Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Som det står i paragraf 3 i »den etniske lov«: »Én gang etnisk, altid etnisk«. Det etniske - altså ens biologiske herkomst - er, uanset hvor i verden man så fødes, noget man ikke kan løbe fra. Og det etniske betragtes i dag som en højere fællesnævner end køn, alder, uddannelse med mere.
Med sin tekst »Den etniske lov« får den unge forfatterskoleelev Nassrin el Halawani, kastet en velplaceret kritik efter den ellers meget velmenende og fine antologi »Nye stemmer«, der er et produkt af Berlingske Tidende og Gyldendals store litteraturkonkurence, der i efteråret 2006 fandt en vinder i Shadi A. Bazeghi.
De forfattere, der deltager i antologien, har ikke meget andet fælles, end at de er, hvad vi kalder etniske. De er børn af mindst én ikke-dansk forælder. De eller deres forældre stammer fra Tyrkiet, Iran, Bosnien, Syrien, Indien, Ukraine og flere andre steder. Blot ikke Danmark. Nogle er født i Danmark, andre kommet hertil senere. Fælles for de 14 bidragydere er, at de er, hvad man kan kalde velintegrerede og med klare mål for sig selv, hvad de små interview i bogens sidste halvdel bevidner. Vi kunne kalde dem rollemodeller.
Men er der så noget galt med at samle 14 etniske stemmer i en antologi? Nej og ja. På den ene side er det virkelig vigtigt, at disse stemmer, etniske eller ej, er en del af Danmark (og som juridisk set er danske før de er rødhårede, bebrillede eller etniske) kommer til at blande sig meget mere i den danske litteratur end det hidtil har været tilfældet. Vi vil gerne høre disse stemmer, vi savner en mere polyfon litteratur, det er en tiltrængt berigelse til andedammen, at der kommer andre verdenserfaringer til, og det kan en sådan antologi forhåbentligt åbne op for. Som Naja Marie Aidt på dommerkomiteens vegne skriver i sit forord:
»Vi har sådan brug for nye stemmer, der taler fra nye steder. Vi har brug for historierne om, hvordan det er at blive betragtet som fremmed, selvom man ikke føler sig fremmed.«
Personlig bryder jeg mig ikke om prædikatet »etnisk«. For hvem er - når alt kommer til alt - etnisk, og hvem er så pærerigtig dansk? Når jeg læser de 14 bidrag, så synes jeg ikke, at de generelt bindes sammen af en særlig etnicitet, som rækker langt ud over den erfaring af ensomhed, længsel, frygt, kærlighed, som andre mennesker har. Der er forfattere, der skriver specifikt om fremmede kulturer, som Reza Rahimpour (han vandt 2. præmien i konkurrencen), men for mig er det ikke nødvendigvis mere fremmed end beskrivelsen af et indremissionsk miljø i Hobro.
Efter disse etniske forbehold, som jo ikke har noget med teksterne at gøre, men med vores trang til at putte mennesker i kasser, så er der blot at sige, at det er en meget fin antologi, med vidt forskellige mere eller mindre sikre bidrag fra forfattere eller måske kommende forfattere, som man meget gerne hører mere til. Blandt mine favoritter er den energiske forfatter (af egyptisk afstamning) til den etniske lov, Nassrin el Halawani, den iranskfødte intense poet Shadi Angelina Bazeghi, den altid omrejsende og mystiske Haroun Raschid, som er af indisk-pakistansk herkomst, og som på det ledsagende portrætfoto optræder ansigtsløs, den bosniskfødte oversætter Milena Rudez, med små glasklare digte, og den marokkanskfødte Elis Idrissi, som både skriver med stor humor og belæsthed.
Da alle skribenter kun er repræsenteret ved en enkelt tekst (digte kan der være to af), er det naturligvis et spinkelt møde, der istandsættes, men et vigtigt møde som tænder en nysgerrighed og placerer nogle lidt fremmedartede navne i hjernebarken, som man helt sikkert vil huske, når deres debutbøger en dag står og funkler i den nærmeste boghandel. Dét glæder jeg mig til. Indtil da, snup en antologi, hør nye stemmer, og oven i købet til en meget billig pris!
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
