvmordscenarie, hvor hun nægter at børste tænder og lade sig afluse og begynder at lugte fælt blandt de øvrige benrader i barakken, men en medsøster overbeviser hende om, at hun i og med barnet har en grund til at leve på trods.

Med livsviljen træder håbet ind i romanen: Den lille sø uden for hegnet med et par svaner og grønne sivkanter , der åbenbarer naturen, rygterne om nazisternes nederlag mod øst og vest, der trænger ind i lejren, en stærk solidaritet mellem de indsatte, der fejrer fødselsdage, stjæler roer og saboterer tyskerne ved at sy nåle i skridtet på de reparerede uniformer.

Munter bliver fortællingen aldrig, men humoren vinder frem i dette kaos af menneskelig fornedrelse – alt imens krematorieovnene brænder på højtryk for at slette resterne også fra de øvrige udslettelseslejre.

Mente man at have læst tilstrækkeligt om kz-lejrene, så er franske Valentine Gobys hudløse roman et uomgængeligt bidrag til forståelsen af den særlige kvindeside af undertrykkelsen, fornedrelsen og ikke mindst overlevelsen i de bestialske lejre. Men det er ikke natbordslæsning.

Titel: Kinderzimmer. Forfatter: Valentine Goby. Oversætter: Bodil Castot. Sider: 240. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.